Storbritanniens tidligere udenrigsminister, Jack Straw, der stadig er medlem af Tony Blairs regering, har indledt en interessant debat.

Han opfordrer muslimske kvinder, der bærer slør af den type, der kun efterlader øjnene synlige, til at droppe det – til gavn for den gensidige tillid og åbenhed i samfundet.

Straw er borger i verdens ældste liberale demokrati, og der er ingen tvivl om den britiske retstilstand. I Frankrig og Tyrkiet, hvor de statsbærende værdier begrænser religionernes udfoldelsesmuligheder, kan man have forbud mod den slags. I Storbritannien må enhver selv vælge klædedragt. Det er ikke statens opgave at opstille regler for den slags. Og den bagvedliggende norm er da også enkel: Den enkeltes frihed stopper først dér, hvor dens udøvelse skader andre. Det kan et stykke tekstil som udgangspunkt ikke gøre.

Den måde, Straw har grebet sagen an på, viser da også, at hans ærinde ikke er at indføre franske tilstande, hvor selv tørklæder, der kun dækker håret, er forbudt i de offentlige skoler (sammen med kalotter og synlige kors). Han beskriver, hvordan han i sin kontortid som lokalt parlamentsmedlem har fået besøg af kvinder med tildækket ansigt. Han har følt ubehag ved ikke at kunne se ansigtet på det menneske, han taler med. Han har sørget for at have en kvindelig medarbejder til stede. Og han har derefter spurgt de pågældende kvinder, om de ville have noget imod at fjerne sløret under deres samtale. Han er ikke blevet mødt med et eneste afslag. Efter disse erfaringer har Straw – først på sin weblog, og siden i den lokale avis – valgt at fremsætte sit synspunkt i offentlighed.

At Straw har tænkt sig om, talt med kvinderne, og først derefter rejst debatten, vil nogen herhjemme sikkert opfatte som misforstået politisk korrekthed. Hvorfor ikke bare gå til biddet og få en bramfri debat? Svaret er naturligvis, at et frontalangreb på noget, der på en gang griber så kontant ind i privatsfæren, og samtidig vedrører religionsfriheden, er indlysende kontraproduktivt.

Omvendt er der også dem, der vil mene, at man slet ikke bør sætte spørgsmålstegn ved en religiøs skik, der falder inden for lands lov og ret. Jeg er ikke enig med nogen af parterne, og jeg synes, at Jack Straw har en pointe. Hans melding har i øvrigt allerede ført til en debat i det britiske undervisningssystem, hvor flere universiteter øjensynlig allerede kræver, at man lægger sløret i undervisningssituationen, ud fra den betragtning, at det ikke er rimeligt, at en lærer ikke kan se, hvem det er, han eller hun underviser.

Der er flere grunde til, at den debat Straw ønsker, er relevant.

En stor del af den usikkerhed og det ubehag, tilsløringen vækker hos mange ikke-muslimer, skyldes tvivl om, hvorvidt kvinderne selv har valgt den. Det føler Straw sig i øvrigt – på basis af de samtaler, han har haft – overbevist om, at de har. Men virkeligheden uden for Straws valgkreds er selvfølgelig sammensat: Vi véd, at der er kvinder og unge piger, der tvinges af mænd eller forældre til at bære slør eller tørklæde, og at mange imamer udlægger det som et centralt religiøst krav i islam. Vi véd, at det for mange kvinder i Mellemøsten er et tegn på social succes, at de kan bære det (deres mødre var fattige landarbejdere, der ikke var ’fine nok til tildækningen). Vi véd, at det for nogle muslimer i Europa er en markering, der er lige så politisk, som den er religiøs. Vi véd, at det for nogle kvinder er en tilbagevenden til en vis gruppesolidaritet og stærkere muslimsk identitet, uden at der nødvendigvis ligger stærk religiøsitet bag. I Europa sker det måske på grund af det ikke-muslimske samfunds pres, i Mellemøsten måske på grund af socialt konservative strømninger blandt muslimer (når der ikke er statslig undertrykkelse, som i Iran).

Debatten er god, fordi den vil stimulere en stillingtagen – også hos kvinderne selv. Og den vil få frem, at islam ikke giver noget entydigt svar på spørgsmålet. Koranen rummer ikke noget krav om hverken slør eller tørklæde. De eneste kvinder i Koranen, der skal gå med slør, er profetens hustruer. Og det skal ses i sammenhæng med, at der i høj grad var tale om politiske ægteskaber, der skulle cementere stammealliancerne omkring den nye bevægelse (islam). Det meste af sit liv var profeten Muhammed monogam, og der står ikke noget om, at hans første kone og livs kærlighed, Khadija, brugte slør. Kravet om tilsløring optræder i den senere fortolkningstradition. Dermed er også sagt, at man kan fortolke sig væk fra kravet, sådan som mange muslimer da også gør.

Det er typisk for den danske debat, at den domineres af sammenstødet mellem dem, der ikke kan tåle selv et almindeligt tørklæde – i hvert fald ikke i det offentlige rum. Og så os, der forsvarer retten til selvbestemmelse og elementær tolerance. I et samfund, hvor politikere ikke hele tiden mobbede og mistænkeliggjorde muslimer, ville det være nemmere at føre den debat, som Straw rejser. Jeg synes i mange situationer, at det er en rimelig fordring at stille til sit medmenneske, at man kan se dets ansigt. Og ligesom jeg, som ikke-troende borger, tillader mig at have en holdning både til pavens modstand mod fri abort, og til kvinders adgang til at blive præster i folkekirken (en debat, der stadig var levende, da jeg var barn), så bør både muslimer og ikke-muslimer kunne diskutere religiøse skikke, der spiller en rolle i vores samfunds liv. Jo mindre vi farer frem med bål og brand, og jo mere vi griber det an som en samtale, jo bedre vil den debat blive.