Når en diskussion løber af sporet, og den ene part griber til trusler eller vold, hvem har så vundet diskussionen?

Ham, der slog sin samtalepartner til jorden, eller ham, der havde så stærkt et argument, at den anden ikke kunne finde et bedre svar end volden?

I et ordentligt samfund kan der ikke være tvivl om svaret: Bøllen, der vælger knytnæven frem for argumentet, har tabt. Hans ’sejr’ over den slagne modstander er i virkeligheden et moralsk nederlag. Men vi mennesker kan ikke leve af moralske sejre alene. Vi har krav på beskyttelse mod vold og trusler. Og det har vi især, hvis vi trues på livet af anonyme modstandere, der slet ikke deltager i den offentlige samtale, vi yder vores bidrag til.

Det er derfor islamistiske fanatikeres dødstrusler mod en fransk gymnasielærer, der har angrebet islam, ligesom i sin tid dødstruslerne mod Jyllands-Postens tegnere og redaktører, er så helt og aldeles uacceptable. Og ikke nok med det: De pågældende havde krav på effektiv beskyttelse fra samfundets side. Truslerne bliver for alvor et problem, hvis myndighederne svigter på det punkt. Hvis den franske gymnasielærer bliver ude af stand til at passe sit arbejde og leve sit liv, er hans ytringsfrihed ikke meget værd. De pågældendes krav på beskyttelse afsvækkes ikke af, om det, de har sagt, var velbegrundet eller overhovedet moralsk forsvarligt. Ja, selv hvis deres ytringer havde været ulovlige i forhold til for eksempel racismeparagraffen, kunne det naturligvis ikke legitimere selvtægt, endsige mord fra de krænkede fanatikeres side. Også forbrydere har krav på retsstatens beskyttelse.

Pointen er naturligvis, at det har alle. Hvis det er uantageligt at blive truet eller overfaldet, fordi man har sagt noget kontroversielt, er det det naturligvis også, hvis man trues eller angribes på grund af noget, man er. Mørkhudet eller udstyret med kalot eller tørklæde for eksempel. Racistiske og antisemitiske episoder, en livsfarlig bombe, der eksploderer foran en somalisk forening i Århus, er desværre lige nu en del af den danske virkelighed. Ligesom trusler mod ytringsfriheden har sådanne forbrydelser en særlig karakter, der adskiller dem fra almindelig kriminalitet. Fysisk kan skaden være den samme, hvis man angribes for at blive fravristet sin pung eller mobiltelefon. Men krænkelsen af ens integritet og de psykiske skadevirkninger er langt større, hvis man angribes som person – eller som bærer af en forhadt gruppes kendetegn.

Vi lever stadig i et meget fredeligt samfund. Men mængden af episoder – både de symbolske og de virkelige – er voksende og foruroligende. Det kræver nye kompetencer og ny opmærksomhed hos politiet. Og hos alle os andre.

Desværre er der en sammenhæng mellem en debatkultur og en gade, volds- og trusselskultur.

Forråelse i den ene kan føre til forråelse i den anden. Forbryderiske overfald på de anderledes, eller på de anderledes tænkende, udføres typisk mange gange i ord og fantasi, før de en sjælden gang udføres i praksis.

Hvis vi lægger grupper eller enkeltpersoner for had i den offentlige debat, er der en risiko for, at andre skrider til handling på gadeplan. Ord betyder noget, og denne betydning ophæves ikke af, at deres afsendere har krav på beskyttelse, uanset hvor kontroversielle de er.

Skarpe angreb på politikere og forhånelse af hele befolkningsgrupper kan her ikke sidestilles. Ledende politikere og andre, der fylder noget i debatten, må tåle mere end sagesløse borgere. At beskylde Pia Kjærsgaard for at være racist, har vi såmænd Højesterets ord for, at man godt må. Men at svine alle muslimer, alle jøder eller alle afrikanere til som mindreværdige, er ikke bare ulovligt, men langt farligere for samfundsudviklingen. Men det betyder ikke, at Pia Kjærsgaard ikke har krav på beskyttelse, eller at alle kneb gælder for hendes vedkommende. Hun skal kunne gå trygt på gaden, og ethvert angreb på hende dér er et angreb både på retsstaten og på vores demokratiske kultur.

Der er ingen symmetri mellem racisme og antiracisme. Det ene er en forbrydelse, det andet et prisværdigt og idealistisk engagement. Men desværre ved vi fra gadekulturen, at begge dele kan føre til voldelige udskejelser. Det er også derfor, vi alle har et ansvar for at undgå forråelse.

Også fordi der er en sammenhæng mellem debat og gadekultur, er det afgørende, at ytringsfriheden ikke gøres til et værn om åndeligt og politisk bøllemageri. Når vi forsvarer en racist mod lynchning, er det ikke hans racisme, vi forsvarer. Når vi forsvarer Jyllands-Postens redaktører eller den franske gymnasielærer mod truslerne, er det ikke deres aggressive udsagn, vi solidariserer os med, men deres ret til at ytre dem. Eventuelt under ansvar for domstolene.

I forlængelse af Muhammedkrisen er der mange, der her er gået galt i byen. Ytringsfriheden er blevet svar på alt. Kritik af ytringer er blevet gjort til anslag mod ytringsfriheden. Kortslutningen er lammende for den offentlige debat. At påberåbe sig ytringsfriheden gør ikke det, man siger, bedre eller mere uangribeligt, end det ellers ville være.

Fordi man trues på livet, har man ikke mere ret, end man havde før. Forstår vi ikke det, ender vi med at ophøje enhver provokatør – eller sågar racist – til en ny Voltaire.

Sondringen er vigtig. For hvis vi ikke kritiserer, dissekerer og vurderer hinandens udsagn, men blot står i hvert vores hjørne og påberåber os vores ret til at sige hvad som helst, så opgiver vi den åbne, fri og tvangfri samtale om samfundet fremtid, som det hele drejer sig om.