»Myndighederne i en række EU-lande er i sommerens løb gået i gang med at rydde lejre og sende jøder tilbage til de lande, de kommer fra – oftest Rumænien og Bulgarien. Som led i en storstilet plan har Frankrig allerede udvist 200, og planen var at nå op på 700 inden udgangen af august. Tyskland forbereder hjemsendelse af 12.000 jøder til Kosova over de næste tre år, og den italienske indenrigsminister, Roberto Maroni, vil endda foreslå automatisk udvisning af alle jøder«.

Citatet er rigtigt nok (Politiken 26.8.) – men i stedet for romaer har jeg skrevet jøder.

LÆS ARTIKLENEU-politikere angriber dansk udvisning

Ikke sandt, man aner hensigten og bliver forstemt. En hel befolkningsgruppe bliver stigmatiseret – på en måde vi desværre har set tidligere i Europas historie.

Danmark har i løbet af sommeren udvist i snesevis af romaer sigtet for manglende opholdstilladelse og ’krænkelse af husfreden’.

EU’s kommissær for mindretal, Viviane Reding, bør derfor nu træde i karakter og undersøge, om der er grundlag for at rejse sag mod bl.a. Danmark for at have forbrudt sig mod EU-retten.

Udvisningen oser langt væk af fremmedfjendskhed og leflen for den lille racisme. Men er derudover formentlig i højeste grad på kant med EU-retten.

For det første er respekten for mindretallene nedfæstet i EU-retten – den respekt er slet og ret en forudsætning for overhovedet at blive medlem af EU.

For det andet er udvisningen af andre EU-borgere på baggrund af tilhørsforhold til en etnisk gruppe, som man forbinder med kriminalitet, en krænkelse af EU-direktiverne om racediskrimination.

Det hører med i billedet, at ingen af de romaer, der er udvist fra Danmark, er dømt for kriminalitet, f.eks. tyveri. Og det er et grundlæggende juridisk princip, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist. Romaerne er udvist alene på mistanke om kriminalitet.

Når Danmark masseudviser medlemmer af en etnisk gruppe uden nogen juridisk proces og uden en individuel og konkret vurdering, brændemærker vi en befolkningsgruppe, der i forvejen er udsat.

Der er her behov for en individuel afgørelse om, hvorvidt en udvisning er nødvendig og står i rimeligt forhold til den kriminalitet, der måtte være begået. I den forbindelse skal man også skele til romaernes tilknytning til lokalområdet.

Endelig for det tredje er romaerne som alle andre EU-borgere omfattet af traktatens regler om fri bevægelighed.

Naturligvis kan vi i Danmark ikke leve med kriminalitet.

Men romaerne har ikke monopol på at begå kriminalitet, og det er uacceptabelt at underkaste en befolkningsgruppe kollektiv straf eller masseudvisning på baggrund af etnicitet.

Når vi på den måde tilsidesætter grundlæggende rettigheder i sikkerhedens navn og udsætter romaerne for razziaer, er der risiko for, at det vil kunne danne en farlig præcedens.

At være europæer i 2010 er at bo sammen med sine naboer i gensidig respekt og tolerance – og derfor hører deporteringerne af romaerne slet ikke hjemme i det moderne Europa.

Mange mennesker, også i Danmark, bryder sig ikke om eller ligefrem afskyr romaerne og tror, at de kommer for at tigge og begå kriminalitet.

Endnu flere har svært ved at forstå romaernes kultur og traditioner – holdningerne er ofte præget af fordomme og stereotyper. Det er en halvglemt omstændighed, at romaerne også var udsat for nazisternes folkedrab.

Selvfølgelig er det, der foregår i dag, uden sammenligning med holocaust. Men stigmatiseringen af en befolkningsgruppe er altid en alvorlig sag, og det bliver politisk og kulturelt værre af, at der er tale om grupper, der er blevet forfulgt gennem århundreder – som både jøderne og romaerne.

Alene det, at der bliver råbt efter romabørn og -unge på gaden, er med til at skubbe dem længere ud.

Vi har slet ikke øje for den rige kultur, romaerne repræsenterer, jf. f.eks. deres musik, og at deres livsfilosofi, hvor de frasiger sig et nationalt tilhørsforhold, på mange måder er meget moderne.

Først og sidst er der behov for, at romaernes hjemlande tager sig selv alvorligt i nakken. Romaerne kommer overvejende fra Rumænien, Bulgarien, Tjekkiet og Ungarn, hvor hovedparten af dem lever i yderste fattigdom.

Politiet behandler dem typisk med stor brutalitet, og romaerne er ofte udsat for direkte forfølgelse i form af hate crimes og endda likvideringer. Romaernes oprindelseslande har et særligt ansvar for at skabe jobmuligheder og i det hele taget udvikling til gavn for romaerne.

EU’s kommissær for mindretal har ikke gjort meget væsen af sig i forhold til de aktuelle deportationer. Det er forståeligt – sagerne er både besværlige og kontroversielle – men den passivitet går ikke.

Reding bør snarest rejse til bl.a. Rumænien og Tjekkiet, udtrykke sin skarpe misbilligelse af den diskrimination og strukturelle fattigdom, romaerne udsættes for, og foranstalte en uafhængig undersøgelse af deres leveforhold.

Reding har også et særligt ansvar for at sikre, at EU’s smukke og rigtige ord om en indsats til gavn for romaerne bliver omsat til konkret handlen.

Det afgørende skel mellem romaerne og flertalsbefolkningerne i EU er mangelen på uddannelse, adgang til ordentlige boliger og anstændige sundhedsforhold samt mulighed for beskæftigelse.

Det er kun ved en indsats på disse områder, at vi kan være med til at skabe et håb om en bedre fremtid for romaerne og deres børn og børnebørn – ikke ved at masseudvise dem.