Siger ordene podcast, wikis, vlogs og blogs dig noget?

Hvis du ryster på hovedet og tænker, at det må være navnene på heltene i en af de utallige japanske tegnefilm, som dine børn ser, har du noget til gode.

Men bare rolig. Om få år er disse engelske ord lige så naturlige for dig som pc og e-mail er i dag. For ordene dækker over den nyeste udvikling på internettet.

Et af ordene er dog allerede mere kendt end de andre. Nemlig blogs eller weblogs.

Udtrykkets oprindelse er uklar, men formentlig stammer det fra 1997, da en af de første udøvere kaldte sin hjemmeside for weblog. Hvilket betyder, at man skriver en personlig journal eller dagbog på nettet, som alle kan læse - og kommentere.

Men ligesom med e-mail gik der nogle år, før blogs fik et gennembrud. Først i 2004 begyndte stadig flere at få deres personlige blog. Samtidig fik næsten enhver politiker og kommentator en blog, så de kunne give deres mening til kende om hvad som helst.

For nylig skrev det britiske magasin The Economist med udgangspunkt i den førende søgemaskine på området, Technorati, at der i øjeblikket oprettes en ny blog hvert sekund, og hver time posteres omkring 50.000 indlæg på de mange millioner blogs.

Der er altså opstået en 'blogosphere'. Et alternativt univers på nettet med nyheder, underholdning og sladder skrevet af almindelige mennesker rundt omkring på kloden. Om få år er en blog formentlig lige så almindelig som en e-mail.

Ifølge The Economist er denne udvikling på nettet en lige så stor revolution, som da den tyske guldsmed Johannes Gutenberg i 1400-tallet opfandt den moderne bogtrykkunst. Hans opfindelse var grundlaget for massemedierne. Men her går kommunikationen kun én vej. Fra skribent og medie til læser.

Med nettets udvikling går kommunikationen nu begge veje. Samtalen afløser monologen. Det forandrer medierne.

De traditionelle medier har selvfølgelig også opdaget den nye revolution. Og journalister, redaktører og kommentatorer er begyndt at skrive blogs til mediernes netaviser.

En blog kan indeholde næsten alle genrer. Lige fra underholdende reportager til alvorlige kommentarer til verdenssituationen. Og Politiken har også oprustet på 'blogfronten'. Den seneste måned har der været to eksempler fra hver ende af spektret i avisen.

Stéphanie Surrugue skrev flere gange daglig en meget personlig beretning fra livet omkring verdens mest kendte cykelløb, Tour de France. Og Marcus Rubin rapporterer i øjeblikket fra Jerusalem om stemningen som følge af krigstilstanden mellem Israel og Hizbollah.

Stéphanie Surrugue begyndte 29. juni med følgende indgangsbøn: »Må jeg godt lige sige noget? ...TOUR DE FRANCE 2006 ER BEGYNDT! ... Altså - strengt taget er der stadig to døgn tilbage. Men Strasbourg snurrer af cykelsnakkende mennesker, hotellerne er fyldt til sidste seng, ikke så meget som en lillebitte EU-parlamentariker er her plads til«.

Og hun skrev følgende opfordring til læserne: »Skriv, hvis du altid har undret dig over, at cykelryttere barberer deres ben, hvis du spekulerer over, hvor kyssepigerne kommer fra, hvis du grubler over, hvordan Mader har det med at være her uden Leth«.

Enkelte reaktioner var ikke ubetinget positive. Specielt da hun erklærede sin store hengivenhed for den belgiske cykelrytter Tom Boonen. Han har »smukke hænder, smukke fødder, smukke læber, smukke lyse krøller«, skrev hun.

Den slags kommentarer fik en læser til at skrive, at »det ville klæde dig og Politiken, hvis du holdt dine teenageforelskelser i cykelryttere for dig selv. Send ham et fanbrev med parfume i stedet«.

I det hele taget opdagede Stéphanie, at dialogen med læserne fik en afgørende indflydelse på hendes blog. Og de positive læserreaktioner voksede, i takt med at cykelrytterne trampede op og ned ad bjergene. Som en læser skrev ved afslutningen af løbet som kommentar: »Hej Stéphanie. Tak for denne gang. Jeg håber virkelig, at du er tilbage næste år, for dine historier er faktisk meget sjovere end cykelløb ... :-)«.

Selv ser Stéphanie Surrugue mange muligheder i en blog: »Det er mere intimt, fleksibelt og hurtigere end papiravisen. Og så er det fantastisk at være i dialog med læserne på den måde«.

En anden form for blog er Marcus Rubins beretninger fra Jerusalem om stemningen i byen som følge af krigen mellem Israel og Hizbollah. Der er flere kommentarer, og læserne diskuterer holdninger.

Men kommentarerne er selvfølgelig inspireret af indtryk fra byen. Som da Marcus Rubin tilbragte en formiddag på en barbersalon i det arabiske kvarter for at få ansigtsmassage.

»I hjørnet kørte tv'et med Al-Jazeera, der til min palæstinensiske barber Adams udtalte tilfredshed kunne berette om nye raketangreb på Haifa og meldte om, at 13 israelske soldater var faldet i kampe mod Hizbollah«, skrev Rubin og fortsatte:

»Straks derefter dukkede Hizbollahlederen Nasrallahs triumferende ansigt op på skærmen, og ansigtsmassagen blev kortvarigt afbrudt, så barberen ikke gik glip af et eneste ord. »Han lover mere død over israelerne«, forklarede han mig smilende, da talen var overstået. »Hvad mener du egentlig om Nasrallah«, spurgte jeg, »var det klogt at kidnappe de israelske soldater?«. »Meget klogt«, lød svaret. »Så kan Israel mærke noget af smerten på egen krop. Nasrallah er en stor mand«.

En hverdagsberetning, der får én til bedre at forstå, hvilken sindssyg logik der er med til at drive konflikten i området.

Grundlæggende er der da også en meget vigtig grundregel for både blogjournalistik og al anden journalistik. De skal være godt skrevet og indeholde en interessant historie og pointe.

Og mediernes blogs skal opfylde etiske krav. Beskrivelser og fakta skal være korrekte. Man kan være mere bekymret for andre blogs på nettet. Her er der mere brug for kildekritik. Men det er en anden historie.