muskler.  Elfenbenskystens Didier Drogba og  Portugals Cristiano Ronaldo på forsiden af Vanity Fair 2010.
Foto: Vanity Fair

muskler. Elfenbenskystens Didier Drogba og Portugals Cristiano Ronaldo på forsiden af Vanity Fair 2010.

Bagsiden

Er disse muskler nødvendige?

Hvad er den sportslige fordel i Cristiano Ronaldo og Didier Drogbas veltrænede sixpacks?

Bagsiden

Næst efter at score det afgørende mål i en VM-finale er en kontrakt med et undertøjsfirma noget af det højeste, en fodboldspiller kan opnå i dag.

Kigger man nærmere på verdens fodboldspillere, er der noget, der tyder på, at flere af dem bruger uforholdsmæssigt mange timer på at lave skrå mavebøjninger og ligge i fitnesscentrenes solarier.

Timer, som efter Bagsidens bedste overbevisning også kunne være blevet brugt på at træne med bolden eller løbe med holdkammeraterne.

Positiv indflydelse
Derfor spørger vi os selv, om der mon er en sportslig fordel i de veltrænede sixpacks, biceps og brystmuskulaturer på stjernespillere som Cristiano Ronaldo og Didier Drogba.

For at komme nærmere et svar har vi på en telefonlinje til Sydafrika fanget landsholdets fysiske træner, Jens Bangsbo.

»De er ikke bange for at smide trøjen, det har jeg da set«, siger han, da vi nævner Vanity Fairs forsidebillede. »Det er et element i moderne fodbold. Der går ikke lang tid, inden kampen er slut, før de gerne vil fremvise deres overkroppe«.

Men hvor meget betyder det på fodboldbanen, at man er så veltrænet?

»Hurtighed handler også om, at overkroppen er muskulær. Hvis du kigger på de bedste sprintere i verden, så ser du nogle overkroppe, der er rimelig markante. Armene bidrager i høj grad til fremdriften, så derfor kan der være en rigtig god grund til, at man også træner overkroppen som fodboldspiller. Så vi skal ikke derhen, hvor vi siger, at fordi de skal eksponere sig, så har det en negativ indflydelse på deres fodboldspil. Det har absolut en positiv indflydelse«.

At de eksponerer sig selv?

»At de styrketræner deres overkrop«.

O.k.

Individuel træning
Bangsbo understreger, at fysisk træning i moderne fodbold tager udgangspunkt i den enkelte spiller og de spidskompetencer, han skal udvikle.

Et forhold, han også har arbejdet med som assistenttræner for Juventus. Og netop i tilfældene Ronaldo og Drogba er den fysiske træning særlig vigtig:

»Der er nogle, der har deres hurtighed som en vigtig ingrediens – for eksempel en Ronaldo, der derfor har brug for ekstra træning. Derudover er nærkampene inde i feltet, hvor en Drogba skal holde modstanderne væk, også relateret til muskelstyrke. Så det giver mening, at de træner deres overkrop på den måde, de gør«.

Men er den ekstra vægt fra musklerne ikke en ulempe, når man skal løbe over 10 kilometer i løbet af en fodboldkamp?
»Fodbold er i høj grad et gentagende intenst arbejde, så nettoresultatet er, at man øger sin hurtighed. Alt andet lige er det selvfølgelig en ulempe med en større kropsvægt. Men hensynet til Ronaldos spidskompetence opvejer ulempen«.

Hvis udviklingen fortsætter, vil vi jo i fremtiden se Joachim B. Olsen på fodboldbanen. Tror du, det er et muligt scenarie?

»Nu ved jeg jo ikke, hvordan han spiller fodbold, så ...«.

Han skulle være hurtig til at løbe 100 meter, har jeg hørt ...

»Ja, og folk bliver lidt overraskede over, at store vægtløftere faktisk er utrolig hurtige på de første meter. Men vi kommer ikke til at se den type på banen, for det er en kombination af mange kvaliteter, der gør, at man er en god fodboldspiller. Man skal også kunne præstere i slutningen af de 90 minutter«.

Bagsiden takker for svarene på vores vigtige spørgsmål og konkluderer, at selvom fortidens spinkle spaghettiarme ville komme til kort over for nutidens hårdtpumpede look, så er det tilsyneladende ikke en udvikling, der vil fortsætte i det uendelige.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce