Annonce
Annonce
Forsiden 27. okt. 2008 KL. 17.37

Hun skød sin første kanin som 10-årig

Sarah Palin er naboens datter i hjembyen Wasilla. Mens meningsmålingerne dykker for John McCain, og pilen peger på Palin som en af grundene, vil de lokale elske at se hende som USA’s vicepræsident. Alaska er gået amok.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
banner
banner
print

Blå bog Sarah palin

  • Sarah Louise Heath Palin er født 11. februar 1964 i Idaho, men flyttede som barn med familien til Alaska.
  • Hun er uddannet i journalistik og politologi. Hun har gået på fire forskellige universiteter, men fik sin grad fra Idaho University. I 1988 blev hun gift med Todd Palin.
  • I perioden 1996-2002 var hun borgmester i Wasilla. I 1999 blev hun udnævnt til formand for Alaskas borgmestre. Hun har været Alaskas guvernør fra 2006.

En, to, tre, fire.

Man spotter dem med det samme. De sidder ved hver sit bord og piller ved frisuren. Med ganske få tricks har de forvandlet sig til kloner af deres heltinde; de firkantede briller, det mørke hår med pandehåret strøget til siden, den sorte spadseredragt.

Alle har de en Sarah Palin i maven. I aften skal hun leves ud.

Det er onsdag, og uden for baren Blues Central i Alaskas største by, Anchorage, holder pickuptrucks parkeret side om side. Et blåt neonskilt viser indenfor i den dunkle bar, som lyses op af rødlige skær fra spotlights i loftet. Langsomt bliver det snævre lokale stuvende fuldt.

Et nervevrag
I mørket sidder 25-årige Joanna Papasodora og bunder en whisky. Hun er et nervevrag, siger hun. Om lidt skal hun varme op til aftenens Sarah and Todd Palin lookalike-konkurrence med sit band Sarah and the Pittbulls, som er dannet til lejligheden.

De fire Todds og fem Sarahs, som har skrevet sig op til aftenens konkurrence, er her ikke for at vinde præmien: en fuldt udstyret elgjagt og en spritny riffel. De er her for at hylde deres guvernør. Og for at dele Palin-anekdoter.

»Da Palin var borgmester i Wasilla, sagde alle, at jeg var hendes tvillingsøster. Jeg har mødt hende et par gange, og hun har engang sagt, at hun elsker mine briller. Hun har fået nye nu – uden ramme – for at undgå, at kameraernes blitz giver genskær, tror jeg«, siger Careen Muir på 46 år.

Hendes mand er allerede gået videre i konkurrencen om at blive kåret som Palins husbond – eller First Dude, som hun kalder ham – Todd Palins dobbeltgænger.

Hvem er hun?
Alaska er gået amok.

Selv mens meningsmålingerne dykker for John McCain og pilen peger på netop Sarah Palin som en af grundene til, at det går den gale vej, holder Alaska fast: Sarah Palin har modet og – ikke mindst – moralen til at blive en glimrende vicepræsident for USA.

Men hvem er denne kvinde, der kom ud af, hvad der syntes som ingenting, trådte ind på den verdenspolitiske scene og med ét fik alle til – om ikke andet – så til at danne sig en mening om sin person?

I Palins hjemby, Wasilla, 72 kilometer nord for Anchorage i det sydlige Alaska, labber alle enhver detalje, der graves frem om deres tidligere borgmester, i sig. Helt ned til, hvor hendes ya know-accent stammer fra (det er ikke en typisk Alaska-accent, den er fra Midtvesten) behandles af de lokale medier.

Hos boghandleren bliver biografien ’Sarah’ revet ned fra hylderne, og alle vegne hænger bannere med støtteerklæringer som ’Alaskan-girls rock!’ og ’Sarah, we love you!’. Slikbutikken har fremstillet en slikkepind til ære for guvernøren, og Palins stamkaffebar, Mocha Moose, har lavet kaffedrikke i Palins navn: Palin Fever og V.P Vice President for at nævne et par.

På det lokale bibliotek havde man for længst lagt bøgerne om Sarah Palin i kasser og båret dem i kælderen. Ingen lånte dem. Nu er de alle udlånt på nær én.

Troen
»Amerika har brug for en vicepræsident, der kan spise en elgburger«, har den republikanske strateg Alex Catellanos sagt. Og dét kan 44-årige Sarah Palin.

Hun skød sin første kanin som 10-årig, og allerede som teenager begyndte hun at jage rensdyr. I dag er hun en habil fisker og jæger og tager som de fleste af Alaskas indbyggere jævnlig på elgjagt.

Hun voksede op med sine søskende Heather, Molly og broren Chuck jr. og med en far, Chuck Heath, som var en hård autoritet.

»Hvis vi havde et problem med mor, sagde hun som regel: Vent, til far kommer hjem. Når han kom hjem, stod vi som regel lidt mere ret og skruede ned for lyden«, fortæller Chuck jr. i bogen ’Sarah’.

