Tilfældighedernes spil gjorde 64-årige Henning Dyremose til konservativ politiker.

Han kunne lige så godt være endt i rød blok. Den tidligere koncernchef i TDC og finansminister i Schlüterregeringen voksede op i et fattigt arbejderhjem i Holstebro, hvor faderen var stolt socialdemokrat.

Allerede tidligt i sit liv møder Henning Dyremose tre personer – en ung mand og to kvinder – der fuldstændig ændrer hans verdensbillede i borgerlig retning: Ulf, Elly og den nye pige i klassen.

»Jeg var kun ni år, da Ulf pludselig kom ind i familien. Han var kæreste med min storesøster, og han åbnede mine øjne for en ny verden. Ulf var stud.jur., konservativ og meget velformuleret. Det skabte store diskussioner, ikke mindst med mine to ældste søskende, der også dengang var glødende socialdemokrater. Vi har altid haft gode familiediskussioner. Men grosserersønnen Ulf ændrer alt. De fire yngste søskende blev konservative. Ulf gav alle os yngre børn et håb om, at hvis vi gjorde det, som mor og far sagde, nemlig uddanne os, så ville vi få bedre økonomiske muligheder, end de havde haft«.

Så grosserersønnen Ulf blev din rollemodel?

»Ja, han viste mig, at flid og uddannelse kan bringe én langt i tilværelsen. Som tiårig mente mine lærere, at jeg var god nok til at komme i mellemskolen. Så jeg sprang 5. klasse over. Og i mellemskolen havde jeg en matematiklærer og en dansklærer, der sagde, at jeg var god nok til at komme i gymnasiet allerede som 14-årig. Det gjorde mig stolt. Og for mig kom det til at definere socialkonservatismen: at alle ved flid, dygtighed – og lidt held – kan få mulighederne for at blive både konservativ finansminister og koncerndirektør i TDC, selv som ganske almindelig arbejderdreng eller -pige fra provinsen«.

Blev mobbet som barn
Henning Dyremose begyndte at tjene penge allerede som 6-årig. Han gik med aviser, og sammen med mælkemanden kørte han rundt i Holstebro på hestevogn. Senere begyndte han at organisere salg af morgenbrød, som han og brødrene fik kørt med toget fra bageren i Struer om søndagen.

»Mit barndomshjem var præget af omsorg, flid, sparsommelighed og stor politisk interesse. Men hvis ikke man har prøvet de rigtig grimme ting som barn, er man måske heller ikke i samme grad motiveret til at arbejde hårdt og flittigt. Når min far var arbejdsløs om vinteren – og der ikke var sne, så han kunne skovle sne for kommunen – var det svært at få mad på bordet«.

Hvornår gik det op for dig, at I var fattige?

»Det gjorde det allerede, da jeg var barn. Min farbror og moster var udvandret til USA i 1930’ernes depression. De sendte deres aflagte tøj hjem til os i Vestjylland. Og hvordan tror I, det var at gå rundt i 1950’erne i Holstebro i aflagte amerikanske plusfours i rød-gule farver. Det gjorde da, at vi blev drillet i gaden«.

Tegning:  Roald Als.

Var du flov over at være fattig?

»Nej, min families omsorg og kærlighed gjorde os stærke. Jeg var også stor af min alder, så dem, der mobbede mig, gav jeg simpelthen nogle klø. Det var først, da jeg var ti, at jeg fandt ud af, at man ikke måtte slå. Vi havde ofte gadekampe. Slagsmålet var i min barndom et accepteret værktøj«.

Fattigdommen gav dig ikke mindreværd som ung?

»Nej, men man kan sige det på den måde, at jeg aldrig har gjort en dyd ud af at fortælle om min baggrund. For der har været situationer, hvor jeg følte mig flov. Engang holdt jeg en fest hjemme hos mine forældre. Traktementet var ikke overdådigt, og mine forældre ville kun servere sodavand, da vi ikke var 18 år. Og da var det, at nogle af de mere velhavende fra min klasse sagde, at her gider vi ikke være – og så forlod de festen. Da sad jeg alene tilbage og følte mig ydmyget«.

Du har aldrig brugt din fattige opvækst til at profilere dig politisk?

»For mig ville det have karakter af politisk voldtægt, hvis jeg i for høj grad havde brugt min baggrund. Når jeg nogle få gange har været udsat for hadske angreb, hvor folk siger, at jeg bare er en snotrig konservativ, der kan gå hjem og lægge mig, så kan jeg godt finde på at sige: Hør lige her, kammerat, jeg er sjette barn af en fattig arbejder i Holstebro. Og det samfund, du arbejder for, er et samfund, hvor fattige børn skal have muligheder for at få uddannelse og gøre karriere, som jeg har haft. Så det gider jeg ikke høre på«.

Den konservative kæreste
I gymnasietiden sker det afgørende brud med arbejderkulturen i barndomshjemmet. Henning Dyremose møder sin senere hustru, Elly, på håndboldbanen i Holstebro:

»Mælkemandens søn var håndboldtræner. Og han manglede to drenge til at træne tolv piger. Det fik jeg og en kammerat så lov til – og det var rigtig skægt. Her møder jeg Elly. Hun kommer fra et lille bundkonservativt hjem. Hun er ældste datter hos en murermester med en lille forretning, han er ærkekonservativ. Og mine politiske impulser fra Ulf bliver hurtigt stimuleret af Elly – og da der bliver dannet en afdeling for konservative på gymnasiet i Struer, melder jeg mig straks ind«.

Hvad mener du med ærkekonservativt?

»Ellys far var klassisk konservativ. Han troede på, at hvis man yder en ekstraordinær indsats, så skal og vil man blive belønnet for det. Han tror på, at alle skal have lige muligheder, og han tror på, at den private ejendomsret er af afgørende betydning for at udvikle samfundet«.

Hvordan har Elly påvirket dig politisk?

»Hun var den af os to, der hurtigst fik gang i en politisk karriere – som konservativ folketingskandidat og som studenterpolitiker. Elly var klart i front i de første mange år«.

Har din kone også hjulpet dig til at slippe væk fra din baggrund?

»Ja, på sin vis. Jeg har arbejdet så meget i mit liv, fordi jeg ikke ville ende med samme økonomiske status som mine forældre. Vi har begge været fokuseret på uddannelse og arbejdsomhed. For hvis man arbejder mindre, end jeg har gjort, så er sandsynligheden for, at man gør karriere, også mindre. Karriere afhænger af flid, dygtighed og held. Flid bestemmer man selv. Er man det, så øger man sandsynligheden for, at man er dygtig. Og er man flittig og dygtig, så øger man også sandsynligheden for, at man er heldig«.

Studenterambassadør i Amerika
Henning Dyremose klarede sig godt i gymnasiet, især de sidste år, og da en ny pige begyndte i klassen, anbefalede hun, at Dyremose skulle være den næste udvekslingsstudent med American Field Service. Dermed fik han mulighed for at komme til USA straks efter studentereksamen.

»Jeg var meget fascineret af Kennedy – og husker tydeligt, da min strenge kemilærerinde fik besked på at tænde for radioen: »The President has been shot«. Den hændelse gjorde, at Kennedy, der allerede var mit idol, blev kanoniseret. Jeg pløjede mig igennem alt, hvad han har sagt og skrevet. Samtidig skulle jeg holde 50 foredrag om Danmark. Det var meget modnende at skulle stå i Amerika og fortælle folk om det Danmark, som jeg holder meget af, men som de opfattede som noget næsten kommunistisk«.

Hvad fortalte du om Danmark?

»Om vores demokrati og grundlov. Jeg fortalte, at det var et samfund, hvor man fik lige muligheder – og hvor der blev lagt vægt på, at alle unge skulle kunne få en god uddannelse«.

Du lovpriste altså den socialdemokratiske model?

»Nej, sådan vil jeg ikke sige det. I min udgave af konservatismen, socialkonservatismen, er der snarere en stor fællesmængde med socialdemokratismen. I mit politiske virke har jeg også haft nemt ved at indgå samarbejde med Socialdemokratiet. Der var mange, der syntes, at jeg var lidt rød som konservativ. Og det hænger måske sammen med min baggrund. Som arbejderdreng har jeg aldrig opfattet mig selv som højreorienteret«.

Din baggrund minder om Poul Nyrup Rasmussens. Kan du selv se en parallel?

»Ja, mit forløb og Poul Nyrups minder om hinanden. Hvis jeg ikke tilfældigvis havde fået grosserersønnen Ulf ind i mit liv som niårig, havde mødt min senere hustru, den konservative Elly, på håndboldbanen, og som 17-årig var kommet til USA som udvekslingsstudent, kunne jeg lige så godt have været blevet socialdemokrat«.

Fremmed for overklassen
Som administrerende direktør i TDC og frontfigur har Henning Dyremose ofte været i skudlinjen som selve symbolet på en overklasse med gigantiske lønninger og bonusordninger. Selv føler han ikke, at han er en del af overklassen.

»Økonomisk er der ingen tvivl om, at jeg er en del af overklassen. Jeg kender bare ikke nogen fra overklassen. De mennesker, jeg kender, er ganske almindelige mennesker. Jeg har jo også stadig væk min familie, hvor vi stadig er fire levende af seks børn«.

Føler du dig ikke som en del af overklassen i dag?

»I mit personlige liv har jeg ingen berøring med det, I kalder for ’overklassen’. Jeg har jo ikke haft tid til at gå på jagt, spille golf – og ikke haft lyst til at have en sejlbåd, så jeg er måske ikke kommet de steder ...«.

Men hvis ikke netop du er overklasse, er der vel ingen i dagens Danmark, der kan siges at tilhøre overklassen?

»Et begreb som ’overklasse’ hører slet ikke hjemme i et demokratisk samfund som det danske. Adelen har for længst mistet sine privilegier, og jeg synes, det skaber kunstige skel i samfundet, hvis man stadig definerer en overklasse i forhold til en underklasse. Jeg er selv et eksempel på, at man godt kan arbejde sig frem til at klare sig bedre end ens forældre«.

Men de sociale forskelle er jo ikke forsvundet i Danmark?

»Når man ser på den statistiske udvikling, så spiller social arv stadig en alt for stor rolle. Heldigvis findes der mange mønsterbrydere ligesom mig. Men jeg vil da gerne erkende, at både vi og Socialdemokraterne har fejlet ved ikke at bryde den sociale arv i højere grad«.

Hvorfor er det så svært at bryde den sociale arv?

»Der er simpelthen en grænse for, hvor hurtigt man kan ændre samfund. I hvert fald fra politisk hold. Derfor tror jeg så meget på konsensus. De pragtfulde muligheder, som det danske samfund har givet mig, ville ikke have været lige så gode, hvis det havde været en ren socialdemokratisk model. Og omvendt: Danmark ville heller ikke være så godt et samfund, hvis det havde været en ren konservativ model. Danmark er en god blanding«.