Piercingerne og dragetatoveringen mangler. Men attituden er den samme.

42-årige Lisbeth Zornig Andersen, der i dag er formand for Børnerådet, træder frem som en 10-15 år ældre udgave af Lisbeth Salander fra Stieg Larssons globale bestsellere.

Hun har mere end fornavnet til fælles med den svenske vanrøgtpunker.

Allerede som barn lærte Lisbeth Zornig Andersen at klare sig selv på den hårde måde.

Det var ikke desto mindre omsorgsfulde mennesker, lærere, naboer og pædagoger, der gjorde forskellen. På mirakuløs vis har hun arbejdet sig op fra barndommens tvangsfjernelser til at kæmpe for at give andre udsatte børn et bedre liv.

»Folk forstår ikke, hvor onde mennesker kan være mod hinanden. De fleste af Politikens læsere har slet ikke begreb om det barske liv, der leves nogle steder i Danmark. Men når man ser billeder fra de tragiske børnesager fra udkantskommunerne, ved jeg virkelig, hvad det handler om: Min mor og stedfar drak hver dag nede i deres lille bondehus med udendørstoilet på Vestlolland. Vi var møgbeskidte og gik rundt i sommertøj om vinteren. Da mine brødre blev tvangsfjernet, glemte myndighederne desværre at få øje på mig«.

Hvordan har din opvækst påvirket dit syn på velfærdsstaten, Lisbeth Zornig?

»Jeg har stor kærlighed til de konkrete mennesker, som har hjulpet mig. Fra min nabo og lærer Holst og min lærer Grethe nede på Lolland og videre til forstanderen Rigmor og pædagogen Karen på det pigehjem, jeg senere kom til. Jeg føler ikke, at det er ’systemet velfærdsstaten’, der har reddet mig, men derimod de konkrete mennesker, som var en del af velfærdsstatens institutioner og havde overskuddet og nærheden til virkelig at være der for sådan én som mig. De viste mig en verden, der var større end den, jeg kendte, og de hjalp mig til et andet liv end det, den sociale arv ellers havde forudbestemt for mig«.

Men du er ikke ligefrem blevet afhængig af offentlig velfærd ...

»Nej, så længe jeg kan huske, har jeg vidst, at jeg aldrig skulle på offentlig forsørgelse. Igen. Det var så ydmygende at komme op på kommunen med min mor i hånden og bede om penge til tøj eller en seng. For det virkede jo altid at have et lille barn med. Jeg har stadigvæk problemer med den offentlige forvaltning, selv at gå ind til Borgerservice. Jeg bliver lidt tør i munden«.

Er du mistænksom over for den offentlige sektor?

»Nej, ikke generelt. Jeg er indædt forkæmper for folkeskolen, fordi det kun er dér, taberbørnene får en chance for at møde andre børn – og blive stimuleret. I mine øjne bliver alle født gode. Alle forsøger at gøre det så godt som muligt. Sådan bliver man også født i underklassen«.
Tegning:  Roald Als.
Hvad mener du?

»Underklassen er et underskudsmiljø, og der er så mange overgreb igennem generationer, så man ikke rigtig er klar over, hvad man gør ved hinanden. Jeg tror på det gode i mennesker, men på et eller andet tidspunkt giver nogle op. Og så er det altafgørende, at andre træder til«.

Det er den borgerlige regering, der har udnævnt dig til formand for Børnerådet. Hvor ligger du selv politisk?

»Jeg er ræverød – og stokkonservativ. Jeg føler mig ikke hjemme i nogen af de politiske kasser, som eksisterer nu«.

Instinkt som et rovdyr
Lisbeth Zornig Andersen blev født i nogle husvildebarakker i Vanløse, der blev kaldt for ’Knivstikkerlejren’.

Forældrene mødte hinanden i det barske havnearbejder- og værtshusmiljø i Sydhavnen, og allerede som 24-årige havde de fået fire børn: tre sønner og en pige.

