Kan De huske den svenske overlæge Stig Helmer i Lars von Triers ’Riget’, der ikke kunne tolerere den danske lægestands slaphed og mangel på disciplin og var nødt til at skrige ’danskjävler’ fra Rigshospitalets tag?

Han findes i virkeligheden.

Og er en god ven af den 69-årige svenske professor og socialpsykolog Lasse Dencik, der har boet i Danmark siden 1974:

»Jeg kender den læge, der danner forlæg for von Triers overlæge Stig Helmer. Og jeg forstår udmærket, at han til sidst flygtede ud af Danmark. Mens svenskere generelt er resultatorienterede, går danskere mere op i processen og affinder sig med, at »man bare skal gøre sit bedste«. Det dur jo ikke, hvis det ikke er godt nok. Men det kan gå an i Danmark«.

Har du oplevet det?

»Da jeg kom til Danmark som forsker, sloges jeg med konfliktskyheden og slapheden. Jeg var vant til, at man lægger sin forskning frem og får kritik. Men sådan var det ikke i universitetsmiljøet i Danmark, som beskytter middelmådigheden, for man kunne jo komme til at såre en kollega, ikke? Så alt blev pakket ind i vat. Og hvis der var uenighed på møder, sluttede ordstyreren altid med: »Ja, ja, grundlæggende er vi jo enige«. Gu var vi ej! Det var bare for at feje de reelle modsætninger ind under gulvtæppet. Og uden kritik kunne slapheden fortsætte«.

Er det ikke en grov generalisering?

»Min oplevelse er, at fravær af resultatorientering gennemsyrer mange livsområder i Danmark. Tag feminismen, hvor det i Danmark var farverigt med rødstrømperne, men der blev ikke fulgt op med praktisk politik som i Sverige. Her blev lavet reformer, fordi svenskere går efter resultater. Eller tag kulturlivet, hvor man i Sverige mere stræber mod det perfekte, mens man i Danmark ligefrem blærer sig over at være middelmådige og hylder en salme, der går på ’På det jævne, på det jævne …’«.

Selvrosende danskere
Ord som ’sløsethed’ og ’uambitiøst’ går igen, når Lasse Dencik skal sætte ord på Danmark. Men det, han bryder sig mindst om, er ’hyggen’. Den »uhyggelige hygge«, som han kalder den!

»Man sidder på et værtshus, taler om ingenting, hælder vand ud af ørerne. Drikker en bajer eller to, og så går man hjem og siger, at man har haft en ’hyggelig aften’. Uden at kunne huske, hvad der blev sagt. Danskere hygger sig sammen, men kommer der en fremmed ind, er det hyggeforstyrrende. Jeg har tit siddet ved middagsselskaber i Danmark, hvor der også har været udlændinge, men efter kort tid går danskerne over til at tale dansk. Det er meget ubehøvlet. Og meget dansk«.

Er svenskere ikke lidt misundelige på den danske hygge?

»Jo, mange svenske turister synes, det er meget rart og afslappet i Danmark. Når de er på ferie. Men dybest set – nej. Når Danmark har udviklet sig til et lille xenofobisk land, skyldes det blandt andet den grundtvigianske folke- og selvforståelse og den helt særlige forestilling om ’hygge’. Dansk hygge er jo en selskabsform, som baserer sig at undgå forstyrrelser og konflikter. Jeg kender mange, som er flyttet til Danmark, og som siger, at det er utrolig svært at blive en del af det sociale liv i Danmark«.

Men hvordan hænger det sammen med, at danskere er konfliktsky?

»I Danmark er man enormt tolerant … over for sig selv. Hvis nogen snyder i skat, eller hvis Lars Hedegaard siger noget forrykt og racistisk, så er den danske holdning: »Nå, ja … de skal da også være her«. Men hvis der pludselig kommer en muslim, der ikke har lyst til en bajer eller en rød pølse, så er man hurtigt meget intolerant. I Danmark er man ekstremt tolerant indadtil, men også ekstremt intolerant udadtil«.

Og det hænger sammen med grundtvigianismen?

»Ja, i den danske retorik har man en stærk forestilling om ’folkesjælen’, ’stammefællesskabet’ og ’hyggen’. I Danmark er der en udbredt forestilling om, at det danske folk er identisk med etniske danskere, og at andre ikke har adgang til stammefællesskabet. I Danmark ekskluderes de, der ikke er en del af det ’danske folk’, på en ubehagelig måde. Det forstærkes af, at man i Danmark ofte er skamløst selvfed og selvrosende og ynder at omtale sig selv som verdensmester i det hele«.

Ifølge Lasse Dencik er Danmark gået hen og blevet skræmmebilledet i den svenske valgkamp, hvor politikerne siger: »Vi skal aldrig have danske tilstande som med Dansk Folkeparti«.

Men er den holdning ikke udtryk for elitær svensk storebroder-selvfedme, Dencik?

»Når man i Sverige frygter et småracistisk parti og den vulgære, kvalmende debat og rædselsfulde fremmedfjendskhed i Danmark, så er der tale om humanisme. Læg mærke til, at der i Sverige ikke er nogen kampagne for noget, der hedder ’svenskhed’. I svensk perspektiv er verden i forandring, alting ændres hele tiden, og der er ingen, der for alvor tror, at det går at lukke sig uden for verden og holde fast i, hvordan det var engang«.

Overser du ikke Sverigedemokraterna? Med dem fik Sverige jo det indvandrerskeptiske og antielitære parti, som Erik Meier Carlsen og andre hele tiden har forudset?

»Når visse danskere nu fryder sig over partiets opkomst og nærmest håber på dets succes, så handler det om, at man ønsker at projicere sine egne dårligdomme over på andre. Man vil så gerne have, at Sverige bliver lige så slem som Danmark, at man også her slipper den indre svinehund løs. At man så at sige får sig en kammerat i skammekrogen. Men det sker bare ikke«.

Fordi I undertrykker debatten? F.eks. ved ikke at lade Sverigedemokraterna vise valgvideoer, som det netop er sket, og som danske politikere kritiserer?

SKRIVBør kontroversiel valgvideo vises på tv?

»Det er udtryk for fordomme, når man i Danmark kritiserer den svenske debat for at være undertrykkende. Det uhyggelige demokratisk set foregår da i Danmark. Goebbels sagde engang, at han havde brug for folk, der marcherer i gaderne, men at det også er nødvendigt med intellektuelle, der kan forme ordene. Og det sidste har Danmark nu fået med Langballe, Krarup, Pittelkow, Hedegaard, Meier Carlsen m.fl. Det er ingen tilfældighed, at nogle af dem kommer fra den yderste venstrefløj, hvor ’Folket altid har ret’. Ud fra det har man udviklet en højrepopulistisk variant i venstrefløjstænkningen, som har grundtvigianske rødder«.

Men sådan er det ikke i Sverige?

»Nej, den svenske venstrefløj har mere stået på det avantgardistiske: Den intellektuelle skal oplyse folket. Fordommene skal vi ikke løbe efter. Det er en af årsagerne til, at den svenske valgkamp primært handler om seriøse velfærdspolitiske spørgsmål og ikke om burkaer«.

Hvorfor flyttede du egentlig til Danmark, Dencik?

»Fordi jeg dengang så Danmark som det mest menneskelige, humanistiske og tolerante af alle lande. Og det var det da også. Dengang. I de første mange år var det dejligt at være her. Men så blev den indre svinehund sluppet løs …«.’

Kommenter indlægget nederst.