fakta

Kuupik Kleist, Naalakkersuisut Siulittaasuat, formand for Grønlands selvstyre.

I den forløbne uge lød det i de internationale medier, at der var fundet olie i Grønland.

Politiken var godt med 24.8. med overskriften 'Olieselskab rammer jackpot ved Grønland'

Hurtigt blev der dog både fra vor side og fra Cairn Energy, som har en olieefterforskningslicens ud for Vestgrønland, manet til besindighed.

Det, der var tale om, var, at man, længe før målet for efterforskningsboringen var nået, havde fundet noget, som kunne indikere, at der er et såkaldt aktivt kulbrintesystem.

Og så var det, at Politiken, godt flankeret af Søren Espersen og Greenpeace, gik i et mildest talt uklædeligt selvsving.

Overskrifter som 'Urimeligt at grønlænderne skummer fløden' og 'Greenpeace frygter arktisk oliefeber' blev bragt i løbet af et par dage.

Den underliggende påstand for alle artikler i Politiken og den øvrige danske presse var, at grønlandsk løsrivelse fra Danmark var nært forestående.

Allerværst var dog Politikens Lars Trier Mogensen (LTM), som under overskriften 'Fremtiden tegner sort for Grønland', kom med den overordnede påstand, at Grønland var på vej til at »falde ind under kategorien ’Petro-regimer’ – sammen med korrupte, skrævvredne og mere eller mindre autoritære regimer ...«.

Det var signaturens overordnede påstand kort fortalt, som i højere grad vidnede om skribentens fordomsfulde uvidenhed end hans evner som sober opinionsskaber.

Men lad os nu foreløbig vælge at tolke LTM’s leder som en bekymring for to ting: den grønlandske økonomi og det grønlandske demokrati. Lad os tage økonomien først.

Råvareeksporterende lande uden nævneværdig anden selvstændig produktion er utvivlsomt sårbare – dette er situationen for de fleste udviklingslande.

Men europæiske eksempler findes også. En hel syge er opkaldt efter Holland, hvor indtægterne fra salg af de nyfundne naturgasreserver førte til en voldsom inflation og faldende konkurrenceevne.

Danmark er heller ikke gået ram forbi. De økonomiske vismænd advarer vedvarende om den drastisk forringede konkurrenceevne. Hvilket kun har kunnet lade sig gøre, fordi »... indtægterne fra olie og gas i Nordsøen har lullet os i søvn og kamufleret, hvor dårligt det egentlig står til med den danske eksport«.

Helt anderledes går det med Norge, hvor statens indtægter fra olieeksporten bliver placeret i oliefonde. Det har resulteret i, at Norge i dag er et af verdens mest produktive og konkurrencestærke lande.

Belært af dette har vi allerede etableret en oliefond, som skal sikre, at vore indtægter ikke overopheder den grønlandske økonomi og dræber produktionen i andre sektorer. Men selv i det tilfælde, hvor olien begynder at springe, vil det vare længe, inden vi har penge at putte i fonden.

Først og fremmest skyldes det, at vi i dag er bagud med at sikre vore borgere et tilfredsstillende velfærdsniveau. Min regering er blevet valgt på at ville rette op på de sociale skævheder og skabe større lighed.

Det er derfor vigtigt at styrke økonomien ved at mindske afhængigheden af den sårbare fiskerieksport og få en øget produktion i andre sektorer. Dette nødvendiggør nøje planlagte investeringer. Det er det, som den grønlandske befolkning og debatten her først og fremmest er optaget af.

Derudover siger selvstyreloven, at indtægter fra mineral- og olieudvindingen først skal bruge pengene på at nedbringe det danske bloktilskud, som p.t. er på ca. 3,4 mia. kr. årlig, ud over at de skal bruges til at finansiere de ansvarsområder, som Danmark har i dag.

Det er bl.a. retsvæsen og politi, som er uundværlige for et velfungerende demokratisk samfund. Således vil Danmark indkassere 50 procent af indtægterne, hvis der engang skulle blive fundet olie i kommercielle mængder.

Når det gælder demokrati, som er LTM’s anden store bekymring, så påstår han, at olieindtægter automatisk medfører svage samfundsinstitutioner og en ulige fordeling af økonomiske gevinster.

Således er Grønland, ifølge LMT, på vej ud i en udemokratisk afgrund, idet »Det grønlandske demokrati i forvejen er under regelmæssig beskyldning for nepotisme, korruption og vennetjenester«.

Enhver, som har bare lidt kendskab til lande med et demokratisk underskud (læs korrupte og autoritære regimer), og som samtidig er velorienteret om grønlandske samfundsforhold, ved, at der her er tale om en fordrejning.

Vel har vi i Grønland haft sager, hvor nogle har haft lidt svært ved at skelne mellem privatøkonomien og en betroet repræsentationskonto, og at der ved besættelsen af f.eks. bestyrelsesposterne i de offentligt ejede selskaber har været en tendens til, at man valgte folk, man kendte og stolede på. Men det har vi netop taget fat om.

Men såfremt man bliver ved med at fastholde den påstand, at der i Grønland hersker en udemokratisk og korrupt kultur – ja så må man kunne acceptere, at det ikke er bedre fat med Danmark, hvor der som bekendt også har været tilfælde med brodne kar.

Fællestrækket ved disse ikkedemokratiske lande, som LTM taler om, er, at de ikke var demokratiske på det tidspunkt, hvor de begyndte at tjene oliepenge.

Der er også typisk tale om meget hierarkiske samfund, hvor der ikke altid var eller er solidaritet med svage gruppers behov. Grønland, som et allerede demokratisk land og med rod i en oprindelig kultur, som ikke var specielt hierarkisk, har derfor nogle helt andre forudsætninger end LMT’s Petro-regimer.

Vi har således de bedste forhåbninger til en fortsat sund udvikling af Grønlands økonomi og demokrati – olie eller ej. Men ligesom andre nationer har vi brug for et tillidsfuldt samarbejde med det omgivende verdenssamfund – og specielt Danmark er vigtigt. Også fordi vi fortsat er en del af samme rige, hvor uhyre mange beslutninger, som har direkte betydning for os, træffes i Danmark.

Det fordrer en fordomsfri meningsudveksling blandt borgere i Grønland og Danmark og ikke mindst indbyrdes mellem de to folk.

Her spiller medierne en stor rolle. Det er derfor beskæmmende, at en af Danmarks største aviser skaber sine meninger og søger at påvirke sine læseres holdninger på grundlag af fordomsfulde postulater. Det er i hvert fald det, vi har set i LTM’s signatur og i en blog i Politiken med overskriften: ’Er det i orden, at grønlænderne scorer kassen?’.

Hvis dette er standarden for opinionsdannelsen i dagens Danmark, fristes man til at spørge: Mon mørket har sænket sig over Danmark?