Forfatteren og ekspolitikeren Ayaan Hirsi Ali er kontroversiel. Hun stod bag manuskriptet til Theo van Goghs kritiske kortfilm om islams behandling af kvinder, en film, der førte til, at han blev myrdet.

Debatten om hendes statsborgerskab og grundlag for asyl var med til at udløse et regeringsskifte i Holland. Hirsi Ali blev født som muslim, men er i dag en hårdtslående kritiker af islam. Hun er også en stærk kritiker af det, hun kalder »naiv« europæisk indvandrings- og integrationspolitik.

Hun er blevet båret frem af medierne, fordi hun har et budskab, som europæerne gerne vil høre. I Norge virker det, som om en samlet presse blev så forført af Hirsi Ali, at man glemte at se kritisk på det, hun faktisk siger.

Muligvis blev medierne fascineret af hendes spektakulære livsvalg? Muligvis har de ikke mødt en velformuleret og rationel afrikansk kvinde før? Muligvis gjorde det dem glade, at Hirsi Ali, efter at have kæmpet mod utallige monstre, blev frelst af den vestlige civilisation? Muligvis mener de, at en god muslim er en muslim, der tager afstand fra islam?

Er det således, at det kun er mennesker, der selv tidligere har tilhørt en trosretning, som er velkvalificerede til at udtale sig om den? Jeg mener ikke, at svaret er et ubetinget ja. Det centrale spørgsmål er, om religionskritikken er berettiget, og om kritikeren er troværdig.

Mit udgangspunkt er, at alle religioner, herunder islam, er godt tjent med religionskritik. Kvinders og homoseksuelles rettigheder er vigtige områder, som alle religioner har brug for at blive udfordret på.

Et vigtigt spørgsmål er imidlertid, om disse kritikere er lige så ivrige efter at kritisere andre religioner, når det gælder kvinders og homoseksuelles rettigheder. Desværre er mange af disse islamkritikere, herunder Hirsi Ali, ikke så interesserede i kvinders og homoseksuelles rettigheder inden for eksempelvis kristendommen.

Islam er ikke den eneste verdensreligion, der har tilhængere, som er kvindefjendske eller lider af homofobi. Men islam er den eneste religion, der dæmoniseres af Vesten. Hirsi Alis popularitet må læses i denne kontekst.

Jo mere en religion er dæmoniseret, desto større sandsynlighed er der for stereotypisering. Stereotypens kerne er, at hvert individ tillægges karaktertræk i kraft af at tilhøre en gruppe. Når muslimerne sættes i bås ud fra flertallets definition, berøves de samtidig retten til at være individer.

Hirsi Alis islamkritik springer direkte fra den undertrykkelse i islams navn, som hun har oplevet på egen krop, til en stereotypisering af muslimer og særligt islam.

Hvad er det, Hirsi Ali har sagt om indvandrere og islam?

Hun har for eksempel foreslået, at alle muslimer i Holland, der søger job, bør undersøges nærmere for mulige forbindelser til terrorgrupper ? uanset hvad det er for et job, de søger.

Hun er blevet hyldet som »frihedskæmper«, men tramper samtidig hen over muslimernes frihed og ret til beskyttelse mod direkte og indirekte diskrimination. Det virker, som hun glemmer, at også muslimer har både menneskerettigheder og religionsfrihed.

Hirsi Ali voksede op som muslim, men siger, at hun i dag er ateist. At tage hendes kritik af islam som sandheden om islam svarer til at tage en ateistisk humanists version af kristendommen som ophøjet og vedtaget sandhed.

For mig er Hirsi Ali derfor ingen troværdig islamkritiker. Derimod har hun gode kvalifikationer som indvandrerfjendtlig islamofob.

Politikere i Norge med lignende islamofobiske og indvandrerfjendtlige budskaber opnår ikke den samme Hirsi Ali-konflikt. De råber og hidser sig op. De ser bare dumme ud, og det er vanskeligt at tage dem alvorligt. Men når det gælder Hirsi Ali, så giver pressen hende gratis troværdighed på grund af hendes hudfarve og historie.

Da europæerne emigrerede til Amerika, skyldtes det ikke kun fattigdom, men også religiøs forfølgelse. I dag rejser mange til Europa på grund af religiøs forfølgelse andre steder i verden.

I dag betragter vi religionsfrihed som en fundamental frihed i Europa. Det betyder ikke, at man skal tillade alt, der kaldes religion. Men religionsfriheden kan vi ikke tage for givet.

Vi skal stadig vogte os for kræfter, der forsøger at indskrænke den religiøse frihed, uanset religion. Samtidig skal vi vogte os for religiøse kræfter, der vil lægge begrænsninger på andres liv gennem tvang og lignende metoder.

Hirsi Alis popularitet understreger en tredje vigtig pointe: nemlig at vi også skal vogte os for dogmatiske opskrifter på at blive fri for religion, som gør mennesker til stereotyper og berøver dem grundlæggende respekt.