»Google goes evil«. »Worse than BP«.

Sådan lød det fra meningsdannere, efter at Google og teleselskabet Verizon i sidste uge barslede med et fælles oplæg til de amerikanske myndigheder, der opfordrer til en fremtid med to typer internet: et på første klasse, hvor hjemmesider kan købe sig plads til, at deres videoer, musik og billeder med mere kan drøne af sted – og et på anden klasse, hvor hjemmesiderne kører noget mere hakkende.

Argumenterne er i hvert fald på overfladen tilforladelige: Hvorfor skulle alle klumpe sig sammen i en verden med begrænset båndbredde, når man alle andre steder kan købe sig ind efter behov? Men denne logik bliver udfordret af skarpe hjerner, der frygter at gøre skade på en uhørt effektiv innovationsmaskine.

Måske tænker du ikke sådan på det til daglig, men internettet er den største innovationsdynamo, verden nogensinde har set. Nettet har boostet den moderne økonomi med et arsenal af værktøjer til vidensdeling og kommunikation og har vendt bunden i vejret på f.eks. musik- og filmindustrien, de finansielle markeder og ejendomsmæglerbranchen. Og det takket være et sæt ganske enkle træk ved nettets grundlæggende arkitektur.

Når du tjekker din mail eller de seneste nyheder, er din computer, uden at du ved det, nemlig med i et gigantisk puslespil.

Når en fil forlader sin server, bliver den hakket op i små pakker, der sendes hver sin vej gennem nettet for til sidst at blive samlet til et pænt billede, en mail eller en webside på din skærm. Pakkerne går ikke den lige vej gennem et stort kabel, men gennem en kæmpe spaghettigryde af computere, der ikke har meget andet med hinanden at gøre, end at de er i stand til at sende datapakker rundt mellem sig og frem til deres destination.

Det setup gør nettet dejligt robust. Hvis en server er nede eller kører på lavt blus, tager pakkerne bare andre veje gennem spaghettigryden. Men pakketeknikken gjorde, da den kom frem, også noget andet. Den skabte grundlaget for en næsten uhæmmet kreativitet og innovation.

I internettets verden af små pakker var nettet blindt – eller neutralt – over for det indhold, det transmitterede. Serverne skulle kun sende pakkerne videre – og selv hvis de prøvede at smugkigge i dem, ville de enkelte pakker hver for sig kun give begrænset mening.

Derfor var der ingen censur og ingen gatekeepere mellem manden med den gode ide og hans publikum. Nettet var en transparent flade, som forbandt entreprenøren med en verden af brugere og potentielle kunder, uden at nogen skulle spørges om lov. Oven i købet var det økonomisk meget overkommeligt: Programmeringssproget var standardiseret og simpelt, og prisen for at blive koblet på det var lav.

Tankegangen er mest overbevisende blevet fremført af Stanford Universitys Barbara van Schewick. Tænk på eBay, f.eks., sagde hun under en høring i den amerikanske regering i foråret. Verdens nu største onlineauktion startede med en programmør, Pierre Omidyar, og en sjov ide, som ingen andre troede på. Skulle fremmede ville købe ting af hinanden over nettet? Omidyar troede det, og han behøvede hverken andres godkendelser eller evalueringer for at få sitet op at stå. Det skulle bare kodes og kobles på. Resten er historie.

Danske Janus Friis var et af hendes andre eksempler. Sammen med Niklas Zennström grundlagde han i 2002 internet-telefonisystemet Skype. Heller ikke de skulle spørge om lov. Og det var heldigt for dem. For Skype var med sine meget lave – gratis! – samtaletakster en direkte trussel mod de teleselskaber, hvis internetkabler Skype skulle køre på.

Eller tag YouTube, der kunne prise sig lykkelige over, at nettet ikke kunne kende forskel på YouTube-videoer og videoerne fra f.eks. den konkurrerende Google Video. For hvis Google havde kunnet købe sig forrang, havde YouTube ikke klaret skærene. Nu måtte Google bide i det sure æble og endte med at købe den ubudne rival.

Det er ikke kun internetmastodonterne, der har nydt godt af nettets blindhed. Hos det danske site Issuu.com, der sidste sommer endte på Time Magazines Top-50 over verdens bedste hjemmesider, kan du læse trykte magasiner online. En service, hvor bladreoplevelsen kun fungerer, hvis de store billeder, som servicen er rig på, går let gennem nettet uden at blive stillet bagest i køen.

Saxotrader, Saxo Banks højt roste aktie- og valutahandelssystem, er dybt afhængigt af, at signalerne går direkte gennem linjen uden benspænd og forstyrrelser. Hvis kursen svinger, kan en forsinkelse på et halvt sekund, når en dealer trykker på køb-knappen, gøre en forskel på rigtig mange penge.

Når diskussionen om netneutralitet lige nu kører så hårdt, er det, fordi internettet ikke længere er blindt. Nye teknologier har gjort det muligt for teleoperatørerne at se forskel på nettets datapakker. Den viden forsøger de nu at udnytte til at skabe nye indtægtsstrømme i en industri, der kæmper for alle marginer.

Det er ellers ikke, fordi der er mere crowded på nettet nu end tidligere. Da nettet blev født for 15 år siden, sneglede det sig af sted, bogstavelig talt tusind gange langsommere end i dag. Og om 15 år, hvor nettet vil være andre 1.000 gange hurtigere end i dag, vil trængslen sikkert være den samme. Den teknologiske udvikling presser hele tiden farten i vejret, og hver gang det sker, opstår der nye, pladskrævende tilbud.

Diskussionen raser særligt i USA, hvor myndighederne i disse uger forsøger at få frivilligt fodslag blandt de involverede aktører. Emnet var hot under præsidentvalget, hvor Obama personligt gjorde et stort nummer ud af sin netneutralitetsstøtte.

EU har gang i en høringsrunde, der løber halvanden måneds tid endnu, mens netneutraliteten herhjemme i Danmark for første gang adresseres – søvndyssende afdæmpet og bestemt ikke på regeringschefniveau – i den nye telelov, der er i høring måneden ud.

Uden at tage stilling hverken for eller imod giver lovforslaget IT- og Telestyrelsen ret til at lave regler, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Men også her håber man på frivillige aftaler i telebranchen. Aftaler, der, hvis koalitionerne fra USA gentager sig herhjemme, kan blive begyndelsen på enden til vor tids største innovations-eventyr.