fakta

Bjørn Lomborg er forfatter til bøgerne The Skeptical Environmentalist og Cool It. Han er chef for Copenhagen Consensus Center.

Forestil dig, at en gigantisk havneby som Tokyo i løbet af de næste 70 til 80 år praktisk talt vil gå under som følge af en stigning i vandstanden i verdenshavene på 4,5 meter eller mere.

Millioner af indbyggere vil blive ramt benhårdt, og infrastruktur for milliarder og atter milliarder vil gå tabt.

Den slags skrækscenarier trækkes altid frem af klimadebattører som f.eks. Al Gore, når de advarer om, at vi må gribe til ’storstilede forebyggende initiativer for at beskytte den menneskelige civilisation’.

Retorikken kan virke ekstrem, men når der er så meget på spil, må den jo være på sin plads. Eller hvad? Det bagvedliggende argument er, at uden en gigantisk og koordineret global indsats kan vi simpelt hen ikke håndtere vandstigninger i den størrelsesorden.

Men det har vi allerede gjort. Og vi gør det faktisk i skrivende stund. Siden 1930 har en sænkning af grundvandstanden fået Tokyo til at synke mere end 4 meter, og nogle af de lavest liggende kvarterer i centrum er i nogle år sunket næsten 30 cm om året.

Noget lignende er sket i løbet af det seneste århundrede i en lang række byer som f.eks. Tianjin, Shanghai, Osaka, Bangkok og Jakarta. I hvert enkelt tilfælde har byen klaret at beskytte sig selv mod den følgende relative stigning i vandstanden i havet ud for byen og tilmed haft en positiv udvikling.

Min pointe er ikke, at vi kan eller bør ignorere den globale opvarmning. Pointen er derimod, at vi bør være på vagt over for overdrevne spådomme.

LÆS OGSÅ KRONIKRealistisk vej til en klimaløsning

I de fleste tilfælde viser det sig, at det, der lyder som horrible ændringer i klimaet og geografien, faktisk viser sig at være muligt at håndtere, og at det nogle gange er en forandring til det bedre.

Tag f.eks. de resultater, som klimaforskerne Robert J. Nicholls, Richard S.J. Tol og Athanasios T. Vafeidis har fremlagt.

Med EU-midler i ryggen har de undersøgt, hvordan den globale økonomi vil blive ramt, hvis den globale opvarmning medfører, at hele den vestantarktiske iskappe bryder sammen.

Det vil formentlig få verdenshavene til at stige med måske mere end 6 meter i løbet af de kommende 100 år. Det er netop dette scenario, miljøaktivisterne har i tankerne, når de advarer om omvæltninger, der kan true menneskeheden og planeten Jorden.

Men vil dette scenario nødvendigvis være så forfærdeligt, hvis det skete?

Ikke ifølge Nicholls, Tol og Vafeidis. En stigning på 6 meter (hvilket er omkring ti gange mere end FN’s Klimapanels mest pessimistiske forventninger) vil oversvømme omkring 41.000 km² kystlinje, hvor der i dag bor mere end 400 millioner mennesker.

Det er mindre end 6 procent af Jordens befolkning, hvilket vil sige, at 94 procent af verdens befolkning ikke vil blive ramt af oversvømmelse. Og de fleste af dem, der rent faktisk bor i de ramte områder, vil ikke engang få våde fødder.

Det skyldes, at langt de fleste af disse 400 millioner bor i byer, hvor de relativt let vil kunne blive beskyttet som f.eks. i Tokyo. Dermed vil der kun blive behov for at genhuse 15 millioner mennesker. Og det skal ske i løbet af et helt århundrede.

Ifølge Nicholls, Tol og Vafeidis vil den samlede omkostning ved denne ’katastrofe’ koste omkring 3.500 milliarder kroner, eller mindre end 1 procent af det globale BNP, hvis politikerne forstår at samarbejde og står fast.

Uanset om vi kan lide det eller ej, er den globale opvarmning en realitet. Den er menneskeskabt, og vi er nødt til at gøre noget ved den. Men vi står ikke over for verdens undergang.

Klimaforskning er en svært gennemskuelig disciplin, som kun sjældent giver utvetydige prognoser og klare anvisninger. Og efter 20 år med megen snak, men meget lidt handling, må der forventes en vis frustration. Der er et forståeligt ønske om at ville skære igennem ordflommen og ruske op i folk.

Men det hjælper desværre ikke at forsøge at skræmme livet af folk. En rystende statistik og et skræmmende ordvalg vil godt nok få os til at sætte os op og lytte. Men vi bliver hurtigt ufølsomme over for det, og så skal der endnu mere hårrejsende scenarier til for at trænge igennem.

Efterhånden som skræmmehistorierne bliver mere og mere hårdtpumpede, vokser risikoen for, at de vil blive afsløret som de overdrivelser, de rettelig er, og offentligheden vil til sidst holde op med at høre på det.

Det kan måske forklare de seneste meningsmålinger, der viser, at den offentlige bekymring for den globale opvarmning er faldet brat de seneste tre år.

Frygt kan sikkert være en stor motivationsfaktor på kort sigt, men det er et elendigt grundlag for at træffe kloge beslutninger om et kompliceret problem, som kræver vores fulde opmærksomhed over en lang periode.

Oversættelse: Peter Mollerup