Sarahs mor, Sally Heath, er en troende kvinde med stærke overbevisninger og har altid håbet, at hendes børn ville få et personligt forhold til Gud.

Hver søndag og de fleste onsdage tog hun børnene med i kirke om morgenen og om aftenen. Hun meldte dem til kirkelejrskole, bibelskole i ferierne og andre begivenheder, som hun mente ville styrke deres værdier.

Megen tid blev brugt i familiens kirke, Wasilla Assembly of God, og den lille grå bygning blev et centralt samlingspunkt for Sarah og hendes familie. Som 12-årig bad Sarah selv om at blive døbt i Beaver Lake, mens hun var på en af kirkens lejrskoler. Hun ville vise, at hun havde fundet Gud, og troen har fulgt hende lige siden.

Kommer stille ind
I dag er Sarahs familie medlemmer af Wasilla Bible Church. En af Wasillas største kirker med omkring 1.000 medlemmer. Sarah og Todd, som var hendes high school sweatheart, besøger kirken, så ofte de kan og gør ikke et stort nummer af sig, når de dukker op, fortæller Ashley Brown, som er assistent i kirken.

»De kommer stille ind ligesom alle andre«, siger han og fortæller, at han kender sønnen Track bedst, fordi han »arbejdede med ham, da Track var i sine tidlige teenageår«.

Et af kirkens sociale tilbud er kvindernes bibelskole hver tirsdag klokken 10.

Et kvarter før timens start begynder familiebilerne én efter én at trille ind på den enorme og golde parkeringsplads foran den nybyggede kirke.

Kvinder i røde, blå og grønne fleecetrøjer går indenfor og sætter sig ved bordene, som er sat i en hestesko i det firkantede lokale.

Væggene er nøgne, og lyset siver ud fra lysstofrør i loftet. Det har sneet i nat, og vejrsnakken går, mens kaffen spædes op med vaniljefløde og banankagen sendes rundt.

Værdier før økonomi
Wasilla Bible Church bygger på fem centrale punkter:

Kristus er central, de hellige skrifter er en håndbog til, hvordan man skal opføre sig, bøn er en prioritet, og man skal erkende, at man ikke er perfekt. Det sidste punkt er vigtigheden af fællesskabet.

»Gud ønsker, at vi lever som et samfund«, forklarer Ashley Brown.

Kirken har blandt andet sin egen skole for menighedens børn, fordi »de offentlige skoler ikke har plads og ikke deler vores værdier«, fortæller en lærer til Politiken.

Alle har deres egen bibel med, som er sat ind i en lille taske.

I dag handler timen om ’at se’.

Om at blive tvunget til at se noget, man ikke skulle have set.

»Kender I det«, spørger den lille gråhårede dame Jennetta Hughes, der med blid stemme og et lunt blik underviser kvinderne.

En af de fremmødte kvinder fortæller, hvordan hun engang blev »udsat for pornografi og siden ikke har kunnet få billederne ud af hovedet igen«.

Alle nikker. Det kender de godt. Og så ledes samtalen hen på synd. Jennetta Hughes slår fast, at det er umuligt at gå gennem livet uden at blive fristet.

»Men man skal ikke kunne lide det, når det sker. Det syndige ligger i at nyde det«, siger hun, og igen nikker forsamlingen.

Mens resten af USA taler om, hvordan en kommende regering vil løse de økonomiske problemer, taler man her om værdier.

70-årige Jennetta Hughes har kendt Sarah Palin, siden Sarah var en lille pige og gik i klasse med hendes datter:

»Hun er en meget udadvendt, stærk kvinde med gode kristne værdier. Hvis du ikke har stærke værdier, hvordan vil du så lede et land? Desuden har hun en stærk vilje«.

Og det er Jennetta Hughes ikke ene om at mene.

Sarah Barracuda
I familien blev Sarah den af hendes søskende, som tog kampene op med sine forældre.

»De andre børn kunne jeg tvinge til at gøre noget. Men ikke Sarah, det var der ingen chance for. Fra en tidlig alder havde hun sin egen vilje. Når først hun havde besluttet sig for noget, ændrede hun det ikke«, siger hendes far, Chuck Heath, i bogen ’Sarah’.

»Hun tabte aldrig et skænderi og ville aldrig – lige meget hvad – trække sig, når hun vidste, at hun havde ret«, siger Sarahs bror Chuck jr.

I gymnasiet på Wasilla High blev hun på skolens basketballhold kendt som Sarah Barracuda, på grund af sin udprægede konkurrencementalitet.

»Enhver, der kendte Sarah, ville sige, at hun kender sig selv godt og generelt er villig til at udtrykke sin mening. Hun var aldrig enig bare for enighedens skyld«, siger hendes træner Don Teeguarden i ’Sarah’.

Senere hen, i 2002, gik hun i struben på en omfattende sammenblanding af interesser mellem politikere og Alaskas store oliegiganter.

Sarah Palin holdt fast i sagen så længe, at flere fremtrædende medlemmer af Det Republikanske Parti trak sig fra deres poster.

