Det er ikke bare en from juletanke, men en videnskabelig kendsgerning, at flere penge ikke gør os mere lykkelige.

I de sidste mange årtier er gennemsnitsindkomsten i de vestlige lande steget og steget. Men folks tilbøjelighed til at erklære sig lykkelige er stort set uændret. Vi danskere hører i øvrigt til blandt de lykkeligste folk i verden. Men heller ikke det er nogen nyhed. Vi var groft sagt lige så lykkelige for en generation siden, som vi er nu.

For den økonomiske videnskab er kendsgerningen et paradoks. Og paradokser kalder på en forklaring. Mange af de ting, mennesker drømmer om, koster penge eller er i hvert fald nemmere at opnå, hvis man har penge.

Hvorfor giver flere penge så ikke mere lykkefølelse?

Og nu vi er i gang: Hvorfor er danskerne særlig lykkelige?

Det er svære spørgsmål, men økonomer og psykologer er faktisk begyndt at finde svar på dem. Hjerneforskningen er også begyndt at yde sit bidrag. For eksempel er man så småt begyndt at kunne måle i selve hjernen, når vi mennesker foretager os ting, der giver os en særlig tilfredsstillelse.

Nogle af resultaterne er knap så overraskende. Det viser sig for eksempel, at vi mennesker er ret lykkelige, når vi spiser. Og allerede her har vi også et første bud på danskernes særlige lykketilstand: Vi har et i internationalt perspektiv meget højt slikforbrug. Og hvis mad er godt, så er sukker den rene fryd, når vi taler målbare lykketilstande, der kan eftervises videnskabeligt.

Men der er også resultater, der har mere perspektiv. Det viser sig helt generelt, at oplevelser er bedre end ting. Man går måske nok og savner den ene eller den anden dyre ting, men når man har erhvervet den, er lykkefølelsen hurtig væk.

Gode oplevelser derimod nyder man længere undervejs og husker dem måske endda bagefter. Her er en første forklaring på, at flere forbrugsmuligheder ikke i sig selv gør lykkeligere.

Selv om de fleste mennesker som udgangspunkt foretrækker fritid frem for arbejde, er det også muligt at være lykkelig, mens man arbejder. Det sker især, når man kommer i en tilstand, forskerne beskriver med ordet ’flow’. Frit oversat handler det om, at alting ’kører for en’. Man er i gang med noget, man er god til. Det er ikke helt let, men det er på den anden side noget, man kan klare – det lykkes for én, brikkerne falder på plads, der kommer et resultat ud af det. Man er – for en stund – lykkelig.

Hvis man har et arbejde med masser af ’flow’-muligheder, har man det godt.

Forudsætningen for ’flow’ er imidlertid kontrol. Hvis man hele tiden er afhængig af andres beslutninger og ikke rigtig må selv, er det svært at blive tilfreds. Det viser sig da også, at lavtlønnede selvstændige er lykkeligere end højtlønnede kontorslaver.

Mangler man status, og står man konstant til rådighed for andre, er det svært at skabe ’flow’. Og så må man kompensere ved at gå ud og brænde en masse penge af.

Da det er de færreste arbejdspladser, der kan levere total lighed og ’flow’ til alle, og vi i øvrigt har en del fritid til rådighed, spiller den udvej i praksis en meget stor rolle i vore samfund. Vi shopper og forbruger som bekendt som ind i helvede og håber ad den vej at opnå kontrol og status, og dermed mere lykke. Men tilfredsstillelsen på dette område viser sig i høj grad at være knyttet til følelsen af at have erhvervet noget unikt. Og da alle løber efter de samme ting, inspireret af de samme medier, ender det hurtigt i et rotteræs, der alt i alt kun leverer meget forbigående og overfladiske lykkeoplevelser.

Hvad så?

Drop det hele, vil nogle sige. Hvormed de mener vækstsamfundet, kapitalismen, karrieren, arbejdsmarkedet og så videre. Men den konklusion er nok lige drastisk nok. For selv om det er en kendsgerning, at flere penge ikke gør os lykkeligere, så er det også en kendsgerning, at det er rigtig svært at være lykkelig, hvis man er meget fattig. Og det er noget, vi alle sammen meget hurtigt bliver, hvis ikke hjulene holdes i gang.

Det bedst opnåelige er nok, at vi alle stræber efter både ’flow’ og en rimelig indtjening, men samtidig undgår at lade os indfange af et vanvittigt materialistisk rotteræs.

Men det er svært, når virkningen af at stå af på egne ben er en følelse af, at de andre opnår en hel masse goder, vi ikke selv får, med deraf følgende tab af status og kontrol. Det er simpelthen svært at melde sig ud af pengeræset på egen hånd.

Men er der så ikke en kollektiv løsning?

Den ligger lige for og forklarer samtidig Danmarks høje placering i alle de internationale lykke-målinger: en høj marginal skatteprocent er en rigtig god idé. Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.

Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Så lykken er en høj skatteprocent og tid til at opleve verden omkring sig.