Ungdommen er et sort hul.

Historikeren Søren Mørch har fortrængt årene, efter at kaptajnfaderen blev lam og senere sindssyg. Familien faldt i nogle år fra hinanden. Der var et sammenbrud med søskende sendt på børnehjem, mens han selv faldt nogle trin ned ad klassestigen.

Selv hævder den 76-årige Søren Mørch, at han ikke kan huske, præcis hvad der gjorde, at han efter et mislykket forsøg på at blive student fra Schneekloths Skole kom i lære som sølvsmed og ti år senere blev historiker på universitetet.
[Fakta]

LÆS OGSÅ Rovdyret sidder stadig i mig

»Mine forældre var vistnok radikale. Men det har altid stået vagt for mig. Som sølvsmedelærling var man enten kommunist eller socialdemokrat. De nærmere omstændigheder kan jeg desværre ikke huske, så hvad jeg var, ved jeg ærlig talt ikke. Jeg tror nok, at jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet i min læretid, selv om jeg senere har opdaget, at jeg har haft digte trykt i det kommunistiske blad Dialog. Det socialdemokratiske blev først rigtig bevidst for mig, da jeg blev universitetslærer, og de studerende i 1970’erne blev mere venstreorienterede«.

Et klassebevidst samfund
Der er ikke mange socialdemokratiske intellektuelle, der har en håndværksuddannelse. Hvad har læretiden betydet for dine holdninger?

»Håndværksfag som sølvsmede, møbelsnedkere, skræddere og den slags begyndte for alvor at forsvinde omkring den tid, hvor jeg blev udlært. Der var ingen fremtid i at være sølvsmed, så jeg begyndte på studenterkursus. Det kunne være lige så godt som noget andet. Og studenterlivet har nok betydet mere for mine holdninger end tiden som sølvsmed. Det var først på universitet, at jeg rigtig begyndte at formulere mine egne holdninger«.

Hvad var det, der gjorde dig til overbevist socialdemokrat på universitetet?

»Jeg begyndte at studere historie i 1950’erne. Dengang var Danmark et klassebevidst samfund præget af synlige forskelle i sprog, omgangsformer, opførsel, bolig- og spisevaner – alt, hvad man kan komme i tanke om. Jeg oplevede det som en slem tid. Det gjorde mig socialt indigneret. Samfundet havde gang i en massiv afvandring fra landbruget og en udflytning fra bykernerne til forstæder og parcelhuskvarterer. Jeg oplevede, at der var brug for en modernisering og en pragmatisk rationalisering, som Socialdemokratiet – efter min opfattelse – ville være bedst til«.

Som socialdemokratisk sølvsmed må det have været et kulturchok at begynde på universitetet?

»Sådan husker jeg det egentlig ikke. Jeg gik på studenterkursus på et aftenhold. Klassisk-sproglig med græsk og latin. Det er det hårdeste, jeg har oplevet. Vi begyndte med at være nogle og tyve på holdet, men vi var kun to, der blev færdige på de to år, det varede. Da jeg begyndte på universitetet dengang i 1950’erne, før studenteroprørets tid, var institutionen en fortidslevning, en slags arbejdende museum. Som humanistisk studerende tilhørte man pr. definition et borgerskab, som allerede dengang virkede fortidigt, omgivet af en duft som af lavendler. Hvis man talte påfaldende københavnsk eller jysk, kunne man få det rettet af på et kursus for dialekttalende«.

Borgerklassen, der forsvandt
Søren Mørch er et symbol på den samfundsudvikling, som Danmark gennemgik i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Han sætter krop på bevægelsen fra land til by og oplevede som en konsekvens af faderens tragiske skæbne også på nært hold, hvordan borgerskabets klasseetik gik i opløsning i takt med velfærdssamfundets udbygning.

Dobbeltheden i Søren Mørch er et paradoks. For lige så begejstret han er for industrialiseringen og urbaniseringen af Danmark, lige så svært har Søren Mørch haft ved at give slip på de borgerlige normer fra den første del af sin barndom.

LÆS OGSÅ Overklassen? Den kender jeg ikke

»Vi skulle sidde pænt ved bordet, klædt på og uden at støtte med albuerne. Vi skulle være høflige. I min barndom og opvækst var det en pointe ikke at sammenligne sig med andre. Det har præget mig på den måde, at jeg ikke måler mig med andre. Det hænger sammen med den borgerlige klassenorm at skulle være sin egen målestok. Det var f.eks. ikke noget gyldigt argument i min barndom at sige: »De andre børn må det ene eller det andet«. Den slags var ikke afgørende for, hvordan ordentlige mennesker opførte sig«.

Det lyder ikke særlig socialdemokratisk?

»Nej. Men arbejderklassen var heller ikke noget, man identificerede sig med i den borgerlige middelklasse, som mit barndomshjem var en del af. Min far var kaptajn i Grønlands Handel. Det var et autoritetspræget job, og den borgerlige middelklasse var styret af autoriteter til forskel fra nutidens socialgruppeorden, hvor det gælder om at komme hinanden ved og derfor indrette sig efter forhandlinger. Det er nok min borgerlige middelklasseopdragelse, der betyder, at jeg som voksen ikke har noget særligt behov for at sammenligne mig med andre. Jeg har det godt alene«.

