Mad, drikke og dårlige vaner

Det er ingen overraskelse, at der bliver fokuseret meget på pølsevogne og smørrebrød, når de danske madvaner skal beskrives.

Wienerbrødet får også en del kommentarer med på vejen, selv om det for mange af guidebogsforfatterne ikke giver nogen mening, at vi har valgt at kalde det wienerbrød, når nu det hedder Danish på engelsk ...

Danskernes hang til alkoholiske drikke og smøger går heller ikke hen over hovedet på guiderne. Flere kommenterer dronningens rygevaner, rygeforbuddet og en af Danmarks største eksportvarer – Carlsberg. Insight Guide sætter det helt på spidsen ved at pointere det interessante i, at en stor del af Danmarks kulturelle arv er tilgængelig for befolkningen på grund af en tobaksfabrikant (Heinrich Hirschsprung) og en brygger (Carl Jacobsen).

Drik en høker som danskerne
Lonely Planet føler også for at liste en kommentar ind om de danske drikkevaner i deres beskrivelse af Københavns umiddelbare forandring, så snart solens stråler viser sig:

»The locals cast off their clothes, take to the outdoor café tables en masse and, at the weekend, really let their hair down with numerous festivals, outdoor music and, it has to be said, liver-shrilling amounts of alcohol«.

Øldrikning i solen er noget, som The Rough Guide også anbefaler, og man kan være helt sikker på, at en turist har nærstuderet netop denne guide, hvis vedkommende beder om en »høker«. Det er nemlig ifølge guiden det gængse udtryk for »any beer bought in a shop and drunk outside«.

Samtidig opfordrer guiden til at gøre som de lokale: »stock up at a corner shop, find a spot you like and settle down with your own bag of supplies«.

Dansk mentalitet er ikke sippet
Begrebet hygge (eller »hygee« som Footprint Copenhagen er nået frem til) er også et yndet emne, og mange af bøgerne fokuserer på, hvor uoversætteligt det er. Lonely Planet forklarer hygge som »a sense of friendly, warm companionship of a kind fostered when Danes gather together in groups of two or more, although you can actually hygge yourself if there is no one else around«.

Janteloven får også god plads, når mentaliteten skal beskrives. TimeOut forklarer i et helt afsnit om loven, at »it pervades the all of Danish society, much to the irritation of the current queen who has spoken out against its self-defeating influencce. It is why, for example, everyone drives egalitarian Peugeots as opposed to exclusive Mercedes (the preserve of taxi drivers). If a Dane does buy a Mercedes, he should be prepared to put up with friends asking »How much is the fare to the airport?«,by way of a joke. As hard as it might be for foreigners to understand, Danes genuinely find it embarrassing if one of their friends exhibits their greater wealth in such a way«.

Footprint Copenhagen har ligeledes noget at sige om danskernes besynderlige adfærd, der for dem at se er alt andet end sippet: »... witness the way many homes leave their curtains open at night as if different to the public at large«.

Dannebrog er overalt
Danskerne bliver af mange opfattet som meget nationalistiske, og der bides blandt andet mærke i vores forhold til Dannebrog. Eksempelvis synes TimeOut at have lagt mærke til, hvordan danskerne ynder at pynte op med flag: »If a Dane has a garden (or even a window box), a flagpole will feature prominently in it«.

Footprint Copenhagen beundrer blandt andet de københavnske busser udstyret med små flag, og man nænner næsten ikke at fortælle dem, at det kun er ganske få dage om året, de får lov til at pryde gadebilledet.

Til gengæld er bogen bestemt ikke imponeret over den drejning, der er sket på den politiske scene inden for de seneste år. Den holdning deles af flere. Blandt andet giver TimeOut god plads til en karakteristik af Dansk Folkeparti:

»Racism is on the increase throughout Denmark, incited by, among others, the far-right nationalist Dansk Folkeparti, a deeply unattractive bunch of extremists, many of whom are simply career politicians who see the emotive issue of race as a convenient stepping stone to power. The party, led by Pia Kjærsgaard (a woman so charmless she was snubbed even by dodgy Austrian politicians on a recent visit), has increased its support from seven to 15 per cent since 1998«.

