fakta

Ole Thyssen er professor, dr.phil. i filosofi på CBS.

Ole Thyssen - kritikken fra kunder og pendlere er haglet ned over de nye tv-skærme. Hvorfor?

»Det særlige ved det her er, at når man rejser med S-tog, så er det ikke, fordi man gerne vil, men fordi man skal fra A til B. Man er der af nødvendighed og bliver så bombarderet med lyde, der kunne kaldes en mild form for tortur. Bevares, vi er i Velfærdsdanmark, og i Pakistan ville det her ikke ligefrem trække overskrifter«.

Men mild tortur alligevel? Hvorfor er lyd så slemt?

»Vi er så hypersensible over for sprog, at vi ikke kan lade være med at afkode, hvad der bliver sagt på et sprog, vi forstår. Det betyder, at vores opmærksomhed beslaglægges af tv-skærmenes jingles og reklamebudskaber. Og det er jo ikke DSB’s formål at beslaglægge vores opmærksomhed. Det er uforskammet over for kunderne«.

Hovedproblemet er altså, at du ikke kan slippe væk?

»Ja, det er ligesom med folk, der taler højt i deres mobiltelefoner i toget. Det er umuligt ikke at høre. I S-toget kan jeg ikke unddrage mig opmærksomheden, fordi jeg er spærret inde og skal fra A til B. Normalt er tiden i S-toget din egen. Du kan læse, meditere, tale med andre eller forberede dig. Men nu kan du ikke lave andet end at høre på budskaber om at købe dit og dat«.

Kan man ikke bare gå ind i stillekupeen?

»Spørgsmålet er, hvem der har ret og pligt til hvad. Har DSB virkelig ret til at fylde vores ører med støj, og så er det os, der må flygte ind i stillekupeerne? Det virker jo helt bagvendt«.

Vi har haft reklamer i mange år, også i S-togene. Er de her reklamer anderledes?

»Ja. Det afgørende er, at lyd beslaglægger opmærksomheden på en helt anden måde end billeder. Hvis der er et billede, kan jeg kigge den anden vej eller læse i min bog, og så er jeg ikke forstyrret. Hvis der er lyd, så er jeg uundgåeligt forstyrret. Og lyde i reklamer er jo lavet sådan, at de kæmper om opmærksomheden, de er uopfordrede henvendelser, der forsøger at trænge igennem til os. Og der er lyde langt mere insisterende end billeder«.

Tegning:  Mette Dreyer

DSB siger, at de vil harmonisere lyden, så den ikke overdøver den øvrige støj i toget...

»Det er meningsløst. Reklamer er uopfordrede henvendelser, som skal gennembryde den hårde hud, vi som byboere har imod reklamer. At sige, at vi skal have reklamer, der ikke søger at påvirke os med lyd, lys og billeder, det er pjattet. Reklamer er kamp om opmærksomheden. Du har den beroligende stemme, den søde husmor og den smukke pige. Reklamer bruger alle batterier, lyde, lys, billeder – alt det, man ved virker til at fange vores opmærksomhed«.

Ser du skærmene som et udtryk for, at DSB er ude af kontakt med deres kunder?

»DSB er ude af kontakt med sig selv. For at tjene penge leverer de en ydelse, som de ikke skal levere. DSB skal levere transport, ikke tvinge os til at høre på reklamer. Og det er tvang, der er tale om, for vi kan ikke gå andre steder hen. Set fra reklamebranchen er det selvfølgelig genialt og et drømmescenarie. Bind folk på hænder og fødder, åbn deres ører, spil deres øjne op, så de ikke kan lade være med at se, og så bombarder dem med reklamer – ligesom i Stanley Kubricks ’A Clockwork Orange’«.

DSB mener selv, at det er et bytteforhold, hvor kunderne får bedre trafikinformation og forskellige tidsbesparende tips, så du får mere tid til familien mod at se reklamer?

»Det er rigtigt, at en skærm kan give langt mere differentieret information, men jeg mener bare, at prisen er for høj. Og jeg vil meget nødig have, at DSB påtager sig at hjælpe mig med min familie«.

Det er ikke et fair bytte?

»Nej, for så længe informationen kommer ikke blot som billeder, men som lyd, så har man støjforureningen, for der vil jo altid være et stort overbud af information, der ikke er nyttig, men ligegyldig for dig, og som du ikke kan ignorere«.

DSB SVARER PÅ KRITIK»Det her er jo bare en byttehandel«