Alle Oxford-borgere føler, at de kender forfatteren bag Morse-serien, Colin Dexter.

De lokale ved, hvor Colin Dexter bor, hvilke butikker han handler i, og hvor han går på pub, ligesom de i årevis fulgte med på første parket, når hans bøger blev filmatiseret.

De har set hovedpersonens elegante, vinrøde årgangs-Jaguar blive fragtet fra den ene location til den næste, og mange af byens borgere har optrådt som statister eller udlejet deres hjem som kulisse.

Når det skete, blev de midlertidigt hjemløse husejere indlogeret sammen med skuespillere og teknikere på det mondæne Hotel Randolph – og fik en oplevelse for livet, når de indtog morgenmaden med de besøgende berømtheder.

Morse har fået egen bar
Hotellet blev med tiden så uløseligt knyttet sammen med tv-serien, at dets bar i dag hedder Morse Bar – med såvel en ’Dexter’s Special’ som en Morse- og en Lewis-cocktail på kortet.

Hvad gnavpotten Morse, der aldrig indtog andre drikke end real ale og whisky, ville synes om den idé, melder historien intet om.

Filmholdet forsvandt fra byens gader, da optagelserne var slut, men Colin Dexter selv bor stadig i det nordlige Oxford. Den ældre herre er en populær skikkelse i byen. Alle ved, at han har været med til at sætte fokus på de almindelige borgere i den lidt verdensfjerne, akademiske by.

Genkendelse i Oxfords gader
Selv mennesker, der aldrig har sat deres ben i England, føler, at de kender Oxford ud og ind, fordi de aften efter aften har set Chief Inspector Morse og Sergeant Lewis jagte forbrydere i de brolagte gader, snuppe en pint på de lavloftede pubber og krydse gården i det ene college efter det andet.

Morse-serien er skyld i, at den gamle universitetsby er blevet mål for en helt ny type turister: Kriminørderne.

Morse-jægerne
Det er præcis sådan nogle, vi er: en lille gruppe danskere, der en iskold vintereftermiddag slæber vores kufferter ind på Linton Lodge Hotel på en sidevej til Banbury Road, hvor den store detektiv selv boede indtil sin død.

Vi er en blandet flok Morse-fans – tre litteraturstuderende, en musikhistoriker, en kunsthistoriker, et par gymnasielærere og en enkelt krimiforfatter – som i en lille uges tid skal opleve det Oxford, som vi kender fra bøgerne og tv-serien om den excentriske detektiv, og forventningerne er tårnhøje.

Om de blev indfriet? Ja, langt de fleste gjorde da. Det er svært at blive skuffet over de gamle colleges, de stemningsfulde gyder, de hyggelige pubs og de mange imponerende bygninger.

Med både litteratur- og musikkyndige i selskabet fik vi en stadig strøm af informationer, anekdoter og tips til videre læsning.

Snusede som alle andre turister
Vi gennemgik The Bodleian Library fra kælder til kvist, faldt i svime over The Sheldonian Institute og traskede den ene gang efter den anden op og ned ad Broad Street, High Street og Cornmarket Street, når vi da ikke snusede rundt på det overdækkede marked, hvor hele vildsvin, seksetagers bryllupskager og skotskternede tørklæder er udstillet side om side.

Vi opførte os med andre ord fuldstændig som alle andre turister – blot med den store forskel, at vi på hvert andet hjørne måtte stoppe op og kigge os ekstra grundigt om, fordi netop dette stykke fortov, denne gadedør eller pubben overfor havde fungeret som kulisse for scener i den elskede tv-serie.

Mord i arbejdergyder
Bydelen Jericho, som består af ydmyge 1800-tals arbejderboliger, har lagt huse og gader til flere afsnit i serien. Ikke mindst ’Døden i Jericho’ (den femte Morse-roman, som var den første, der blev filmatiseret) fører os ned i de mindste gyder.

Den allermindste af dem, Combe Road, som i bogen hedder Canal Reach, har fået sin rigelige andel af opmærksomhed fra den stadigt stigende mængde Morse-fans, der lægger vejen forbi.

Især beboerne i nr. 9 og 10, hvor to af bogens lig bliver fundet, er efterhånden ret trætte af at få deres gardiner fotograferet af vildtfremmede mennesker fra hele verden, så vi holdt os diskret på afstand, mens vi beså lokaliteterne.

Snyd og bedrag
Men selvfølgelig var der også skuffelser.

Tv-serien er jo bare film, og det siger sig selv, at man ikke kan genfinde alle locations i virkelighedens Oxford.