Lisbeth var den mindste. Selv om forældrene blev skilt og storebrødrene fjernet, da moderen flyttede til Lolland, mener Lisbeth Zornig, at hun lærte noget af sin familie, hun har kunnet bruge senere hen i livet:

»Min yngste storebror har begået selvmord, min anden bror er meget syg af aids, og den sidste er førtidspensionist, hashmisbruger og tidligere rockersupporter.

Men de tre personer har i virkeligheden været mine forbilleder i de første 12 år af mit liv, før jeg kom på børnehjem. De kom jo hjem på weekender, og hvis der er noget, jeg har lært af dem, er det den der ’don’t fuck with me’-attitude«.

Hvad vil det sige?

»Der er aldrig nogen, der har turdet mobbe mig. Jeg har stadig en form for rovdyradfærd, for jeg kan lugte fare lang tid i forvejen, og så smutter jeg. Men hvis jeg bliver skræmt op i en krog, er der ingen, der skal prøve på at true mig. På børnehjemmet i Nakskov opdagede de, at hvis man truede mig til at gøre et eller andet, og de ikke forstod et nej, kastede jeg et møbel efter dem. Jeg tror egentlig, det var en god overlevelsesmekanisme«.

Det lyder som Lisbeth Salander. Du har selv sammenlignet dig med Stieg Larssons figur ...

»Ja, jeg kan sagtens identificere mig med Lisbeth Salander-skikkelsen i Stieg Larssons bøger: Jeg blev tvangsfjernet fra børnehjemmet, fordi jeg var for voldelig, jeg har instinkter som et rovdyr og arbejder tilmed med computerteknologi. Jeg stoppede dog ved en enkelt tatovering«.

Ser du andre ligheder mellem dig selv og Lisbeth Salander-skikkelsen?

»Ja. Gennem hele min barndom blev min mor gennembanket af diverse mænd. Desværre gjorde jeg ikke andet end at få hende på hospitalet. Jeg beskyttede hende ikke godt nok ...«.

Med den baggrund, hvordan fik du selvtilliden og troen på, at du var klogere end de fleste?

»Jeg vidste, at jeg var dygtig, fordi jeg i en tidlig alder blev sendt til skolepsykolog. Og her viste testen, at jeg var højt begavet. Det fortalte skolepsykologen mig – og dét holdt jeg fast i, uanset hvad der skete. Det var ligesom én ting, jeg kunne. Men jeg er fuldt bevidst om, at det let kunne være gået den anden vej. Hvis jeg var blevet på børnehjemmet i Nakskov, havde jeg nok haft mere end den ene tatovering, jeg har i dag«.

Hellere født i Hellerup
Lærerne tog sig af den begavede pige.

Da Lisbeth Zornig Andersen var 12 år, fik naboen, der også var lærer på den lokale skole, hjulpet hende væk hjemmefra.

Men hun blev snart smidt ud af børnehjemmet på Lolland. Heldigvis kom hun videre på et pigehjem ved Faxe Ladeplads, hvor forstanderen havde høje forventninger til hende:

»Selv om alle pigerne kom fra tidligere anbringelser, tog de det for givet, at vi – og i hvert fald jeg – skulle i gymnasiet. Jeg lærte at betragte mig selv på lige fod med alle andre børn. Mine eneste overvejelser blev hurtigt, om jeg skulle være matematisk eller sproglig student. Og i gymnasiet fik en af pædagogerne mig overbevist om, at jeg skulle videre på universitetet«.

Det må have været et kæmpe kulturchok for dig ...

»Bestemt. Jeg har høj selvtillid, men er nok stadig præget af lavt selvværd. Jeg har altid haft enorme huller på det dannelsesmæssige plan i forhold til mine omgivelser. Jeg har stadigvæk svært ved mange ting, f.eks. at arrangere ferie med børnene i udlandet. Jeg vil gerne, og jeg har også råd, men jeg er ikke vokset op med at tage på ferie. Det er bare ikke naturligt for mig at planlægge sommerferie i februar, ligesom alle andre gør. Jeg fløj kun én gang som barn. Med børnehjemmet«.

