Rovdyret sidder stadig i mig
Jeg ville da hellere være født i Hellerup, siger Lisbeth Zornig i Politikens sommerserie.
| AF Lars Trier Mogensen og Per Michael Jespersen |
Sommerserie Sig mig, hvor du er vokset op
Det vil vi i løbet af sommeren spørge syv personer om.
I dag er det Lisbeth Zornig Andersen:
Hun er født i 1968 i Vanløse
Formand for Børnerådet fra 2010
Uddannet cand.polit. ved Københavns Universitet, samt kurser i it-programmering
Har tidligere arbejdet som programmør hos Codan og Danske Bank, samt som adm. direktør i Specialisterne. Hun er i dag i it-strategisk rådgiver hos Testhuset.dk
Siden 2009 har hun også haft sit eget firma, Zornig Consult, der kæmper børnehjemsbørnenes sag.
Hun har selv fem børn på henholdsvis 8, 10, 13, 14 og 21 år. Er fraskilt.
Piercingerne og dragetatoveringen mangler. Men attituden er den samme.
42-årige Lisbeth Zornig Andersen, der i dag er formand for Børnerådet, træder frem som en 10-15 år ældre udgave af Lisbeth Salander fra Stieg Larssons globale bestsellere.
Hun har mere end fornavnet til fælles med den svenske vanrøgtpunker.
Allerede som barn lærte Lisbeth Zornig Andersen at klare sig selv på den hårde
måde.
Det var ikke desto mindre omsorgsfulde mennesker, lærere, naboer og pædagoger,
der gjorde forskellen. På mirakuløs vis har hun arbejdet sig op fra
barndommens tvangsfjernelser til at kæmpe for at give andre udsatte børn et
bedre liv.
»Folk forstår ikke, hvor onde mennesker kan være mod hinanden. De fleste af
Politikens læsere har slet ikke begreb om det barske liv, der leves nogle
steder i Danmark. Men når man ser billeder fra de tragiske børnesager fra
udkantskommunerne, ved jeg virkelig, hvad det handler om: Min mor og stedfar
drak hver dag nede i deres lille bondehus med udendørstoilet på Vestlolland.
Vi var møgbeskidte og gik rundt i sommertøj om vinteren. Da mine brødre blev
tvangsfjernet, glemte myndighederne desværre at få øje på mig«.
Hvordan har din opvækst påvirket dit syn på velfærdsstaten, Lisbeth Zornig?
»Jeg har stor kærlighed til de konkrete mennesker, som har hjulpet mig. Fra
min nabo og lærer Holst og min lærer Grethe nede på Lolland og videre til
forstanderen Rigmor og pædagogen Karen på det pigehjem, jeg senere kom til.
Jeg føler ikke, at det er ’systemet velfærdsstaten’, der har reddet mig, men
derimod de konkrete mennesker, som var en del af velfærdsstatens
institutioner og havde overskuddet og nærheden til virkelig at være der for
sådan én som mig. De viste mig en verden, der var større end den, jeg
kendte, og de hjalp mig til et andet liv end det, den sociale arv ellers
havde forudbestemt for mig«.
Men du er ikke ligefrem blevet afhængig af offentlig velfærd ...
»Nej, så længe jeg kan huske, har jeg vidst, at jeg aldrig skulle på offentlig
forsørgelse. Igen. Det var så ydmygende at komme op på kommunen med min mor
i hånden og bede om penge til tøj eller en seng. For det virkede jo altid at
have et lille barn med. Jeg har stadigvæk problemer med den offentlige
forvaltning, selv at gå ind til Borgerservice. Jeg bliver lidt tør i munden«.
Er du mistænksom over for den offentlige sektor?
»Nej, ikke generelt. Jeg er indædt forkæmper for folkeskolen, fordi det kun er
dér, taberbørnene får en chance for at møde andre børn – og blive
stimuleret. I mine øjne bliver alle født gode. Alle forsøger at gøre det så
godt som muligt. Sådan bliver man også født i underklassen«.
Tegning:
Roald Als.
Hvad mener du?
»Underklassen er et underskudsmiljø, og der er så mange overgreb igennem
generationer, så man ikke rigtig er klar over, hvad man gør ved hinanden.
Jeg tror på det gode i mennesker, men på et eller andet tidspunkt giver
nogle op. Og så er det altafgørende, at andre træder til«.
Det er den borgerlige regering, der har udnævnt dig til formand for
Børnerådet. Hvor ligger du selv politisk?
»Jeg er ræverød – og stokkonservativ. Jeg føler mig ikke hjemme i nogen af de
politiske kasser, som eksisterer nu«.
Instinkt som et rovdyr
Lisbeth Zornig Andersen blev født i nogle husvildebarakker i Vanløse, der
blev kaldt for ’Knivstikkerlejren’.
Forældrene mødte hinanden i det barske havnearbejder- og værtshusmiljø i Sydhavnen, og allerede som 24-årige havde de fået fire børn: tre sønner og en pige.
Lisbeth var den mindste. Selv om forældrene blev skilt og storebrødrene
fjernet, da moderen flyttede til Lolland, mener Lisbeth Zornig, at hun lærte
noget af sin familie, hun har kunnet bruge senere hen i livet:
»Min yngste storebror har begået selvmord, min anden bror er meget syg af
aids, og den sidste er førtidspensionist, hashmisbruger og tidligere
rockersupporter.
Min mor og stedfar drak hver dag nede i deres lille bondehus med udendørstoilet på Vestlolland. Vi var møgbeskidte og gik rundt i sommertøj om vinteren. Da mine brødre blev tvangsfjernet, glemte myndighederne desværre at få øje på mig
Lisbeth Zornig Andersen
Men de tre personer har i virkeligheden været mine forbilleder i de første 12
år af mit liv, før jeg kom på børnehjem. De kom jo hjem på weekender, og
hvis der er noget, jeg har lært af dem, er det den der ’don’t fuck with
me’-attitude«.
Hvad vil det sige?
»Der er aldrig nogen, der har turdet mobbe mig. Jeg har stadig en form for
rovdyradfærd, for jeg kan lugte fare lang tid i forvejen, og så smutter jeg.
Men hvis jeg bliver skræmt op i en krog, er der ingen, der skal prøve på at
true mig. På børnehjemmet i Nakskov opdagede de, at hvis man truede mig til
at gøre et eller andet, og de ikke forstod et nej, kastede jeg et møbel
efter dem. Jeg tror egentlig, det var en god overlevelsesmekanisme«.
Det lyder som Lisbeth Salander. Du har selv sammenlignet dig med Stieg
Larssons figur ...
»Ja, jeg kan sagtens identificere mig med Lisbeth Salander-skikkelsen i Stieg
Larssons bøger: Jeg blev tvangsfjernet fra børnehjemmet, fordi jeg var for
voldelig, jeg har instinkter som et rovdyr og arbejder tilmed med
computerteknologi. Jeg stoppede dog ved en enkelt tatovering«.
Ser du andre ligheder mellem dig selv og Lisbeth Salander-skikkelsen?
»Ja. Gennem hele min barndom blev min mor gennembanket af diverse mænd.
Desværre gjorde jeg ikke andet end at få hende på hospitalet. Jeg beskyttede
hende ikke godt nok ...«.
Med den baggrund, hvordan fik du selvtilliden og troen på, at du var
klogere end de fleste?
»Jeg vidste, at jeg var dygtig, fordi jeg i en tidlig alder blev sendt til
skolepsykolog. Og her viste testen, at jeg var højt begavet. Det fortalte
skolepsykologen mig – og dét holdt jeg fast i, uanset hvad der skete. Det
var ligesom én ting, jeg kunne. Men jeg er fuldt bevidst om, at det let
kunne være gået den anden vej. Hvis jeg var blevet på børnehjemmet i
Nakskov, havde jeg nok haft mere end den ene tatovering, jeg har i dag«.
Hellere født i Hellerup
Lærerne tog sig af den begavede pige.
Da Lisbeth Zornig Andersen var 12 år, fik naboen, der også var lærer på den lokale skole, hjulpet hende væk hjemmefra.
Tre begivenheder der har præget Lisbeth Zornig:
De pædagoger og lærere, der har troet på mig, har givet mig en forståelse for, at jeg kan takke andre for min sociale opstigning. Som mine lærere Holst og Grethe nede på Lolland, forstanderen Rigmor og pædagogen Karen på pigehjemmet.
