Annonce
Debat 8. jan. 2009 KL. 00.01

Ingen bøn i skolen, Haarder

Debat: På Houlkærskolen i Viborg beder man fadervor ved morgensamling. Det strider imod folkeskoleloven og bør stoppes med det samme. Kommentér dagens debatindlæg her.

Send debatindlæg til politiken.dk:

'Opinion', Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V

debat@pol.dk

Debatindlæg må max. være 200 ord.

Oplys altid navn, titel og adresse til redaktionen.

I sidste uge rejste Humanistisk Samfund sagen om Houlkærskolen i Viborg, hvor man beder fadervor med eleverne ved den daglige morgensamling.

I denne uge kan vi bekræfte, at også Nr. Nissum skole ved Lemvig har samme praksis. Vi er bekymrede over, at man således tager børnene som gidsler i en religiøs forkyndelse i en folkeskole, hvor den slags ikke kan være tilladt.

For er det tilladt? Uddannelsesordfører for Socialdemokraterne, Christine Antorini, siger til Ritzau, at »det at bede en bøn er en religiøs handling, og religiøse handlinger hører kirkerne til og ikke folkeskolerne«. Vi er naturligvis enige og undrer os derfor stadig over undervisningsminister Bertel Haarders afvisning af, at der skulle være noget problem.

Haarder sender aben viedere
Ifølge Haarder er det »op til lokal beslutning at træffe afgørelse om, hvordan man finder det mest hensigtsmæssigt at indrette sig på området«. Så er aben sendt videre til skoleudvalget i den pågældende kommune. I ministerens øjne er der ikke noget at komme efter. I hvert fald ikke for ham.

For Ministeren tolker åbenbart ikke folkeskoleloven sådan, at forkyndelse (og bøn er så forkyndende som noget kan være) er noget åbenlyst problem.

Det er mærkeligt, for faktisk er folkeskoleloven temmelig klar på netop det område. Eleverne må ikke påvirkes i retning af en særlig livsanskuelse eller politisk holdning. Ergo må lærerne hverken læse op af socialdemokraternes principprogram eller sammen med eleverne bekende troskab til en særlig religiøs retning i skoletiden.

Lignende sag på Elling Skole
Endnu mere mærkeligt er det, at Bertel Haarder tidligere har vist, at han udmærket forstår loven, og hvad den betyder. Sidste år opstod der nemlig en lignende sag på Elling Skole i Frederikshavn, hvor lærere inspireret af Jes Berthelsens New Age-religiøse lære ved det såkaldte Vækstcenter indførte forskellige religiøse praksisser i undervisningen.

Den såkaldte ’infogruppe’ pressede ministeren for et svar, og i et notat fra Bertel Haarder dateret 14.2.2008 gør han det klart at: »Efter folkeskolelovens paragraf 1, stk. 3, skal folkeskolen forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Bestemmelsen indebærer, at folkeskolen ikke må søge at påvirke eleverne i retning af bestemte livsanskuelser eller politiske opfattelser«.

Klokkeklar tale?
Klokkeklar tale, der sender et tydeligt signal om, at Elling Skoles praksis var på kant med loven. Det samme medhold fra ministeren får Humanistisk Samfund ikke i sin sag om kristen forkyndelse på Houlkærskolen. Frihed for Loke såvel som for Thor?

I begge sager vil ministeren dog ikke foretage sig yderligere. Det må ordnes lokalt. Men kan man virkelig blive ved med at tørre sagen af på det lokale skoleudvalg?

Skulle man som ansvarlig minister ikke tage problemet seriøst og udsende en klokkeklar vejledning på området, der tydeliggør overfor skoler, skolebestyrelser og kommuner, hvad loven utvetydigt siger?

Det er ikke en ny lov, eller et ’forbud mod fadervor’, der er brug for, loven er udmærket, den bliver bare ikke overholdt.

Dennis Nørmark og Erik Bartram Jensen er ambassadører for humanistisk samfund.

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

Annoncer
Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

16. maj. KL. 00.01 Logistik

Det sker
Vatnisse? Med veloplagt fortællerytme og vittig dialog er 'Gummi T' en vellykket opdatering. - Foto: (PR)
16. maj. KL. 12.07

Animeret Gummi-Tarzan opfylder alle mirakelønsker

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning