I flere rejsebøger om Kina fremstår Taiwan som et område, der er uden for kinesisk kontrol.

Det er helt i overensstemmelse med virkeligheden, men grænsekontrollen bør helst ikke opdage det. Hvis turisten medbringer en rejseguide med kort over det kinesiske rige, der ikke harmonerer med den officielle opfattelse, kan det give problemer. Det fremgår af beretninger fra turister, der er rejst ind i Kina over en landegrænse, nemlig den med Vietnam.

Særligt problem, når man rejser over land
Det er kun en brøkdel af de mange tusinde turister, der besøger Kina, som krydser en landegrænse ind i det store rige. Langt de fleste bruger flyet og har deres første møde med Kina i en af landets lufthavne, f.eks. Beijing eller Shanghai.

Men især de rejsende, som har god tid, kombinerer et besøg i Kina med nogle af nabolandene, som oftest Kinas sydøstasiatiske naboer. Eftersom Vietnam gennem den seneste halve snes år er blevet et meget populært rejsemål, er der mange, der har fået den udmærkede idé at krydse Vietnams nordgrænse til det sydlige Kina, enten Yunnan- eller Guangxiprovinsen.

Flere rejsende, der har brugt en af de vietnamesisk-kinesiske grænseovergange – heriblandt en læser, som har henvendt sig til Vi Rejser – har oplevet at få konfiskeret deres medbragte udgave af forlaget Lonely Planets rejsefører om Kina.

Den viser nemlig et Kina, hvor øen Taiwan ikke er en kinesisk provins, men en selvstændig stat. Set med kinesiske øjne er dette topmålet af politisk ukorrekthed.

Gammel provins
Kina gør nemlig krav på Taiwan med henvisning til øens status som provins gennem flere århundreders kejserdømmer. Problemet er bare, at regeringen i Taiwan, som siden slutningen af 1980’erne har været demokratisk, ikke anerkender, at øen skal indordne sig under centralmagten i Beijing.

Når FN og andre internationale organer betragter Taiwan som en provins under Kina, skyldes det den regering, der sad i Taiwan fra den kinesiske borgerkrigs afslutning i 1949 og en lille snes år frem. Den regering gik nemlig ind for princippet om Kinas udelelighed, blot med den forskel, at centralstyret i Beijing ikke måtte være kommunistisk. For at gøre sagen ekstra kompliceret blev Kina og USA i 1979 enige om, at princippet om Taiwan som en del af Kina ville USA ikke ændre på. Så det gør f.eks. EU heller ikke.

Forfatterne af diverse rejsebøger har imidlertid indrettet sig på realiteterne i den virkelige verden, som siger, at Taiwan i praksis opfører sig som et land, der helt styrer sig selv. Derfor optræder Taiwan i Lonely Planet og andre rejsebøger som en ø, der ikke er en del af Folkerepublikken Kina på fastlandet.

For at gøre forvirringen total er Taiwans formelle navn: Republikken Kina. Navnet stammer tilbage fra det sidste kejserdømmes sammenbrud i 1911, hvor en spirende demokratisk bevægelse gav Kina dette navn og siden tog det med sig, da samme bevægelse tabte i den kinesiske borgerkrig 1949.

Konfiskation
Når kinesiske grænsevagter opdager en rejsebog med et polisk ukorrekt kort over Kina, udløser det derfor problemer. Dog ikke større end at bogen konfiskeres – turisten skulle jo nødig sprede fjendtlig propaganda! Så længe turisten har sit gyldige kinesiske visum i passet, burde der ikke blive problemer for den videre færd. Og som nævnt er det indtil videre kun ved den kinesisk-vietnamesiske landegrænse, at der har været rapporteret om konfiskationer.

Alligevel: Gem rejseguiden langt ned i kufferten eller giv den en solid indbinding med farvet papir, så den ikke tager sig alt for udfordrende ud for en emsig toldkontrollør med ondt i nationalfølelsen.

Ikke bare Kina, men også Taiwan har i mange år haft problemer med at få landkort og politiske realiteter til at stemme overens. For en del år siden oplevede nærværende skribent en skolebog i Taiwan, der inkluderede Mongoliet som en del af Republikken Kina. Nu er der bare den hage ved det hele, at Mongoliet løb sin vej fra det kinesiske rige i starten af 1920’erne.

Nej til kinesisk censur
Vi Rejser har henvendt sig til Lonely Planet, og Simon Westcott fra forlagets afdeling i Australien bekræfter i en mail, at »et meget lille antal Kina-guidebøger bliver beslaglagt ved Kinas landegrænser«. Ifølge Simon Westcott drejer det sig om mindre end 0,1 procent af det antal Kina-rejsebøger, forlaget solgte i 2006.

Simon Westcott beretter, at man ikke har fået nogen officiel forklaring på, hvorfor guidebogen bliver konfiskeret, men »den kinesiske regering er følsom over redaktionelt indhold, og der er censur på det kinesiske marked«.

Vil I ændre på indholdet?

»Absolut nej. Vi hylder redaktionel frihed og uafhængighed, og vi forsøger at skaffe de bedst mulige informationer til de rejsende. Vi har valgt ikke at lade udefra kommende pres påvirke vores redaktionelle beslutninger«.

Lonely Planet har da heller ikke ændret på indholdet fra udgave 9 til udgave 10 af Kina-guiden. Både i forlagets kommende Vietnam-rejseguide og i 10. udgave af Kina-guiden gør Lonely Planet opmærksom på risikoen for, at Kina-bogen kan blive konfiskeret af kinesiske grænsebetjente. På forlagets hjemmeside kan man også læse om risikoen på Kina-siden ( www.lonelyplanet.com/worldguide/destinations/asia/china). Her anbefaler forlaget at lægge et papiromslag omkring bogen, så den er knap så genkendelig.

Vi Rejsers læser så stakkevis af konfiskerede Kina-guider, men Simon Westcott fastholder, at der kun er tale om et begrænset antal. Når det gælder kompensation, så har Lonely Planet erstattet bogen, hvis de rejsende sender en detaljeret beskrivelse af forløbet.