Det hus, der skal forestille Morses eget hjem, for eksempel, ligger i London-forstaden Ealing, og politistationen, hvor Morse og Lewis arbejder, er slet ikke så smukt beliggende som i tv-udgaven, men befinder sig – som i bøgerne – i den usædvanligt bovlamme soveby Kidlington et par miles nord for Oxford.

Som turist er man yderst velkommen langt de fleste steder.

Især på de pubber, der har medvirket i serien, er bartenderne mere end villige til at øse af anekdoterne.

Mere til ren vodka
En af dem fortalte således med slet skjult fryd, at skuespilleren John Thaw, der spillede Morse, slet ikke brød sig om alle de velskænkede fadøl, han måtte skylle i sig foran kameraet. Privat var han nemlig mere til ren vodka.

En anden betroede os, at samme John Thaw var så tonedøv, at han blev beordret til at mime, når man optog korscenerne. Ellers blev korets øvrige medlemmer hylet helt ud af den af hans falske brægen. Hm. Der røg endnu en illusion.

Da vores rejseleder, Lise Lotte Frederiksen, i sin tid var med sit første Morse-hold i Oxford, fik hun den idé, at det kunne være sjovt at træffe Colin Dexter selv.

Problemet var bare, at den verdensberømte forfatter naturligvis ikke var at finde i telefonbogen, og hvad gør man så?

Brevet i baren
Lise Lotte gik resolut ind i Morse Bar og spurgte bartenderen, om han af og til så Colin Dexter. Ja, nærmest dagligt, fortalte han.

Hvis fruen bare ville lægge et brev i baren, så skulle han nok sørge for, at hr. Dexter fik det, næste gang han dukkede op. Som sagt, så gjort.

Colin Dexter fik sin besked, skrev straks et venligt svarbrev og deltog i gruppens afskedsmiddag et par dage senere. Succesen var dengang så stor, at han også denne gang har sagt ja tak til en middagsinvitation.

Med Dexter til bords
Og sådan går det til, at vi den næstsidste dag på vores Morse-rejse sidder bænket omkring et festligt dækket bord på en af byens mest eksklusive restauranter, The Parsonage, en ombygget præstegård, hvor Dorothy L. Sayers efter sigende boede som barn. Det kan næsten ikke blive bedre.

Colin Dexters runde, glade troldeansigt kendte vi i forvejen, da han er statist i samtlige afsnit af tv-serien, men da han træder ind ad døren, kan vi se, at alder og sygdom har reduceret ham til noget, der ligner halv størrelse.

Han er svært hørehæmmet, ser dårligt og kan på grund af sin sukkersyge kun spise og drikke yderst behersket. En lille, skrøbelig mand.

Gode historier fra optagelserne
Men humøret fejler absolut ingenting, og hjernen er lige så skarp som altid.

Dexter deler rundhåndet ud af historier fra optagelserne og fortæller om sit venskab med Kevin Whateley, der i serien spiller Sergeant Lewis, og som i dag har hovedrollen i sin egen serie.

Vi spørger og spørger naturligvis. Især om bøgerne, der ofte bliver glemt i skyggen af tv-seriens popularitet. Vi vil blandt andet gerne vide, hvordan han har arbejdet med de mange litterære citater i sine bøger.

Ofte er de nemlig så integreret i handlingen, at man kunne tro, bøgerne ligefrem bygger på dem.

Fusk med citaterne
Joh, citaterne har altid spillet en stor rolle, medgiver Dexter. Men han har nu ikke brugt dem så systematisk, som vi åbenbart tror. Han ler pludselig:

»For eksempel manglede jeg et citat til indledningen af ’The Jewel That Was Ours’ (Vort kæreste eje, red.)«, orklarer han.

»Til sidst skrev jeg selv et lille digt, der kunne bruges, og så angav jeg forfatteren til at være en Lilian Cooper, 1904-1981«.

Han tager en slurk vand og ler igen.

»Der har flere gange ved festlige lejligheder været læsere henne for at sige til mig, at det da også er for dårligt, at den store digter Lilian Cooper sådan er gået i glemmebogen, og så har de betroet mig, at hendes værker har betydet meget for dem.

Han er en klassiker
Jeg kan aldrig få mig selv til at fortælle dem, at Lilian var min svigermor og aldrig har skrevet én linje i hele sit liv«.

Colin Dexter klukker stadig, da han en times tid senere lader sig eskortere hjem i en taxi, godt indpakket i en stor overfrakke og et uldent tørklæde.

Ham glemmer vi aldrig. Han er en klassiker – ligesom sine bøger og sin by.