Har du følt, at det var uretfærdigt, at du ikke havde samme muligheder som andre?

»Nej, ikke uretfærdigt. Men jeg har ofte tænkt: Hvor uheldig kan man være! Jeg ville da hellere være født i Hellerup. Nogle af mine venner i dag, som er vokset op i Nordsjælland, og som er velhavende, har et selvværd og en indre ro, som jeg er meget misundelig på. De er vokset op i kærlighed og overskud. Jeg elsker det miljø, deres stil og gode smag. Det er ikke noget, jeg selv har meget af. Jeg elsker at betragte dem – udefra«.


Hvor føler du dig hjemme i dag?

»Ingen steder. Måske på nær den lejlighed i Rødovre, hvor jeg bor med mine fem delebørn. Personlig tror jeg, at det er en særlig kompetence at have ben i forskellige lejre. Jeg kan sagtens forstå borgerlige politikeres argumenter, men også se, hvornår de mangler et menneskeligt ansigt«.

Tror ikke på stærk ener
Den ekstreme opvækst har givet Lisbeth Zornig Andersen en særlig indsigt i udsatte børns vilkår.

Hun er selv en karakterstærk mønsterbryder. Som formand for Børnerådet advarer hun dog mod at tro, at individuelle egenskaber alene kan gøre forskellen for anbragte børn.

»Jeg tror ikke så meget på den stærke ener. Der findes naturligvis undtagelser, men det handler rigtig meget om de mennesker, man som barn og ung møder på sin vej. Hvis ikke min nabo Holst og min lærer Grethe havde grebet ind, ville jeg måske aldrig være sluppet væk fra Lolland. Og hvis ikke forstanderen Rigmor og pædagogen Karen havde fået sendt mig i den retning, var jeg nok heller aldrig kommet på universitetet«.

Men det betyder vel også noget for ens muligheder, hvor kvik man er som barn?

»Ja, man kan appellere mere eller mindre til voksne, og da jeg var mindre, havde jeg en enorm voksenappel – i modsætning til mine brødre. Jeg tror, jeg har mødt nogle voksne, som tænkte, at jeg var sød og dygtig. Men det ville være naivt og verdensfjernt at tro, at jeg skulle have hevet mig selv op ved hårrødderne. Det er først og fremmest de lærere og pædagoger, som jeg har mødt på min vej, der har hjulpet mig videre«.

Enere kan altså ikke alene?

»Nej, selv om jeg har stor tiltro til mig selv, ved jeg udmærket, at det ikke kun er min egen skyd, at det er gået så godt for mig videre hen. Det skyldes i høj grad det omgivende samfund og nogle mennesker med overskud, som har et stort hjerte. Helt tilbage fra skolepsykologen, der gav mig selvtillid i forhold til skolearbejdet«.

Hvad synes du, at folk kan lære af din historie?

»Nogle gange kan jeg føle mig som et sandhedsvidne. Ligesom én, der overlevede Auschwitz, som folk vil have til at fortælle om, hvordan livet i bunden af underklassen er. Men det er altså vigtigt, at folk får indsigt i vilkårene for børn i udkantskommunerne. Der skal nogle billeder på. Folk må forstå, hvad der sker, når man f.eks. sparer penge til a-kasserne eller skærer i børnechecken til store børnefamilier. Det betyder, at nogle børn ikke får nyt tøj – og må rende snavsede og pjaltede rundt. Det er fandeme ikke sjovt. Men det sker altså stadig i dagens Danmark«.

Folk forstår ikke, hvor onde mennesker kan være mod hinanden

Jeg er indædt forkæmper for folkeskolen, fordi det kun er dér, taberbørnene får en chance for at møde andre børn – og blive stimuleret.