I Politiken fredag den 16. juli skrev jeg et debatindlæg med overskriften ’Roskilde – en hvid fest’.

Jeg fremførte det synspunkt, at Roskilde Festival anno 2010 forekommer at være en festival, hvis indhold hvad både fester, events og koncertrepertoirer angår primært henvender sig til hvide, etniske danskere (og i mindre grad etniske skandinavere, tyskere m.v.), men tilsyneladende ikke i nævneværdig grad til eksempelvis danskere af anden etnisk herkomst.

Jeg fremførte samtidig det synspunkt, at hvor mange andre kulturinstitutioner i disse år – ikke mindst inden for teaterverdenen – aktivt forsøger at rekruttere publikum med anden etnisk baggrund ud fra en tanke om, at ethvert kulturtilbud bør være for alle danske statsborgere, ja, så står Roskilde Festival helt stille.

LÆS DEBATINDLÆG Roskilde – en hvid fest
LÆS ARTIKELKritik: Roskilde er en lukket hvid klub

Selvfølgelig er alt dette ikke nødvendigvis et problem: Der findes masser af kulturbegivenheder i Danmark, som kun henvender sig til bestemte grupper af befolkningen – aldersmæssigt, socialt, kønsmæssigt – og hvor det slet ikke ville give mening, hvis man i den politiske korrektheds navn begyndte at problematisere favoriseringen af nogle befolkningsgrupper frem for andre.

Problemet opstår kun, fordi Roskilde Festival har oparbejdet et ry som en af de vigtigste kulturinstitutioner herhjemme overhovedet. Den profilerer sig som en progressiv, fremadskuende festival, hvis formål det blandt andet er at give festivaldeltagerne en særlig oplevelse, der handler om andet og mere end blot fest og musik.

Kan Festivalen stadig opfattes som progressiv?
Gennem årene er mange festivaldeltagere gennem diverse aktiviteter, kampagner og andre tiltag på festivalen blevet klogere på hvad det er for en verden de lever i, og hvad begreber som medmenneskelighed, respekt og forståelse egentlig betyder. Desuden har festivalen altid fremmet hvad jeg i debatindlægget kalder åbenheden, tolerancen og den fordomsfri omgang mellem mennesker.

Det har medvirket til at give festivalen en enestående status blandt kulturinstitutioner i almindelighed og festivaler i særdeleshed, der har skabt en berettiget forventning om, at Roskilde Festival fortsat bør have en progressiv profil.

Det er derfor, at jeg i debatindlægget stillede spørgsmålet om hvorvidt festivalen i længden kan blive ved med at blive opfatttet som progressiv, når den tilsyneladende ikke har nogen proaktiv mangfoldighedspolitik hvad angår publikumsrekruttering.

For når festivalen i sit værdigrundlag hævder, at den vil afspejle og udfordre det samfund og den verden, som omgiver festivalen, er det vel forventeligt, at festivalen også forholder sig til den ændrede demografiske sammensætning af danskerne, der er pågået i dens egen levetid, og hvor det blandt de yngste generationer nu er hver tiende, som har anden etnisk baggrund end dansk.

På andre områder er festivalen i den grad progressiv, idet Foreningen Roskilde Festival gennem mange år har anvendt de årlige overskud på at støtte NGO’ere som Læger Uden Grænser, Amnesty International, Red Barnet og Støt Krigens Ofre i Irak.

Det kan man kun respektere, og man må håbe at det forbliver sådan. Men kan det så samtidig være rigtigt, at festivalen uafvidende ser ud til at ekskludere netop de potentielle deltagere, som er flygtet blandt andet til Danmark på baggrund af de ulykkelige begivenheder, som netop disse NGO’ere er til for at dulme konsekvenserne af?

Min bevæggrund for at rejse dette spørgsmål er ikke, som nogle har troet, at jeg mener det er synd for nydanskerne, på samme måde som venstrefløjen i 1970’erne mente, at det var synd for arbejderne. Jeg synes blot, at alle med at dansk statsborgerskab burde have bedre mulighed for at opleve de bedste kulturtilbud vi har i landet, fordi det ville gavne bevidstheden om de forskellige måder man kan være dansker på i dag.

Og hvilken anden institution end Roskilde Festival ville være bedre til at skabe rammerne for det?

Samme dag som indlægget blev trykt i Politiken, bragte avisens iBYEN-redaktion et interview med mig, hvor jeg uddybede mine synspunkter. Det medførte et endnu et interview med festivalens udviklingschef, Esben Danielsen, der blandt andet sagde: ”Henrik Marstal har ret i, at det er et problem.

Vi har i årevis debatteret, hvordan vi kan henvende os til et mere mangfoldigt publikum, men vi har stadig ikke fundet nogle løsninger, der virker.” Og angående de ikke-etniske danskeres manglende tilstedeværelse på festivalen, sagde han: ”Det er ikke vores markedsføring, det er galt med. Det afspejler et problem i resten af samfundet.” Festivalen er altså rent faktisk klar over, at der er et problem, men medgiver samtidigt, at det er sværere at løse end som så.

LÆS INTERVIEW MED ESBEN DANIELSENRoskilde Festival: »Vi er åbne for andre etniske minoriteter«

Jeg er meget glad for, at festivalen spiller så åbent ud med dette svar på kritikken i stedet for affeje den som useriøs eller irrelevant. Emnet har indtil nu været et slags tabu, og det er derfor utrolig positivt, at debatten er kommet på dagsordenen. Og jeg håber, at festivalen vil blive ved med at gruble over mulige løsninger.

