Pludselig giver det et ryk i fiskestangen, og denne gang er der ikke tale om stenfisk på bunden, eller om, at snøren er filtret ind i sidemandens grej.

Skipper Magni Blástein kommer straks ud fra styrehuset og hjælper med at slæbe en flot torsk på 2 kilo op på dækket.

Aftensmaden er reddet, og konen har hevet endnu en torsk i land.

Har fanget syv hajer
Ellers har vi ikke det store held – til Magni Blásteins store ærgrelse – bortset fra at skipper selv hiver en lille lange, som han straks sætter ud igen, og en torsk på 1 kilo op, der bruges som hajmadding.

»Første gang, jeg så sildehaj her i farvandet i år, var i juni, da jeg havde et par finner om bord. Pludselig råbte de, at der var en haj ved båden. Vi betragtede den et minut eller to, hvorefter den forsvandt. Siden 1. juli har vi fanget syv hajer, mens 15 er sluppet fra os. Vi satte alle 7 tilfangetagne ud igen, fordi bestanden er så lille, og de først bliver kønsmodne som 12-årige. Den største sildehaj, jeg har fanget, vejede 190 kilo«, fortæller Magni Blástein.

Mulighed for at fange 12 forskellige arter
Hun er også manden bag konkurrencen Shark Atlantic, hvor det gælder om at få den største haj på krogen.

LÆS ARTIKELFærøerne møder Japan i sushi-restaurant

Normalt får Magni Blásteins gæster ellers masser af fisk på krogen. Helt op til 12 forskellige arter som helleflynder, kuller, rødspætte, torsk, flynder, havkat, sej, hvilling og altså sildehaj, hvis man vil lege en kold udgave af Ernest Hemingways ’Den gamle mand og havet’. Men mindre kan også gøre det, mener skipper.

»I sidste uge halede en af de lokale en helleflynder ind på 100 kilo – ikke dårligt!«.

Færingerne lever af havet
Færøerne forbindes med havet, og færingerne har i århundreder levet af havet.

LÆS ARTIKELMan må godt bide i en levende hummer

Derfor er det logisk at tage ud på havet både for at opleve øgruppen fra færingernes traditionelle arbejdsvinkel, og hvis Færøturisten ikke alene vil smage, men også opleve det færøske køkken, er muligheden der.

Magni Blásteins fisketure fra Vestmanna er ikke udelukkende beregnet til inkarnerede lystfiskere, der vil prøve havfiskeri, men også til amatører, som stort set aldrig har haft en fiskestang i hånden før.

De rigtige lystfiskere har naturligvis deres eget udstyr med, men Magni Blástein har stang, madding, flydedragter, støvler og redningsveste til os amatører, og han er en tålmodig og hjælpsom pædagog, der ikke kunne drømme om at grine, når fejl gentages i én uendelighed.

Hele båden for 5.000 kr.
En halvdagstur koster 500 kroner, mens en heldagstur løber op i 5.000 kroner for leje af hele båden.

Turene finder sted i Vestmannasundet, men skipper sejlede også ud på det åbne hav i håb om for alvor at få noget på krogen, indtil Rejsers bedre halvdel fik nok af gyngeriet.

’Datamatiker’ står der på Magni Blásteins eksamensbevis, men havet har altid virket som en magnet på ham, lige siden hans far tog lille Magni med ud at fiske, fra drengen var stor nok til at holde stangen. Akkurat som Magni Blástein i dag tager sin 2-årige søn Tóri med ud på havet.

Fiskeriet er svært at leve af
»Fiskeriet er imidlertid svært at leve af nu om dage, og for fem år siden begyndte jeg at sejle med fiskende turister, mens min kone, Ena, hjælper med bogholderiet. Vort motto er ’A Tale to Catch’, og båden er opkaldt efter mig, ’Blástein’. Det er en norskbygget kutter fra 1963, men solgt til Færøerne til erhvervsfiskeri efter helleflyndere«.

Færinger forbindes med grindefangst, og fangsten og ikke mindst metoderne har vakt international kritik, men for de fleste færinger og Magni Blástein er hvalfangst en helt naturlig ting: »Vi er et jagtsamfund, og man må dræbe for at få noget at spise. Det tager 10 minutter, og så er alle dyrene i en flok på 50-200 grinder aflivet. Sidst, jeg var med, var for tre-fire år siden her i Vestmanna, hvor vi slagtede cirka 100 grinder, hvilket betød, at et par tusinde mennesker kunne få noget at spise«.

Grinder ser vi ingen af, men pludselig råber Magni Blástein »marsvin, marsvin ved styrbord«. Vi kan dog ikke ’fange’ det hurtige dyr på kameraet, heller ikke selv om marsvinet og dets makker dukker op et par gange.

Det er imidlertid slet ikke grinder, som står øverst på Magni Blásteins fiskeliste. Han har boet hele sit liv i Vestmanna med 1.200 indbyggere, og »det kan måske lyde lidt smalt, men jeg rejser ud to gange om året både for at sælge mine fisketure og selv fiske i udlandet. Drømmen er at komme til Cap Verde og fiske efter black marlin«.

Denne aften får Magni Blástein imidlertid torskefileter på tallerknen, for vi overlader ham storsindet dagens sparsomme fangst. Lystfiskerne kan også tage fangsten med ind på Restaurant Fjørukrógvin i Vestmanna, hvor kokken Bøje Kamp så vil tilberede den efter gæstens ønske.

