Det er på høje tid, at Løkke reelt sætter sig i stolen. Men når det nu er sket, skal jeg hilse og sige, at det er gjort med effektivitet. Det er ikke alene Løkkes eget ministerhold, det er også et konsekvent farvel (eller forflyttelse) til dem, som ikke har leveret varen. Og goddag til nye spændende emner, som i den grad giver indtrykket af en ny start.

Konsekvensen i rokaden styrker Løkke som chef og - måske endnu vigtigere - hele VKO-blokken, der nu vil kunne rykke sammen om at vinde næste valg. Pia Kjærsgaard har ikke længere en anledning til at kritisere Løkke som en mand, der mangler handlekraft. En ministerrokade - hvor vellykket den end er - er imidlertid ikke nok til at genvinde magten. Indholdet af det kommende regeringsprogram bliver helt centralt.

Oppositionen må registrere en statsminister, som for lidt siden stod forpjusket tilbage og virrede med et overanstrengt klimahoved, men som nu er aldeles tilbage i kampen om magten. Rokadens bagside, og oppositionens chance, er den risiko, som nye ansigter på posterne altid bringer med sig.

Konklusionen i dag er, at Løkke for første gang har vist lidt af det format, som man forventede sig af ham, da han kom til. Flere var begyndt at tvivle på, at han havde det.

De dårlige tænder trukket ud
Med kirurgisk præcision har Løkke og Espersen fjernet - eller flyttet - de ministre, som ikke har leveret varen. Lad os starte med den mest indlysende: Søren Gade. I modsætning til mandens ubestridelige popularitet var han en færdig mand i det ministerium. Han har været helt ude af stand til at navigere sit system og værst af alt, han tog ikke konsekvensen selv, som han ellers sagde, at han ville gøre. Det sidste kostede ham respekten på Christiansborg. Og hans ministerforløb har senest været en katastrofe.

Hvordan det er lykkedes i halve og snart hele år at holde et lille - og normalt let styrbart - ministerium i en mediestorm, er en gåde. Endda et ministerium, som har fastlagt sine budgetter flere år frem. Det siger ikke så lidt om, at det gjaldt om at få Gade ud af vagten, populær eller ej. Man forstår til fulde hans frustrerede exit fra politik. Hans afløser - Gitte Lillelund Bech - skal nu blot bringe ministeriet tilbage til dets naturlige dvaletilstand, en absolut overkommelig opgave.

Karen Ellemann er flyttet ud af Indenrigs- og Socialministeriet. Det er lidt svagt af Løkke, at han ikke flytter hende helt ud af regeringen, men hun får en chance til. Det har haltet gevaldigt med hendes politiske vejrhane, og tiden vil vise, om den kan svinges bedre ind i Miljøministeriet. Næppe.

Troels Lund Poulsen har ikke leveret varen i Miljøministeriet. Der har været for megen em af ‘landmandslover’ over hans virke. I en klimatid kan man ikke have en traktorkørende landmand, der som minister kæmper for retten til at sprede pesticider ud over markerne. Hvor svær landmændenes situation end er. Turen til Skatteministeriet er en regulær og fortjent deportation, til et ministerium, hvor støvet langsomt hober sig op, nu da skattereformen er i hus. Der kan han ikke lave ulykker.

Skatteminster Kristian Jensen er ligeså deporteret til Venstres gruppe. Den gode nyhed er, at det formentlig er god træning for unge Jensen. Han må kunne samle flere omkring sig, hvis han vil efterfølge Løkke. Den dårlige nyhed for Jensen er, at Løkke - retmæssigt - ikke har vurderet hans vælgertække som uundværlig for at vinde næste valg.

At flytte Bertel Haarder til især Sundhedsministeriet er klogt. Haarder har nu i næsten ‘200 år’ leveret varen som minister. Hvis nogen kan få styr på sundheden er det ham. Jacob Axel kunne ikke. Sundhedsområdet er Løkkes egen favoritdisciplin. Hvorfor det ikke undrer, at han gerne ser en venstreminister på den post.

Lene Espersen er uklogt flyttet til Udenrigsministeriet. Fint nok for hendes personlige karriere, men uheldigt for hende, når det gælder om at styre partiet. Per Stig Møllers indtræden på kulturposten behøver næppe en kommentar. Og at give Brian Mikkelsen et stort ministerium kan vise sig at være et problem. Vi får se.

Samlet set er det et stærkt styrket ministerhold, om ikke andet fordi de svage tænder er trukket ud. Vi har fortsat til gode at se, om de mange nye ansigter kan fungere og trænge igennem på deres område. Det er svært, og det kræver en mere end stejl lærekurve, givet at der kun er 16 måneder til næste valg. Det vender vi tilbage til til den tid.

Indtil i aftes blev Løkke opfattet som en statsminister i dyb krise. Det gør han ikke længere. Dels fordi han nu - endelig - har sat sit eget hold. Dels fordi rokaden er stor og dermed vitterlig er hans eget hold. Dels fordi hans konsekvente udrensning af mindre succesfulde ministre sender et kraftigt signal til de nye om, at der skal leveres resultater i jobbet, ellers er det ud. Det styrker ham som chef og aftvinger respekt. Endelig har han med sin rokade sendt et signal til oppositionen - og vælgerne - om, at han er parat til at kæmpe for sin post frem mod næste valg. Mere kan han og Espersen ikke håbe på.

Oppositionen står over for et stærkere VKO
Det bliver stadig økonomien, som oppositionen vil plage Løkke med herfra. Det bliver stadig nedskæringer i velfærden, som han skal forklare sig igennem. Men det bliver fra et nyt og langt bedre udgangspunkt. Ikke mindst hvis det forventede regeringsgrundlag får styr på Espersens trang til friløb, så vi har et billede af en enig VK-regering. Og måske vigtigst af alt, Pia Kjærsgaard kan nu atter bakke helt op om en statsminister, som hun kan se selv sidder og ‘kører bussen’. Dermed er hele VKO-blokken rykket samlet frem i kampen om at vinde valget.

Løkke er blevet den terminator, som mange troede, han ville være fra starten, men som stadig flere tvivlede på nogen sinde ville vise sig.

Dansk politik tog en vending omkring nytår, da rokaden ikke kom. Og sammen med de konservatives vilde reformplaner sejlede alt. Den store rokade er første skridt hen mod at ’sætte sig i stolen’ for Løkke. Så langt er det lykkedes.