Festivalkultur er frisindskultur
I mit indlæg og det efterfølgende interview nævnte jeg et andet problem ved festivalen, som jeg vil mene kan ses i sammenhæng med debatten om at tiltrække et mere mangfoldigt publikum, men som samtidig også kan ses som et isoleret problem.

Jeg tænker på den frisindskultur, som gennem de seneste år har fået et nyt ansigt på festivalen, og som risikerer at reducere festivalen til intet andet end netop det, med risiko for at dels at intimidere både faktiske og potentielle festivaldeltagere uanset etnisk baggrund, dels at flytte fokus væk fra andre, væsentlige kvaliteter ved festivalen.

Misforstå mig ikke: Festivalkultur er frisindskultur, hvor omgangsformerne midlertidigt sættes ud af kraft, og hvor ting, der ellers ikke er mulige – for eksempel at deltage i et traditionsrigt nøgenløb og holde en otte dage lang fest – bliver mulige. Sådan skal det selvfølgelig blive ved med at være.

Men det spiller ind, at forestillingen om at udleve den ultimative frihed i form af en verden uden nogen som helst regler lader til at være blevet en stadig større bevæggrund for at deltage på Roskilde Festival. At det netop er denne festival og ingen andre, der er tale om, skyldes at den er både større, vildere, ældre, mere autentisk og mere internationalt profileret end alle andre herhjemme.

Og så skyldes det også, at festivalen har valgt at gå med på at skabe rammerne for denne drøm med et 24/7-scenarium på teltområderne, hvor festen har mulighed for at vare i døgndrift. Begrebet ’the orange feeling’, som festivalen selv har lanceret som navn på den dér særlige Roskilde-stemning alle holder så meget af, er nært knyttet til denne forestilling.

Da selve festivalpladsen i år åbnede – som altid torsdag klokken præcis 17 – og deltagere i tusindvis fra teltområderne stod klar til at strømme ind – blev de budt velkommen fra Orange Scenes og Arena-scenens lydanlæg med Rage Against The Machines berømte, gentagne råb: ”Fuck you, I won’t do what you tell me.”

Tankevækkende nok var det nogle lignende ord som Prince ved afslutningskoncerten søndag aften sang igen og igen i nummeret ’Controversy’: ”I wish we were all nude/I wish there was no black and white/I wish there were no rules”. På denne måde blev 2010-udgaven af festivalen indrammet af ord, der italesatte netop den ultimative ’ingen regler’-frihed, som mange deltagere betagter som festivalens største aktiv.

Frisindsmentaliteten er mulig, fordi så mange deltagere er enige om, at det skal være sådan. Den er også mulig, fordi den har en historisk legitimitet i blandt andet den kulturradikalisme, som Roskilde Festival historisk set er et produkt af. Men fordi forestillingen om at udleve den ultimative frihed på festivalen er blevet en særlig drivkraft for mange deltagere, kan det virke som om, at der har udviklet sig en særlig slags frisindsfascisme på festivalen.

Det vil sige en omgangsform, som under dække af at ville fremme den fuldkomne tolerance fremavler sin modsætning: Den ultimative intolerance over for hvordan andre måtte reagere på ens opførsel, baseret på en usædvanlig selvbevidst rethaveriskhed, som måske har sine rødder i en dansk ligusterhækmentalitet.

Hvordan skal frisindet praktiseres?
At være på festival indbefatter derfor retten til at indtage et område af teltpladserne og barrikadere sig i en lejr, hvor man med alle midler signalerer, at dette er vores lejr, som andre ikke har adgang til.

Det indbefatter retten til at drikke 40 genstande om dagen, retten til at have pointtællere for de piger, der uforvarende passerer ens teltlejr, retten til at råbe racistiske skældsord efter flaskeindsamlende romaer, retten til at være nøgen på festivalpladsens caféområder samt retten til helt at fravælge festivalens utallige tilbud på selve pladsen og kun vise sig foran scenerne, når der er koncerter med hvid, guitarbaseret mainstreamrock, som man præcis ved hvordan lyder i forvejen.

LÆS OGSÅ Romakvinde på Roskilde: »Folk behandler os som dyr«

Og når nogen formaster sig til at så meget som at pege på muligheden af, at Roskilde Festival kunne være anderledes end den har været i år, indbefatter det endelig retten til at reagere i et usædvanlig groft og aggressivt sprog, sådan som det har været tilfældet med debatten i kølvandet på mit indlæg.

At de mest rethaveriske kommentarer på iBYEN’s hjemmeside såvel som på gaffa.dk (hvortil debatten også har bredt sig) så godt som alle er skrevet af yngre fyre, der selv deltog i årets festival, siger måske noget om hvem der fører an i skabelsen af festivalkulturen i disse år.

Jeg spørger mig selv hvordan denne frisindsfascisme spiller sammen med de bestræbelser på øget publikumsmangfoldighed, som Esben Danielsen anfører. Jeg spørger også mig selv om hvorvidt festivalen alligevel ikke har et ansvar for forvaltningen af hvordan frisindet skal praktiseres. Og med dette indlæg henstiller jeg til at læseren også spørger sig selv.

Roskilde Festival anno 2010 ligner ikke blot en lukket, hvid fest, men også en fest, der kun er for dem – uanset etnisk baggrund - der kan klare frisindsmosten. Selv har jeg været på festivalen måske femten gange, har endda spillet der et par gange, og jeg har gennem årene haft afgørende lytteoplevelser, ikke mindst på Orange Scene.

Det er vel derfor, at det ligger mig så meget på sinde at diskutere festivalens mål og midler og minde ledelsen om dette ene: Adel forpligter.