Ikke alle kan lide færøske specialiteter
Ellers tilbyder Fjørukrógvin en frokostbuffet, hvor man kan smage specialiteter som hvalkød, spæk, tørfisk m.m., og netop denne dag giver Bøje Kamp en smagsprøve på røget sildehaj, men de knap så eventyrlystne behøver ikke være bange, siger han.

LÆS Her er læsernes guide til middag og overnatning

»Ikke alle bryder sig om færøske specialiteter, så vi serverer også mere almindelig mad, for alle skal blive mætte«.

Rejser prøvesmagte traditionelle færøplatter på hotel Gjáargarður i bygden Gjógv, som udmærkede sig ved en lækker skinsapylsa eller letsaltet fårepølse, og på Hotel Føroyar i Tórshavn, hvis laks var formidabel.

Den mest eksotiske færøplatte blev imidlertid indtaget på lufthavnshotellet 62ºN på øen Vágar med hvalspæk, som er lidt blæksprutte- eller hviskelæderagtigt med eddikesmag og ikke just nogen delikatesse. Der blev levnet. Skerpikjøt eller vindtørret fårekød smagte lidt a la parmaskinke med en lidt streng bismag, mens proteinrige turrur fiskur eller tørrede fisk nok egner sig bedst til fjeldtur, uanset om der kommer smør på eller ej.

»Det er mest turister og udlændinge, som bestiller en platte, for vi spiser selv meget fisk derhjemme og foretrækker derfor kylling eller okse, når vi er ude at spise«, tilstår servitricen på 62ºN.

Tórshavns mesterkok er Noma-fan
43-årige Leif Sørensen er uddannet på Kommandanten i København og har bl.a. gæsteoptrådt på Kong Hans i hovedstaden og er en af Færøernes allerbedste kokke. Han bekræfter 62ºN-servitricens påstand, for »vi prøver at lave det gamle på en ny måde, men hvis der kommer for meget færøsk på tallerknerne, så ryger færingerne, for de elsker bøf, fordi vi tidligere ikke kunne få det ret tit. Da jeg kom til Danmark, hadede jeg fisk, men nu har jeg fået nok af kød«.

LÆSHer er restauranterne hvor det kribler og krabler

Leif Sørensen startede først på kokkeuddannelsen som 27-årig og ville oprindelig have været biolog, men »min bror blev ved med at opfordre mig til at tage til Danmark for at blive kok, fordi jeg altid eksperimenterede med mad. Hvis jeg var blevet i Danmark, ville jeg blot være en af mange dygtige kokke, mens jeg heroppe kan være med til at ændre kulturen«.

Nouvelle cuisine og det nye nordiske køkken præger Leif Sørensens gryder, og han lægger da heller ikke skjul på, at han er en stor beundrer af køkkenchef René Redzepi på Noma i København.

Det færøske drysses imidlertid med kærlig hånd over hans retter, og det kan smages, for som Leif Sørensen siger:

»Alt kan gro på Færøerne, men det smager altid lidt stærkere og mere bittert, ellers kan det ikke overleve klimaet«.

I lang tid kæmpede Leif Sørensen for at holde liv i sin restaurant Gourmet, som var Tórshavns bedste. Til sidst måtte han dog give op, men hans kokkerier kan nu nydes på Hotel Føroyar i Tórshavn, hvor han har fået frie hænder til at fortsætte sine eksperimenter.

LÆSFremtidens rejse skal være unik og langt, langt væk

Rejser nåede lige at opleve Leif Sørensen trylle på Gourmet inden lukningen, og den aften serverede han tørret skind af rødspætte og torsk, tang og lidt ris med tørfisk til at starte på og færøsk fiskesuppe og laksetatar som appetitvækker. Forretterne lagde ud med marinerede kammuslinger med rejer, krabber og creme af kammusling efterfulgt af persillebagt rokkevinge serveret med spidskål og brændenældesuppe. Selv om Leif Sørensen hævdede, at han var træt af kød, så gled hovedretten – stegt lammefilet og croquette af bov med gratinerede grøntsager og lys lammesauce – let ned.

Bunden var lagt, men en prædessert bestående af mild lakridsis på mælk og rapsolie var uimodståelig og banede vejen for desserten: rabarber og æbler med chiffon af koldskål og lakridsmarengs.

Moms, afgifter på vin og jobbet som altmuligmand – kontormand, opvasker, maler og kok – tærede imidlertid på kræfterne, men godt, at Leif Sørensens kogekunst stadig kan opleves på de vindblæste øer i Nordatlanten.

Johannes Jensen, som driver Hotel Føroyar i Tórshavn, har tiltro til fremtiden og netop åbnet hovedstadens seneste skud på restaurantstammen, Etika, der er noget så logisk for et fiskersamfund som det færøske som en sushicafe på Áarvegurgaden. Etika er supermoderne og gammeldags på samme tid. Indendørs ligner den holdt i orange og sort et smart spisested i New York, og med græstørv på taget falder den alligevel perfekt ind i Tórshavns miljø.

»Navnet Etika har vi selv opfundet. Etika er ikke alene Færøernes første sushicafe, men også første vinbar eller vinoteka. Andre ord i navnet er eddike, etik, kafe, og på færøsk siger man ’eta’ i stedet for at spise. Vi har alle råvarerne til sushi på nær tre nemlig tun, blødskallede krabber og tigerrejer«, fortæller Johannes Jensen.

Snyd ikke Dem selv for et besøg på Etika, for selv om restauranten er topmoderne, mødes det gamle og det nye Færøerne på Etika akkurat som på mange andre spisesteder på øerne.

Vi er et jagtsamfund, og man må dræbe for at få noget at spise.

Politiken var inviteret af Smyril Line og 62ºN.