Generelt var hun kendt som en politiker med høj moral, men også som en, der turde stå op imod det etablerede politiske system af good old guys.

En ægte hockey-mom
Et af de helt centrale aspekter i Sarah Palins liv er familien. Sammen med Todd har hun fem børn.

Sarah er selverklæret hockey-mom og har brugt timer, dage og uger på at følge sin søn Track til træning og kampe.

Da hun skulle tage beslutningen om, hvorvidt hun skulle stille op til Senatet i 2004, blev det Track, der afgjorde, at hun afslog. Han var i sine tidlige teenageår og var ikke indstillet på den massive fokus, der var på familien.

»Det skulle være en familiebeslutning. Hvis Track havde sagt, at det var fint, så havde jeg gjort det«, siger hun.

Religionen, familien og den usnobbede Alaska-livsstil er de tre træk, mange af Palins støtter nævner som afgørende for, at de støtter guvernøren i kampen om at blive USA’s vicepræsident. Det er almindeligheden – at hun kunne være alles nabo – der gør, at hun er deres alle sammens Sarah.

»Hun er en fantastisk kvinde og er mor som jeg selv. Hun er kristen, er stadig gift, og hendes børn har den samme far. Det er vigtigt for mig«, siger den 38-årige hockey-mom Brenda Mosakowski.

Hævnen
Men selv om der er lunt i Sarah Palins inderkreds, tyder noget på, at man ikke skal komme i vejen for Palinfamilien.

Andrew Halcro er en af Sarah Palins politiske modstandere. Han stillede op mod hende til guvernørposten i 2006 og tabte stort. Han afslørede den såkaldte Troopergate for offentligheden.

For få uger siden afgjorde en undersøgelse, at Palin misbrugte sit embede til at få fyret sin tidligere svoger, Mike Wooten, som havde gennemgået en grim skilsmisse fra Palins søster, samt kommissær for offentlig sikkerhed Walt Monegan, som nægtede at adlyde hendes ordre.

Halcro, som længe havde blogget negativt om Sarah Palin, fik et tip om, at han burde mødes med Wooten. Det gjorde han, de talte sammen i tre en halv time, og samme nat beskrev Halcro forløbet på sin blog under titlen ’Hvorfor Walt Monegan blev fyret: Palins magtmisbrug’.

43-årige Halcro beskriver Palin som en kvinde, der har en meget loyal kreds omkring sig, og som sjældent lader nogen komme inden for denne cirkel. Lader hun dem alligevel komme indenfor, skal de ikke misbruge hendes tillid.

»Hun kan være meget hævngerrig, hvis man kommer på tværs af hende«, siger Halcro.

Ville hun forbyde bøger?
Et andet uheldigt eksempel skete, da Palin var borgmester i Wasilla.

I 1997 besøgte hun byens offentlige bibliotek og spurgte bibliotekaren Mary Ellen Baker, hvad hun ville svare, hvis Palin bad hende om at fjerne visse bøger fra Wasilla Bibliotek – heriblandt bogen ’Pastor, I am gay’.

Baker afviste muligheden, og i et mailinterview med den lokale presse skrev Palin, at hun blot havde spurgt for at lære nærmere om bibliotekets politik.

Efterfølgende forsøgte Palin at få fyret Mary Ellen Baker, fordi Baker »forhindrede hende i at udføre sit job som borgmester«.

Befolkningen var rasende, og Palin måtte til sidst trække fyringen tilbage. Mary Ellen Baker sagde op to år senere og flyttede til Anchorage.

Kan du flå en elg?
Tilbage på baren Blues Central i Wasilla får læbestiften en opfrisker. Det er tid til, at de fremmødte Todds og Sarahs skal på scenen.

Det er Careen Muirs tur. Under hvinende bifald går hun på scenen.

»Kan du flå en elg?«, lyder første spørgsmål.

»Siden jeg var 12«.

»Hvad skal dit næste barn hedde?«.

»Race«.

»Hvordan føles det, at din 17-årige datter er gravid?«.

»Been there, done that«, lyder svaret prompte, og publikums jubel skyder Careen Muir videre til finalen. Videre til endnu en aften i Sarah Palins tegn.

Annonce
Politik
29. maj. KL. 16.07

»Der ligger mange godter og venter på Lars Løkke«

Mette Østergaard analyserer mulighederne for at få gennemført regeringens skattereform.

Sport
29. maj. KL. 14.33

Vraget Sørensen: Jeg er ikke enig med Olsen

Morten Olsen kalder det et lortejob at skulle fravælge den skadede målmand til EM.

OL 2012
29. maj. KL. 13.15
indsnævring. Med 16 spillere i EM-truppen, der vandt guld i januar, og plads til 14 i OL-truppen var det på forhånd givet, at ikke alle europamestrene kunne komme med til London. - Foto: LARS POULSEN (arkiv)

Wilbek dropper Lars Christiansen og to andre EM-vindere

Michael Knudsen og Lasse Boesen er nye i OL-truppen i forhold til EM.

Annoncer
Annoncer