Ditte Marie Nielsen, 25 år, journalist, er i Ungdomshuset for at lave en tv-dokumentar Alexander, 20 år, tysk aktivist, er i Ungdomshuset for at yde førstehjælp under rydningen Marc Geraci, 18 år, og Matias Littauer, 17 år, punkmusikere og gymnasieelever Alexander Ditte Marc og Matias Alexander Ditte Marc og Matias

Fjerde sal

»Jeg bliver vækket af alarmen. »Eviction now, eviction now!«, råber folk i munden på hinanden. Der er en forbandet masse larm og buldren, som jeg efterhånden fandt ud af måtte være en helikopter«.

Ditte er ved at lave en dokumentarfilm om Ungdomshuset for produktionsselskabet Bastard Film. Hun har været i gang med filmen i otte måneder og har ofte sovet i huset. Aftenen før var hun kommet sent i seng efter koncerter og fest i huset.

30 sekunder efter vækningen står Ditte groggy ude på gangen med sit videokamera og sin gasmaske.

»Jeg går igennem køkkenet og ud til trappen, mens jeg gør mit kamera klar. Igennem et åbent vindue kan jeg se maskiner nede i haven. En vandstråle skyder mod mig nede fra haven, så vinduet knalder i. Tilbage i køkkenet kan jeg høre nogen råbe, at politiet er på fjerde sal. Jeg løber ned ad trappen og fumler lidt med gasmasken. Jeg kan mærke, der er gas bag mig«.

»Folk løber frem og tilbage ude på gangen. Det tager mig vel et minut at komme i tøjet, få gasmaske på og komme ud af det lille øvelokale, jeg sov i. Nede i den anden ende af gangen, ved opgangen til taget, kan jeg se nogle mørke silhuetter. Jeg skynder mig ned mod dem, da jeg tror, det er mine venner. Halvvejs får jeg et chok. Silhuetterne har skjolde, knipler og hvide politimærker«.

Der er total forvirring. Politiet er på 4. sal, længe før aktivisterne er klar over det. De er fanget i politiets lynangreb. Alexander råber, at politiet er der, vender om og løber alt, hvad han kan. Ved trappen finder han et par af vennerne, som lukker en barrikade ved trappen mellem 3. og 4. sal efter ham. Sådan fortsætter de med at blokere vejen ned igennem etagerne. 10-15 stykker når med hele vejen ned. Resten bliver fanget af politiet, efterhånden som de bryder igennem barrikaderne.

Stuen
I den lille koncertsal i stueetagen ligger to unge punkmusikere og sover den ud. Det er Marc og Matias, som aftenen før har spillet deres livs koncert i Ungdomshuset.

»Det var helt ufatteligt at kunne spille i Ungdomshuset. Det var jo punkscenen i Danmark, så da vi fik det tilbudt jobbet, var vi ikke et sekund i tvivl – selvfølgelig skulle vi spille der. Det var noget, som vi alle havde drømt om i årevis«, forklarer Marc.

Det blev sent aftenen før, og Marc har glemt sit togkort hjem til Birkerød. Skidt med det. De skal alligevel møde på Christianshavns Gymnasium næste morgen, så hvorfor ikke tage imod tilbuddet om at overnatte?

Det er koldt, brændeovnen er gået ud. De to musikere har fået et håndklæde og en sovepose af aktivisterne til at varme sig med på sofaen. Pludselig er der tumult på etagerne over. »Politiet kommer, politiet kommer!«, bliver der råbt. Et par ophidsede aktivister med gasmasker kommer løbende ind i koncertsalen.

»Enten forsvarer I huset sammen med os eller også stiller I jer bag baren og overgiver jer bare til politiet, når de kommer«, er budskabet til de to tømmermændsramte musikere.

»Vi fattede ikke helt, hvad det betød. Det var jo en noget brat måde at blive vækket på. Sammen med to andre stillede vi os så om bag baren. Igennem vinduet så det ud, som om det sneede. Det var først, da vi så nogle af husets brugere løbe rundt smurt ind i skum, at vi blev klar over, at politiet brugte vandkanoner«, siger Marc.

»Pludselig begynder huset at ryste, og kloen fra en gravko bryder igennem væggen. Det var lidt som et stort monster, som prøvede at grave sig vej ind til os«.

Et øjeblik efter er rummet fyldt med skjold- og knippelbærende betjente med gasmasker. Kort efter sidder de fire i ’futtog’ med benene om arrestanten foran.

I det tilstødende rum bliver der smidt tåregas, som hurtigt også overtager rummet med baren.

»Mit ansigt brændte. Det var, som om det var ved at blive vendt på vrangen. Min trøje var gennemvædet af snot, spyt og tårer, og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Det bliver man virkelig febrilsk af, så jeg prøvede at få et par betjente til at trække min trøje over hovedet på mig. Bare for at dække for det værste af gassen«, fortæller Matias, som også husker en betjent for sætningen:

»Nu er det nok ikke så sjovt længere, hva’?«.

