Bagsiden

Er der en læge til stede? Hun bor i Vor Frelser Kirke, og jeg vil male med gult

Bagsiden

Min læge har valgt at flytte sin konsultation til Vor Frelser Kirkes spiralsnoede spir, fordi det går sygt godt i sygdomsvæsenet. Fedt for hende, ikk’ så fedt for mig, med min vertigo. 400 trin, og armsvedige mig, klamrer mig til tops, og der sidder lægen så. Lige under Jesus, der står og flager for Gud må vide hvad. Nå, men hatten af for at holde humøret oppe og tage en dag ad gangen. Det gør jeg ikke.

Det hele er en stor pærevælling, og jeg har arbejdet som en hest. Ai, nærmere en lille led pony

Det hele er en stor pærevælling, og jeg har arbejdet som en hest. Ai, nærmere en lille led pony. Jeg har altid været lidt bange for at tage fat. Selv om jeg er opdraget af 1,2 menneske og efter devisen: »Du skal gøre dig selv uundværlig. Få et job i en bank, bliv stewardesse eller kom på postkontor. Du kan jo så godt lide penge, uniformer og stempler«.

Jeg orker ikke samtale med de antikforældre. Når de 1970’er-fester, begynder de og deres tillakkede og touperede venner altid med en Dubonnet og sutter nonstop på cigarillos og cerut. Så skal der spises. Tavsen Ejland er in og på bordet, som har været sindssygt dyrt, da træsorten er truet, så det skal mine forældre da ha’. Man må altså ikke selv sidde ved det bord og tegne, for man kan komme til at lave indgraveringer i bordpladen, fordi man tegner på en så hidsig måde, som aldrig har klædt nogen.

»Gå ind til dig selv«, siger Talende Paryk. Alle mødre har paryk, da de er opflasket i en tid, hvor man sagde, at hårpragten var en kvindes pryd. Så var det ik’ så sjåw, hvis man kun havde fimrehår at gøre godt med og kun æggeshampooen var opfundet og slet ingen balsam for hår eller sjæl. Der fandtes kun stakkels to træningsdragtfarver: rød og blå, og det eneste krydderi, man brugte, når bølgerne gik højt, var karry eller paprika.

Det var en ret unuanceret tid, og de eneste farver, man havde, hed Filia, og man sku’ virkelig lægge kræfterne i, hvis man skulle farve solen gul, for gul var nærmest usynlig, og der blev manisk opkradset papir og dybe fuger i palisanderen og så var det: »Ind på dit værelse« uden aftensmad, selv om den ellers stod på steroidpumpet hamburgerryg med lysegrønne ærter, der bare ligger som udstukne øjne og stirrer olmt på en, fordi man overhovedet ikke forstår, hvor svært det var at skaffe materielle goder a la et palisanderspisebord.

Nå, men jeg maler så bevidstløst videre i egen parcelungdomscelle. Jeg vil male solen gul, strege ud og sætte kryds. Sæt kryds? 21. november, november, november 2017, I hope I remember, for jeg har tusind ting at gøre, klokken 11:45, blev november hængt til tørre, og det hele kan ikke blive meget større end udsigten fra toppen af Vor Frelsers spir. Den er sexy, spektakulær og svimlende.

Da siger min læge: »Du ska’ lige være sød at køre dit kort igennem«. Så kører jeg mit kontokort til Magasin igennem, men det kan hun jo ikke bruge til noget, med al den skyld, så lægen siger indigneret: »Men det kan jeg jo ikke bruge til noget, med al den skyld«. »WTF«, siger jeg. »Nu har jeg klamret mig hele vejen op her med min luftsyge? Du har bare at reparere mig«. »Næste«, siger lægen, og i det samme knalder et regnvejr løs, der får samtlige hashpiber på Christianshavn til at gå ud, og alt går i sort, og hele kommunalarsenalet af politiske kvinder og mænds papkontrafejer fløjter ned fra lygtepælene og fiser af sted i stiv kuling, mens Vor Frelsers Kirkes sneglespir omdannes til en pragtfuld regnvandsrutsjebane, som denne patient suser ned ad, i så høj fart, at hun vågner. Frisk som en havørn.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce