Solidaritet var engang en modeord.

Vi skulle være solidariske med grækerne, da de var undertrykt af en militærjunta. Vi skulle være solidariske med chilenerne, da Pinochet havde taget magten i Santiago. Vi var – burde have været – solidariske med sydafrikanerne, da de var undertrykt af apartheid.

I dag er solidaritet altmodisch. Borte er de tider, hvor politiske partier og navnlig venstrefløjen stod på tæerne for at forsvare diverse diktaturers ofre og for at kritisere undertrykkerne og deres allierede. I dag gælder det bare om ikke at blande sig og navnlig om ikke at blande sig ligesom i Irak.

Den nemme forklaring på skiftet er, at det dominerende modelune både dengang og nu har kunnet rette sig imod USA, som i en eller anden udstrækning stod bag juntaen i Athen, bag Pinochet i Santiago og bag apartheid i Sydafrika, ligesom Bushs USA i dag hæfter for fejltagelserne i Irak. Både dengang og nu har vores regeringer i vid udstrækning befundet sig på USA’s side. Men så plat kan det vel ikke være, at kritikken af vestlige regeringers politik hele tiden har været mere afgørende end at solidarisere os med ofrene for undertrykkelsen?

En mere ubehagelig forklaring på sindelagsskiftet er en ny slags racisme, ligegyldighedens racisme. Måske var politiske partier og især venstrefløjen for alvor optaget af at solidarisere sig med grækere, chilenere og sydafrikanere – dengang. Og måske er de for alvor ligegyldige over for nye ofre i dag?

I hvert fald er det sådan, at politiske partier, medier og ikke mindst venstrefløjen igen står i kø for at kritisere USA, nu for forvaltningen af krigen i Irak. Men hvor er solidariteten med den netop torterede oppositionsleder Morgan Tsvangirai i Zimbabwe? Hvor er solidariteten med den forfulgte Falun Gong-bevægelse i Kina eller med menneskeretsadvokater som Gao Zhisheng? Hvor er solidariteten med syriske systemkritikere, der spærres ind i celler så små, at fanger hverken kan stå eller ligge? Hvor er solidariteten med kvinder, der kræver ligestilling i Saudi-Arabien? Hvor er solidariteten med Darfur, hvor flere hundrede tusinde mennesker er slået ihjel? Hvor er solidariteten med de arbejdere, der uden nogen borgerrettigheder må trælle ved den arabiske Golf?

Svaret er alt for nemt: Solidariteten er væk.

HVIS fortrydelsen over den væbnede krig i Irak har ført til ligegyldighed over for undertrykkelse andre steder, vil kun de onde le.

Bevares, selvfølgelig er der stolte eksempler på solidaritet, også i dag. Enhedslisten har forsøgt at kaste lys på undertrykkelse i Kina. Socialdemokrater har også engang nævnt noget med behov for politiske reformer i mellemøstlige diktaturer. Folkekirkens Nødhjælp har forsøgt at råbe op om Darfur.

Men vi ved godt, hvordan det lyder, når politiske ledere sætter hele deres apparat og deres rygrad ind. Vi ved, hvordan det ville lyde, hvis Helle Thorning-Schmidt for fuld styrke ville engagere Socialdemokraterne imod diktaturet i Beijing, Harare eller Damaskus. Vi ved, hvordan det ville se ud, hvis medier gjorde menneskerettigheder i OL-landet Kina, ferielandet Tunesien eller fattigdommens Zimbabwe til en mærkesag. Og vi kan måske forestille os, hvordan det ville lyde, hvis fortrydelsen over Irakkrigen og vreden mod dens ansvarlige blev efterfulgt af en engageret solidaritet med irakerne – i fremadrettede kampagner for genopbygning, imod terror, for politisk frihed, imod ødelæggelse og destruktion.

Det sker ikke. For i dag er det moderne at være ligeglad. Moden er oven i købet pakket ind i skrøner om, at vi ikke skal pådutte andre noget, de ikke ønsker eller ’er klar til’, heller ikke demokrati, ikke engang frihed. Pinochet kunne ikke have udtrykt det bedre.

Hvem siger, at zimbabwere ikke ønsker politisk råderum? Hvem siger, at syrere ikke vil have retssikkerhed? Hvem siger, at kinesere ikke beder om større frihed? Hvem siger, at arbejdere ved Golfen ikke ønsker overenskomster og tillidsfolk?

Det er dér, solidariteten svigter. Og det er dér, at den antager en racistisk ligegyldighed – når vi bilder os ind, at det kun var i gamle dage, at mennesker i andre kulturer krævede frihed.

Og vi vender ryggen til.