Cyklisme og offentlig adfærd
Alle er enige om, at københavnerne cykler meget. Hvordan man skal cykle, er de dog ikke helt enige om. TimeOut har fået reglerne lidt galt i halsen og beskriver et venstresving på cykel således: »... you must dismount and cross the road (with the green man of course) as a pedestrian would«. Der er også lidt forvirring, hvad angår det at stoppe på cykel. Her råder guidebogen cyklisterne til at række højre hånd op i vejret på en måde, der »looks like a rather fey salute«, hvilket kan oversættes som et heil.

I det hele taget er bøgerne meget forundrede over danskernes opførsel på gaden. Både Footprint Copenhagen, TimeOut og Lonely Planet kommenterer vores tendens til at vente på det grønne lys ved fodgængerovergange. TimeOut forklarer, at hvis man ser nogen gå over for rødt, er de »either foreigners or Danes who have had their heads turned by a recent trip abroad«.

Footprint Copenhagen forklarer fænomenet med, at det ikke er »out of fear of a yaywalking charge – uniformed police are rarely seen – but more an expression of ingrained civic duty«, og det – sammenholdt med stoppesignalet på cykelstien – kan man jo så tænke lidt over ...

Nationalsymbol
Flere kommenterer Danmarks nationalsymbol ved Langelinie, Den Lille Havfrue, og det er ikke overvejende positive ord, hun får med på vejen. Således skriver TimeOut, at besøgende »have been united in their sense of anticlimax (occasionally someone vents their disappointment by cutting her head of)«.

Størrelsen på damen er de heller ikke begejstrede for, og flere guidebøger gør da også deres bedste for at advare besøgende, inden de trasker hele vejen ned ad Langelinie for blot at blive skuffede over hendes størrelse. Damen præsterer faktisk både at optræde på lister over »must see« og »overrated attractions«.

Kongehuset
Kongehuset får også nogle pæne ord med på vejen, størst er begejstringen for dronningen, som bøgerne finder kongelig og folkelig, idet hun har en vis distance, men samtidig er dedikeret kæderyger.

Insight mener dog også, at danskerne er vilde med majestætens husbond, prins Henrik, efter at han »immediately won the hearts of the people when he made a speech in perfect Danish«. Måske hænger det sammen med, hvor svært det danske sprog kan være at forstå for udenforstående ...

Sproget
Dansk er ikke et nemt sprog – og det bliver der i den grad gjort opmærksomt på i de forskellige guidebøger. Bøgerne, som eksempelvis The Rough Guide, forsøger blandt andet at omformatere de kringlede danske ord til noget, der minder om lydsprog, så læserne kan lære at sige sætninger som »Hvor er toiletterne« (Voa ea toalettaneh) og »Må jeg bede om regningen?« (moah yai beyde uhm RYningan).

På trods af sværhedsgraden er der forundring over, hvor fattigt sproget til tider er. Eksempelvis savner flere af bøgerne et ord for »please«, og TimeOut mener endda, at det kan være en af årsagerne til, at danskerne til tider virker noget uhøflige, når det kommer til at stå i kø til bussen eller holde døren for hinanden.

Kilder:
Jonathan Cox (ed.): ’TimeOut Guide Copenhagen’ (Penguin Books, 2001)
Michael Booth: ’Lonely Planet Copenhagen Encounter’ (Lonely Planet, 2007)
Alexander Geh: ’Insight Compact Guide Copenhagen’ (APA Publications, 2005)
Sean Sheehan: ’Footprint Copenhagen’ (Footprint, 2003)
Lone Mouritsen og Caroline Osborne: ’The Rough Guide to Copenhagen’ (Rough Guides, 2004)