Paradoksalt nok fik aktivisterne i og omkring Ungdomshuset først noget at kæmpe imod, da det var for sent.

Først da politiet dumpede ned fra himlen, blev de unge mødt med modstand.

Indtil da har forestillingen om, at de unge var i konfrontation med det omkringliggende samfund, været noget nær en illusion. Indtil nedrivningen begyndte, havde de nemlig levet et relativt beskyttet liv som en del af Københavns Kommunes kulturtilbud.

Uanset hvor håbløst forløbet har været – med ansvarsforflygtigelse og dumstolthed på alle sider – kan man ikke meningsfuldt påstå, at omverdenen systematisk har modarbejdet det alternative kulturhus på Jagtvej 69. Selv vor tids socialdemokrater har arbejdet aktivt for at finde en gangbar løsning på tidligere tiders hovsaløsninger. Glem ikke, at tidligere overborgmester Egon Weidekamp (S) talte på mange socialdemokraters vegne, da han før sin død i 2000 udtalte, at han kun fortrød to ting i hele sin karriere: »At jeg var med til at afskaffe sporvognene, og at jeg gav BZ’erne Ungdomshuset«. Alligevel har mange politikere i mangfoldighedens navn forsøgt at finde en løsning, der tilgodeser det helt rimelige ønske om et selvstyrende ungdomshus for alternative kulturer. Aktivisterne er derfor hverken ofre for en politistat eller repræsentanter for undertrykte minoriteter rundt om på kloden.

Aktivisterne fremstår snarere som eksempler på det, den netop afdøde franske filosof Jean Baudrillard har kaldt ’hyperreale simulakre’ – piratkopierede efterligninger af egne revolutionsromantiske fantasier. Aktivisterne har i årevis klædt sig ud, sminket sig og iscenesat sig selv som eksponenter for en radikal politisk modkultur. Men de har ikke realiseret revolutionære projekter, der rækker ud over, hvad der kan synges i en mikrofon eller diskuteres i en rundkreds. Ungdomshuset har været et populært kulturhus, ikke en revolutionær kommandobunker. Selv direktøren for Københavns Politi, Hanne Bech Hansen, har erklæret, at huset ikke var en terroristrede: »Påståede kriminelle aktiviteter og kriminel adfærd med udspring i Ungdomshuset bygger oftere på antagelser og formodninger (rygter) end på facts«.

Som revolutionært projekt var Ungdomshuset intet, men som spektakulær tv-underholdning har det været alt: action-packed, live og døgnet rundt. Brugerne af Ungdomshuset – en gruppe på få tusinde unge – har gennem flere år effektivt og scenevant gjort opmærksom på sig selv. Aktivisterne på Jagtvej 69 har dermed realiseret Jean Baudrillards skriverier om nutiden som en ’hyperrealitet’: De unges projekt er først kommet rigtig til live, når tv-kameraerne blev tændt; da mediescenen var sat til gadekampe.

Hulheden i det politiske projekt afslørede sig selv, da dagbladet Information i går lagde spalteplads til en gruppe fra Ungdomshuset. Ud over at være mest optagede af at skrive indædt om de »pæne folk med tomme løfter« på Information, udstillede skribenterne en særegen længsel efter et egentligt projekt: »Man kan ikke undslippe. Alt kan sælges, og er det mon bedre at lade være med at kæmpe, så de ikke kan sælge kampen? Er vi en nødvendighed for denne struktur? Vi er bedre paralyseret end i et totalitært diktatur. Dér er der noget at kæmpe og dø for«.

Som Jean Baudrillard har beskrevet, kan end ikke radikale politiske projekter længere siges at eksistere uafhængigt af eksponeringen i massemedierne. Det er derfor ikke kun menigmand, der først opdager aktivisterne, når de brænder biler af – det er også først dér, man kan sige, at der opstår et ’projekt’, som rækker ud over deres egne lukkede, subkulturer.

Medievolden konstruerer virkeligheden. Den massive og allestedsnærværende opmærksomhed skaber således en platform, der potentielt ville kunne være blevet udnyttet til at provokere eller mobilisere den undrende offentlighed. Men når det kommer til stykket, har de unge desværre ikke haft noget at sige, der i sig selv kan vælte verden. I stedet er mediet blevet budskabet. Budskabet er opmærksomhed.