I en tidlig alder blev jeg sendt til skolepsykolog, hvor testen viste, at jeg var højt begavet. Det fortalte skolepsykologen mig ? og dét holdt jeg fast i. Det har været afgørende for mig, at her var én ting, jeg kunne.
Men hun blev snart smidt ud af børnehjemmet på Lolland. Heldigvis kom hun
videre på et pigehjem ved Faxe Ladeplads, hvor forstanderen havde høje
forventninger til hende:
»Selv om alle pigerne kom fra tidligere anbringelser, tog de det for givet, at
vi – og i hvert fald jeg – skulle i gymnasiet. Jeg lærte at betragte mig
selv på lige fod med alle andre børn. Mine eneste overvejelser blev hurtigt,
om jeg skulle være matematisk eller sproglig student. Og i gymnasiet fik en
af pædagogerne mig overbevist om, at jeg skulle videre på universitetet«.
Det må have været et kæmpe kulturchok for dig ...
»Bestemt. Jeg har høj selvtillid, men er nok stadig præget af lavt selvværd.
Jeg har altid haft enorme huller på det dannelsesmæssige plan i forhold til
mine omgivelser. Jeg har stadigvæk svært ved mange ting, f.eks. at arrangere
ferie med børnene i udlandet. Jeg vil gerne, og jeg har også råd, men jeg er
ikke vokset op med at tage på ferie. Det er bare ikke naturligt for mig at
planlægge sommerferie i februar, ligesom alle andre gør. Jeg fløj kun én
gang som barn. Med børnehjemmet«.
Har du følt, at det var uretfærdigt, at du ikke havde samme muligheder som
andre?
»Nej, ikke uretfærdigt. Men jeg har ofte tænkt: Hvor uheldig kan man være! Jeg
ville da hellere være født i Hellerup. Nogle af mine venner i dag, som er
vokset op i Nordsjælland, og som er velhavende, har et selvværd og en indre
ro, som jeg er meget misundelig på. De er vokset op i kærlighed og overskud.
Jeg elsker det miljø, deres stil og gode smag. Det er ikke noget, jeg
selv har meget af. Jeg elsker at betragte dem – udefra«.
Hvor føler du dig hjemme i dag?
»Ingen steder. Måske på nær den lejlighed i Rødovre, hvor jeg bor med mine fem
delebørn. Personlig tror jeg, at det er en særlig kompetence at have ben i
forskellige lejre. Jeg kan sagtens forstå borgerlige politikeres argumenter,
men også se, hvornår de mangler et menneskeligt ansigt«.
Tror ikke på stærk ener
Den ekstreme opvækst har givet Lisbeth Zornig Andersen en særlig indsigt i
udsatte børns vilkår.
Hun er selv en karakterstærk mønsterbryder. Som formand for Børnerådet advarer
hun dog mod at tro, at individuelle egenskaber alene kan gøre forskellen for
anbragte børn.
»Jeg tror ikke så meget på den stærke ener. Der findes naturligvis
undtagelser, men det handler rigtig meget om de mennesker, man som barn og
ung møder på sin vej. Hvis ikke min nabo Holst og min lærer Grethe havde
grebet ind, ville jeg måske aldrig være sluppet væk fra Lolland. Og hvis
ikke forstanderen Rigmor og pædagogen Karen havde fået sendt mig i den
retning, var jeg nok heller aldrig kommet på universitetet«. 
Men det betyder vel også noget for ens muligheder, hvor kvik man er som
barn?
»Ja, man kan appellere mere eller mindre til voksne, og da jeg var mindre,
havde jeg en enorm voksenappel – i modsætning til mine brødre. Jeg tror, jeg
har mødt nogle voksne, som tænkte, at jeg var sød og dygtig. Men det ville
være naivt og verdensfjernt at tro, at jeg skulle have hevet mig selv op ved
hårrødderne. Det er først og fremmest de lærere og pædagoger, som jeg har
mødt på min vej, der har hjulpet mig videre«.
Enere kan altså ikke alene?
»Nej, selv om jeg har stor tiltro til mig selv, ved jeg udmærket, at det ikke
kun er min egen skyd, at det er gået så godt for mig videre hen. Det skyldes
i høj grad det omgivende samfund og nogle mennesker med overskud, som har et
stort hjerte. Helt tilbage fra skolepsykologen, der gav mig selvtillid i
forhold til skolearbejdet«.