Jeg har aldrig været politisk aktiv
Umiddelbart er det svært at forstå, hvordan de normer kan kombineres med at være socialdemokrat …

»Det er, så vidt jeg kan se, ikke nødvendigvis en modsætning. Nu til dags er Socialdemokratiet heller ikke længere et arbejderklasseparti, om ikke af andre grunde, så fordi der ikke længere er nogen klassebevidsthed, hverken proletarisk eller borgerlig. Den forandring er der ingen grund til at beklage. I dag har vi alle jo overtaget arbejderklassens normer for omgangsformer, påklædning, dagligsprog osv. Vi er blevet dus, vi har spisekøkkener, vi har ingen husassistenter, vi har overtaget det, der før i tiden var arbejdstøj, som daglig påklædning. Mænd har aldrig vidst så meget om kvinder, og kvinder har aldrig vidst så meget om mænd som nu. Det er spændende. Nu sammenligner alle sig med andre ustandselig. Det er fint for mig, men det er jeg altså ikke opdraget til. Jeg blev opdraget til at passe mig selv«.

Det lyder ikke ligefrem særlig aktivistisk?

»Nej, jeg har aldrig været politisk aktiv. Jeg har betalt mit kontingent, og det er så det. Men mine normer har jeg taget med hjemmefra. Mine forældre havde tjenestefolk, men de blev behandlet med respekt. Og det er også det, der er fundamentet for mine politiske holdninger, hovedsageligt, at alle skal behandles retfærdigt«.

Hvilken klasse tilhører du i dag?

»Den klasse, jeg tilhørte som barn, er forsvundet. Og i dag vil jeg ikke mene, at jeg tilhører en egentlig klasse. Jeg er bestemt kommet ind i en af de bedst aflønnede afdelinger af samfundet – selv som pensionist. Men det synes jeg mere er en socialgruppe, ikke en klasse«.

Alle har fået det bedre
Det livslange ægteskab med Ritt Bjerregaard, den tidligere EU-kommissær og socialdemokratiske overborgmester i København, har præget Søren Mørchs forhold til politik.

LÆS OGSÅUlige børn leger bare bedst

Partnerskabet er ofte blevet beskrevet som et møde mellem praktikeren og teoretikeren, mellem idealisten og kynikeren.

I bogen, ’Ritt & Søren’ (People’s Press, 2009), fremhæver Ritt Bjerregaard, at Søren Mørch er en enspænder, der har kæmpet med forholdet til faderen:

»Søren er udpræget eneboer. Det kan være på grund af opløsningen af barndomshjemmet: Han har det sådan, at man ikke rigtig kan regne med folk, man kan ikke vide, hvad der sker. Lige pludselig er det hele jo smadret«, siger Ritt Bjerregaard om sin mand. Selv er han ikke til sentimentale forklaringer. Søren Mørch mener, at almindelige mennesker har fået næsten uforståeligt meget bedre livsvilkår i hans levetid:

»Gennem mit liv er der sket en historisk enestående velstandsstigning, som mere end kompenserer for de tilbageslag, vi har oplevet. Det 20. århundrede var et af menneskehedens højdepunkter. Levestandarden er løftet helt usammenligneligt, siden jeg var barn. Samlivet er blevet langt mindre voldeligt – det hører sig ikke længere til at tæve børn, hverken i familien eller i skolen. Alle har fået bedre og sundere mad, bedre boliger, bedre og renere tøj, mindre nedslidende arbejde. I min barndom gjaldt det om at få de fattige børn til at tage på, når de kom på feriekoloni. I dag gælder det om at få dem til at tabe sig. Uddannelserne er blevet langt bedre for langt flere. På min årgang var der 3-4 procent, der fik studentereksamen, nu er det op imod halvdelen, nogle steder to tredjedele af en ungdomsårgang«.

Klassekampen er ophævet
Har du stadig den samme sociale indignation, som da du var ung?

»Nej, det betyder ikke så meget for mig. Klassekampen er jo ophævet, og i det hele taget er det sociale engagementet blevet mere udflydende blandt folk – og også hos mig. Der er jo ingen, som har klassefjender mere. Men det betyder selvfølgelig ikke, at de sociale forskelle har mistet deres betydning. Det er stadig afgørende for børn, hvor de vokser op. Forskellen fra tidligere er nok i højere grad, at folk ikke længere har en så klar bevidsthed om, hvor de hører hjemme i det sociale mønster«.

Du bor i dag i Kartoffelrækkerne. Er du som pensionist vendt tilbage til overklassen?

»Nej, jeg mener ikke, at jeg nogensinde har været en del af overklassen. Da jeg var barn, tilhørte min familie den borgerlige middelklasse. Det er anderledes nu. Hvis jeg tilhører noget, er det en forsvunden klasse. En samfundsklasse, som forsvandt på grund af de omvæltninger, der fulgte af overgangen fra landbrugs- og industrisamfund til, hvad man måske kan kalde kommunikationssamfundet. Men jeg må indrømme, at jeg heller ikke kender nogen, der har bevidsthed om, at de tilhører arbejderklassen i dag«.

Jeg tilhører en forsvunden klasse
Du kritiserer ofte den socialdemokratiske ledelse. Føler du dig stadig som socialdemokrat?

»Ja, for mig at se er Socialdemokratiet et parti, der skal ændre samfundet på retfærdig og pragmatisk facon. At Socialdemokratiet som parti ikke står for den linje for tiden, men går ind for at føre krig i fjerne lande, er partiets problem – ikke mit«.

I min opvækst var det en pointe ikke at sammenligne sig med andre. Det har præget mig

Hvis jeg tilhører noget, er det en forsvunden klasse