Hvordan kurerer man en fanatiker?

Det er titlen på en lille bog af den israelske forfatter Amos Oz – hvis store og pragtfulde værk ’En fortælling om kærlighed og mørke’ stod i centrum for hans besøg i Danmark sidste uge.

Jeg deltog i et arrangement, hvor han trak linjerne op i civilisationernes sammenstød, det clash of civilisations, som nok vil præge vores liv de kommende mange år. Ikke en konflikt mellem muslimer og kristne, Øst og Vest, Nord og Syd eller hvad man nu nemt kommer til at tænke på. Nej, Amos Oz talte om det store clash mellem fanatikere og moderate – på alle sider af de religiøse, politiske og menneskelige skel.

En tilhører spurgte så, hvad man i grunden kan gøre for at modvirke fanatismen? Og her tillod forfatteren sig først at nævne sin lille bog, der omtrent ordret har tilhørerens spørgsmål som titel. Hvorpå han understregede, at han ikke var tilstrækkelig indbildsk til at tro, at han kendte den effektive kur (»så burde min bog jo sælges på apoteket«). Men han havde trods alt nogle forslag, og navnlig ét, som måske kunne mildne sygdommen hos den enkelte af os, når vi mærker fanatismen hos os selv.

Før jeg gengiver hans forslag, vil jeg fortælle om en oplevelse med Amos Oz for en snes år siden. Jeg var kørt fra det nordlige Israel ned til hans hjemby Arad i Negev-ørkenen for at interviewe ham. Da vi var færdige, og jeg skulle til at køre tilbage, havde han et spørgsmål:

»Hvilken vej tænker du dig at køre?«

»Den direkte – op gennem Jordandalen«.

»Det vil jeg helst ikke have, at du gør. Du har besøgt mig, og du kører i en israelsk bil. Jordandalen er besat område, og dér kan israelske biler ikke bare køre omkring, som det passer dem.«

Dengang var der slet ikke de spændinger på den besatte Vestbred, som der er i dag. Man kunne sagtens køre omkring og krydse frem og tilbage over grænsen uden at skænke besættelsen en tanke. Men Amos Oz havde omtanke, og han kunne godt forestille sig, hvad en palæstinenser tænkte ved synet af en israelsk bil. Jeg sagde tak for den lille opsang og kørte den nødvendige omvej.

Nu til forslaget, Amos Oz’ lille modgift mod fanatismens sygdom:

Prøv at forestille dig den anden. Brug fantasien. Hvordan tænker han, hvordan føler han? Det er svært at være fanatiker, hvis man virkelig bruger fantasien på denne måde.

Forslaget er meget forfatteragtigt. Hvad andet gør en historiefortæller fra morgen til aften end at leve sig ind i andre mennesker, forestille sig den anden, fantasere?

Men fantasiens magt er ikke forbeholdt forfattere. Og i Amos Oz’ lille lægebog er den en af opskrifterne på, hvordan man kurerer en fanatiker – især hvis fanatikeren er mig selv.

Og hvis fantasien så alligevel ikke slår til, så kan man selvfølgelig bruge forfatternes: læse skønlitteraturen. De andres fantastiske fortællinger.

Post scriptum:

En klassisk jødisk vandrehistorie. Amos Oz fortæller den som et replikskifte mellem ham selv som lille dreng og hans far engang i 1940’ernes Jerusalem:

»Far, hvorfor stiller jøderne altid alting op som et spørgsmål?«

»Hvorfor ikke?«