Og nej, det er det næppe, ifølge sagkundskaben:

»Tåregas virker ved at irritere de overflader, det kommer i kontakt med, dvs. hud, øjne, slimhinder og luftveje. Det er en meget potent irritant«, forklarer overlæge Peter Jacobsen, som arbejder for Bispebjerg Hospitals Giftinformation.

Hvad sker der, hvis det bliver brugt indendørs?

»Så sker der det samme, men koncentrationen bliver større«.

Kælderen
Trappen fra 4. sal ender i kælderetagens køkken. Igennem køkkenvinduerne, som er barrikaderet med metaltremmer, kan Alexander se bulldozere fra gyden ved siden af Ungdomshuset, som er ved at smadre barrikaderne ved vinduerne. Der er en øresønderrivende larm. De 10-15 aktivister er belejret. Kun kælderen er endnu ikke erobret af politiet.

Efter fem minutter opgiver aktivisterne køkkenet og søger desperate dybere ind i kælderen til baren kaldet ’Hullet’. Døren afspærres til køkkenet, og en kamp for at holde stand over for bulldozernes nedbrydning af vinduesbarrikaderne begynder. Computere, borde, sofaer, chokoladebarer – alt, hvad der overhovedet er i rummet, bliver stuvet op mod døren og vinduespartierne for at stå imod politiets forsøg på at trænge ind.

»Det lykkedes os længe at holde stand. Bulldozerne kunne ikke trænge igennem, så længe vi hele tiden støttede barrikaderne. De kastede tåregas ind, men vi havde alle på nær én gasmasker på. Det nev i huden, men det var til at holde ud. Ham uden gasmaske havde det godt nok ikke så godt. Men så fik de gang i en vandkanon, som kunne skyde vand mod tre fjerdedele af rummet fra gyden. Vi var nødt til at klemme os op i de to hjørner ud til gyden for ikke at blive ramt«, forklarer Alexander.

I gyden kan aktivisterne se flere og flere betjente. Vandet afskærer aktivisterne fra at holde barrikaderne. Gulvet er et kaos af rester fra baren, som er blevet splittet for at blive brugt som barrikade. Det hele sejler mere og mere, som politiet sprøjter vand ind.

Efter 20-25 minutter i ’Hullet’ må Ungdomshusets sidste 10-15 besættere trække sig videre bagud. Med vand og gas i hælene løber de ind i ’Usmalia’ – et lille rum på 10-15 m2 med skydedør og pludselig stedet for husets sidste forsvar.

Fra ’Usmalia’ kan aktivisterne høre politiet bryde ind i ’Hullet’. Der går lidt tid. Det er, som om parterne bare står og venter på hver sin side af døren før det endelige slag. Der er gået omkring tre kvarter, fra politiet har sat de første folk på taget. Bortset fra en masse gas er der intet i rummet. Alt er blevet brugt til barrikader.

»Politiet begyndte at banke på døren og opfordrede os til at åbne den. Vi bankede igen og larmede som ind i helvede med alt, hvad vi kunne finde, for at vise politiet, at vi ikke ville give op. Andet kunne vi ikke gøre. Vi havde ingen andre våben end vores slagord. Pludselig blev døren smadret op, og der blev kastet tåregas ind. Vandkanonen pumper de forreste tilbage i rummet. Det sidste, jeg ser, er en betjent med hævet knippel«, siger Alexander, som først vågner flere timer senere på Rigshospitalet.

Bagerst i rummet på en lille trappeafsats sidder Ditte med sit videokamera.

»Politiet slår døren op og kommer væltende ind med rejste knipler. De slår, slår, slår og slår og folk bliver ødelagt, som politiet slår sig igennem rummet. Det går vildt stærkt. Det er som et tegneserieslagsmål, hvor man kun ser en masse arme og ben stritte til alle sider«, siger Ditte.

»Jeg ser hurtigt to blødende hoveder, det ene går til jorden. Som folk bliver slået passive, bliver de lagt på maven ned i vandet fra vandkanonen og får strips på. Jeg sidder bagerst i rummet med mit pressekort fremme over hovedet. Jeg forsøger at filme med mit kamera, men en betjent med en totenschlæger slår mig over fingrene og truer mig til at lægge det ned«.

Som aktivisterne bliver passiviseret, får de flået gasmaskerne af og sat i futtog.

»Der er vildt meget gas, og det gør rigtig, rigtig ondt. Jeg hoster meget, og snotten løber bare ud af hovedet på mig. Det lyder, som om der er flere, som kaster op. Vi sidder der nogle minutter, før vi en ad gangen bliver ført tilbage op til den lille koncertsal ’Spejlægget’, hvor vi alle bliver samlet«.

Stuen
»Vi kunne i lang tid høre dem larme og råbe nede i kælderen. Først var det opmuntrende tilråb til hinanden. Lidt senere blev det til »Hvad fanden har I gang i« og den slags mod betjentene. Det lød, som om det gik meget voldsomt for sig«, siger Matias.