Hvad synes du, at folk kan lære af din historie?
»Nogle gange kan jeg føle mig som et sandhedsvidne. Ligesom én, der overlevede
Auschwitz, som folk vil have til at fortælle om, hvordan livet i bunden af
underklassen er. Men det er altså vigtigt, at folk får indsigt i vilkårene
for børn i udkantskommunerne. Der skal nogle billeder på. Folk må forstå,
hvad der sker, når man f.eks. sparer penge til a-kasserne eller skærer i
børnechecken til store børnefamilier. Det betyder, at nogle børn ikke får
nyt tøj – og må rende snavsede og pjaltede rundt. Det er fandeme ikke sjovt.
Men det sker altså stadig i dagens Danmark«.
Folk forstår ikke, hvor onde mennesker kan være mod hinanden
Jeg er indædt forkæmper for folkeskolen, fordi det kun er dér, taberbørnene
får en chance for at møde andre børn – og blive stimuleret.
Se også
- Akademikerbørn kan blive socialt blinde 04. maj 00.01
- »Ey, Danmark - hvad sker der for dig?« 10. dec 12.41
- »De slidte kvindekroppe skræmte mig« 07. aug 09.00
- »Det er sgu sjovere at sige ja« 31. jul 08.30
- Mine skolekammerater var ikke racister 24. jul 08.30
- Jeg tilhører en forsvunden klasse 17. jul 10.15
- Bestseller om engle-kamp er mere interessant end spændende 13. jul 10.55
- Overklassen? Den kender jeg ikke 03. jul 08.30
- Ulige børn leger bare bedst 26. jun 09.00
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
Guide: Københavns bedste havnespots
ibyen anbefaler
-
22. maj. 2012 KL. 12.26 Biografen Jagten
- 22. maj. 2012 KL. 10.56 Scenen Cirkusrevyen 2012
restaurant & cafe
Seneste Leder
-
22. maj 00.01
-
21. maj 00.01
-
20. maj 00.01
-
19. maj 00.01
-
18. maj 00.01
-
17. maj 00.01
-
16. maj 00.01
-
15. maj 00.01
-
14. maj 00.01
-
13. maj 00.01
- › Se flere
Seneste læserbreve
-
22. maj 13.56
-
22. maj 08.24
-
21. maj 15.37
-
19. maj 23.22
-
19. maj 19.44
-
19. maj 10.47
-
19. maj 00.26
-
18. maj 20.15
-
18. maj 11.23
-
18. maj 09.05
- › Se flere
Seneste Skriv
-
19. maj 12.11
-
18. maj 12.47
-
18. maj 11.09
-
18. maj 10.39
-
15. maj 07.43
-
14. maj 12.41
-
11. maj 17.34
-
11. maj 11.17
-
10. maj 09.14
-
09. maj 09.27
- › Se flere
Seneste Dagens tegning
-
22. maj 00.01
-
21. maj 00.01
-
20. maj 00.01
-
19. maj 00.01
-
18. maj 00.01
-
17. maj 00.01
-
16. maj 00.01
-
15. maj 00.01
-
14. maj 00.01
-
13. maj 00.01
- › Se flere
Mest læst i dag
-
22. maj 08.45
-
21. maj 10.34
-
19. maj 20.37
-
22. maj 00.01
-
22. maj 08.59
-
21. maj 10.47
-
22. maj 10.42
-
22. maj 08.55
-
21. maj 20.28
-
21. maj 15.37
Mest læst i går
-
21. maj 10.34
-
20. maj 21.03
-
21. maj 10.47
-
20. maj 20.09
-
19. maj 20.37
-
20. maj 20.10
-
19. maj 18.55
-
21. maj 00.01
-
21. maj 20.28
-
21. maj 00.01
Coldframe i cedertræ
Dyrk i dit drivhus - også på altanen eller terassen ! Cedertræ er en fuldstændig vedligeholdelsesfri træsort, der får en smuk grå patina henover årene, og udover det så dufter cedertræ fantastisk og giver varme til omgivelserne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 150 kr.
Alm. pris 180 kr
|
|
Pluspris 1395 kr.
Alm. pris 1680 kr
|
|
Pluspris 500 kr.
Alm. pris 600 kr
|
|
















God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.
›Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR