»Næste gang bliver det for at bryde blokaden mod palæstinenserne i Libanon, at verden vil sende frihedsskibene«, udtalte den libanesiske premierminister, Saad Hariri, i parlamentet for et par uger siden, inden han måtte acceptere et nederlag for lovforslaget, der skulle ophæve årtiers diskrimination mod landets 350.000 palæstinensere.

Selv dette mislykkede forsøg kom kun, fordi libaneserne, ligesom resten af araberne, var gået i overgear i protest mod Israels angreb mod det tyrkiske skib, der var på vej til at bryde Israels blokade mod Gaza.

Alt imens Libanons egne palæstinensere er låst inde i forfærdelige flygtningelejre, udviste det officielle og folkelige Libanon ingen tilbageholdenhed i deres solidaritet over for lidende palæstinensere i Gaza.

Palæstinenserne lever i kummerlige forhold
Libanons palæstinensere har siden borgerkrigens afslutning i 1990 været tvunget til at tilbringe livet i forfærdelige slumkvarterer uden adgang til arbejdsmarked, boligmarked eller sygeforsikring.

Libanon er langt fra at være det eneste arabiske land, der udviser denne særlige form for skizofreni: endeløs, retorisk kærlighed for Palæstina, ringeagt og diskrimination over for palæstinenserne.

Overalt i den arabiske verden har palæstinenserne igennem årtier kunnet opleve kontrasten mellem fine ord om Palæstina og hverdagshandlinger, der har sørget for, at palæstinenserne har levet som andenrangsmennesker.

Mens Libanon afviste at ophæve gamle diskriminatoriske regler mod palæstinenserne, igangsatte den jordanske regering en kampagne for at afskaffe jordansk statsborgerskab for jordanere med palæstinensisk oprindelse.

Denne politik har endda taget voldsomt til i de seneste måneder og har betydet, at tusindvis af Jordans palæstinensere er blevet berøvet ligeret til uddannelse og arbejde. I Irak bliver landets palæstinensere forfulgt og truet på livet med den begrundelse, at de har støttet Saddam Hussein.

Strandet i teltlejre
Flere tusinder af disse palæstinensere har været strandet i teltlejre i ingenmandsland på den syrisk-irakiske grænse.

De to ærkenationalistiske arabiske lande, som højere end nogen andre har udråbt deres kærlighed for Palæstina, nægter at tage sig af disse palæstinensere. I snart fem år har de ventet på, at et arabisk land lukker dem ind.

Syrien, det eneste arabiske land, som stadig fastholder sin støtte til »bevæbnet kamp for at befri Palæstina«, har nægtet at tage imod disse få tusinde livstruede palæstinensiske flygtninge, mens titusinder af irakiske flygtninge får lov til at komme ind og bosætte sig i landet hvert år.

Da ingen af de 22 Palæstinaelskende arabiske lande har indvilliget i at hjælpe de strandede palæstinensere, måtte FN ty til at sende dem til den anden ende af verden: til Brasilien.

En skitzofren mentalitet
Golflandene har igennem flere årtier udnyttet palæstinensernes veluddannede arbejdskraft for at opbygge deres økonomi, alt imens palæstinenserne blev berøvet deres borgerrettigheder. Efter PLO’s støtte til Saddams invasion af Kuwait udviste Golflandene uden rettergang hundredtusinder af palæstinensere, som mistede deres livs opsparing.Skizofrenien opnår nye højder med Egyptens forhold til palæstinenserne.

Mens Egypten højrøstet fordømmer Israels blokade mod Gaza, har Egypten holdt Gazas eneste porte mod den arabiske verden hermetisk lukket og har i de senere måneder bygget en stålmur for at hindre gazanerne fra at smugle livsnødvendigheder. At holde nøglen til fængslet i hånden og råbe op til verden om at bryde låsen, det er, hvad Egypten gør.

Hvad der er endnu mere surrealistisk, er, at ingen i den ganske verden svarer: Brug nøglen i din hånd, din hykler.

For Palæstina
Det værste er, at den ydmygelse og fornedrelse, som palæstinenserne bliver udsat for af deres arabiske brødre, altid bliver retfærdiggjort med, at det bliver gjort for Palæstinas skyld.

Logikken er, at ethvert forsøg på at sikre palæstinenserne en anstændig tilværelse, dér hvor deres ubarmhjertige skæbne har landet dem, aflaster presset fra Israel om at finde en løsning på flygtningespørgsmålet.

Ifølge den logik vil en normalisering af palæstinensernes situation svække deres kampgejst for at vende hjem.Den vedvarende diskrimination afspejler en politisk kultur, som forherliger den nationale sag, alt imens den fornedrer menneskerne bag sagen.

Vigtigst af alt viser kontrasten mellem arabernes højrøstede fordømmelse af Israels undertrykkelse af palæstinenserne i Gaza og ligegyldigheden over miseren, som de selv påtvinger palæstinenserne iblandt dem, at det er hadet til den jødiske stat, der er motivationen for deres fordømmelse og ikke solidaritet med de undertrykte palæstinensiske brødre.

Det er denne forskruede forståelse af den palæstinensiske sag, som har medført, at palæstinenserne har lidt så meget og så længe, fra venners og fjenders hænder, uden at komme nærmere deres endelige mål: genskabelse af et værdigt liv i et land, de kan kalde hjemme.

At holde nøglen til fængslet i hånden og råbe op til verden om at bryde låsen, det er, hvad Egypten gør