En lille time efter anholdelsen blev de fire fra baren sat sammen med de andre 32 anholdte fra huset inde i ’Spejlægget’.

»Mange af dem så virkelig forslåede ud. Nogle blødte kraftigt fra hovedet. Andre sad bare og dinglede og virkede ikke helt, som om der var kontakt til dem. Kort efter blev vi alle sammen fotograferet og registreret, og lige før vi blev ført ud og kørt væk, fik vi sorte hætter ned over hovederne. Nogle fik dem omvendt på, og det var ret ubehageligt. Det virkede, som om politiet ville skjule alle de forslåede ansigter for pressen, som vi jo godt kunne regne ud havde samlet sig udenfor«, siger Marc.

Efterspil
»Jeg var temmelig omtumlet, da jeg vågnede op. En sygeplejerske bliver ved med at spørge mig, om jeg kan huske navn og fødselsdato. Det lykkedes mig vist at få fremstammet det, før det går op for mig, at jeg ligger i en hospitalsseng. Jeg er nøgen, og sengen er fuld af blod. Klokken er omkring 10.30. Senere får jeg at vide, at jeg blev slået ud 07.50«.

På videohjemmesiden Youtube ligger en video med navnet ’rydningen af ungeren 5’. Her ses Alexander blive slæbt livløs ud af Ungdomshuset og lagt på jorden. Betjentene står med ryggen til, men det ser ud, som om de forsøger at stoppe blødningen på den bevidstløse aktivist og efterfølgende dækker ham til med et termotæppe.

Alexanders skadestuerapport bekræfter, at han blev slået ud, og at han lider af ’hypothermia accidentaliu’ – afkøling, fordi kroppen er gået i chok. Han bliver indskrevet på Rigshospitalet klokken 8.24.

Folkene i lægeambulancen måler Alexanders bevidsthedsniveau til at være ’10 GCS’ – det betyder, at Alexander ikke er ved bevidsthed. Ifølge skadestuerapporten skyldes det »angiveligt slag mod hovedet og indåndet gas«. Lægen i ambulancen giver Alexander 100 mikrogram fentanyl.

»Fentanyl er 100 gange stærkere end morfin og gives blandt andet til bevidstløse patienter. 100 mikrogram er en stærk dosis for en person, som ikke har fået det før. Det giver man kun til folk, som har akut stærke smerter«, siger Lona Christrup, som er lektor på Det Farmaceutiske Fakultet under Københavns Universitet.

Efter at være skannet og overvåget på Rigshospitalets Traumecenter for hjernerystelse bliver Alexander atter overdraget til politiet klokken 13.45 og kørt i detentionen. Lørdag midnat bliver han sammen med en række anholdte udlændinge overdraget til det tyske politi i Puttgarden. Tysk politi registrerer dem, tager billeder og kører igen.

Få dage senere bliver Alexander indlagt igen i tre dage, denne gang på et hospital i Hamburg på grund af hovedpine og kvalme. Det er typiske symptomer på en mild hjernerystelse.

Tre dage efter anholdelsen bliver Ditte løsladt, fordi hun ikke er aktivist, men journalist. Hun får ikke konfiskeret sin film, og optagelserne fra Ungdomshuset vil danne råmateriale for en dokumentar næste år.

Men Ditte har pådraget sig en skade på lungerne, som hun selv tilskriver den megen tåregas, hun blev tvunget til at indånde, da politiet fjernede hendes gasmaske i det lille kælderrum. Siden 1. marts har hun ikke kunnet tale fem minutter i træk uden at eksplodere i et ustoppeligt hosteanfald. Det sker gentagne gange under interviewet.

Hendes læge har ordineret astmamedicin og antibiotika og sendt hende til røntgenlæge og øre-næse-hals-læge. Han ved ikke, om symptomerne skyldes tåregassen, men han ved, at hun har været udsat for noget, som var hårdt ved hendes lunger. Ifølge overlæge Peter Jacobsen ved Bispebjerg Hospitals Giftinformation, kan det ikke udelukkes, at det er tåregassen 1. marts, som stadig spøger.

»Der er rapporteret tilfælde af lungeskader, hvor man på længere sigt har fået en nedsat lungefunktion. Lungeskader er kendt og beskrevet i flere sammenhænge. Jeg ved ikke, hvilket niveau der har været i den kælder, men det er tit i den situation, at det går galt, at folk er indendørs. Der, hvor folk har fået lungeskader, det er, hvor de i lukkede rum er blevet ’bombet ud’, så at sige«.

Den følgende nat kommer Marc og Matias i grundlovsforhør i dommervagten. Matias er først og bliver løsladt. Derefter følger et dommerskifte. Marc bliver ført ind og bliver varetægtsfængslet. Få dage senere bliver Matias dog hevet ind igen, da politiet mener, han ville kunne påvirke efterforskningen. Der går et par dage mere, og denne gang bliver Marc løsladt. Men igen kun for et par dage med lignende begrundelse.

Bortset fra et par dage i friheden ender de to musikere med at sidde varetægtsfængslet i tre uger.