Så gjorde de det igen. Færingerne.

Hele befolkningen festede og fór fra den ene hvalbugt til den anden. I en blodrus. Børn, kvinder og mænd. Festede i dagevis. Som de plejer, når sæsonen starter. Kun for sjov.

Slagtede nogle hundrede søde og intelligente havpattedyr, der uden gps’er eller anden form for nautisk assistance havde forvildet sig inden for huleboernes territoriale farvand.

En del af Danmark. Kødet og spækket har de ikke brug for deroppe. De kan konsumere det, som civiliserede mennesker spiser. Slagtet på civiliseret vis. Bag lukkede døre. Uden blod

Dette er nogenlunde det billede, de fleste mennesker forestiller sig efter at have hørt og set reportager fra de seneste grindedrab på Færøerne. Eller måske hellere: redigerede reportager fra grindedrab, der hidser læsere, lyttere og seere op over dette anstødelige fænomen.

Store overskrifter verden over. I det Herrens år 2010. Helt i overensstemmelse med filosoffen Herbert Spencers (1820-1903) udtalelser: »Opinion is ultimately determined by the feelings, and not by the intellect«.

Således lader vi os hidse op over det, vi ser og oplever eller tror, vi ser og oplever. Vi får de friskeste nyheder ind som færdigretter og fastfood. Nyredigerede til formålet. Og vi spiser ukritisk. Ligger og hidser os op over disse barbarer, mens vi slår mave på dette letfordøjelige måltid. Vores eget blod kommer i kog.

Som tidligere formand og bestyrelsesmedlem i 17 år for den færøske grindehvalfangerforening, hvis formål er og har været at oplyse om grindedrab, kan jeg oplyse følgende:

• Grindehvalen er ikke en truet dyreart (ifølge NAMMCO ca. 600.000-800.000 dyr i Nordatlanten).

• Spæk og kød går til menneskeføde (udnyttelse: >53 procent af kropsvægten).

• Aflivningsmetoden er human (hurtigste aflivningsmetode for vilde pattedyr, både på land og i vand, IWC Glasgow 1992).

• Hvalfangsten er reguleret (<0,3 procent af bestanden tages årlig, reproduction rate >8 procent).

• Grindefangst og aflivningsmetode evalueres fortløbende på Færøerne.

• Grindefangst er en fuldkommen tilfældig og ukommerciel traditionel fangst.

• Med en effektiv og human aflivningsmetode får vi det bedste kød/spæk.

• Det er enhver jægers pligt, ære og stolthed at aflive ethvert dyr så hurtigt og humant som muligt.

• Vi ville ikke aflive disse dyr, såfremt alibiet alene var baseret på kulturel tradition, hvis de tre første kriterier ikke var opfyldt

Det meste af det, vi i vores del af verden spiser, bliver aflivet, inden det konsumeres. Det foregår i dertil indrettede lokaler, der kontrolleres løbende.

Klienterne transporteres til slagtebænken som specialtransport fra deres celler, hvor de har tilbragt livet, propmætte. De har utvivlsomt haft et godt liv med fuld mave. Vi finder maden grydeklar i supermarkederne. For eksempel nyslagtede burhøns, som ligger fristende emballeret i en dertil lavet dekorativ ligkiste, lige til at kremere og konsumere.

Men dette lader sig desværre ikke gøre, når vi nogle få gange om året tager 50-200 grindehvaler. Og ja, det ser drabeligt ud. Det er blodigt. Og det kan vi ikke skjule. Vi forsøger heller ikke at skjule det for omverdenen.

Vores opmærksomhed, energi, intensitet og nærvær fokuseres 100 procent på aflivningen, de få minutter et grindedrab sædvanligvis varer. Bagefter evalueres forløbet af erfarne grindefangere.

Er grindedrab da så meget anderledes end aflivning af andre dyr? Og er færinger så meget anderledes end andre, nær sagt, mennesker?

Eller stiller vi os bare i køen af moralister og hyklere, vasker vore rene hænder og råber: Korsfæst! Og placerer vores formue sikkert i kunst, bl.a. S.J. Mykines’ malerier af grindedrab?

Men livet går sin vante gang. I 2010. Hvor mange af os tænker egentlig over, hvordan dyret, som vi spiser, har haft det, eller på aflivningsmetoden, mens vi nyder den udsøgte ret sammen med et godt glas årgangsvin og socialt og civiliseret passiarer med naboen om alverdens spørgsmål og tidens aktuelle temaer?

Forurening eller andre interessante emner?

Et godt emne tåler altid en god debat, men det skader ikke, at den er krydret med en anelse sandhed, også selv om nutidens civiliserede mennesker synes at hælde til de berømte ord: Hvis det er fakta, så benægter a fakta!

De er alligevel skøre, de færinger!