Den 27-årige SF-gruppenæstformand Astrid Krag er kendt som en ’hardliner’ i udlændingedebatten.

Allerede i 2006 beskyldte hun som SFU-formand venstrefløjen for at have svigtet integrationen med misforståede hensyn til de etniske minoriteter.

Og som partiets næstformand i folketingsgruppen og integrationsordfører har hun gjort op med det, der for år tilbage blev kaldt venstrefløjens ’fløjlshandskeretorik’ i udlændingedebatten.

Hun mener selv, at nøglen til at forstå hendes holdninger på f.eks. udlændingeområdet, er hendes opvækst i provinsen.

»Jeg er netop ikke vokset op i et storby-venstrefløjsagtigt miljø, men i en landkommune uden de store midler, den lille jyske flække Tørring uden for Vejle, hvor systuen flyttede til Polen, og hvor de fleste enten var venstrebønder eller stemte på Dansk Folkeparti. Faktisk har jeg gået på samme gymnasium som Kristian Thulesen-Dahl (DF) og Troels Lund Poulsen (V). Og når man er vokset op og har gået i skole med nogle af dem, der stemmer på Dansk Folkeparti, får man altså svært ved at dæmonisere dem«.

Men behøver man ligefrem at kopiere dem?

»Nej. De er et dybt borgerlige og forsøger at fjerne fokus fra, at de i ni år har lagt stemmer til regeringens velfærdsforringelser. Men jeg mener samtidig, at DF i nogle tilfælde har rejst nogle reelle spørgsmål og tematiseret nogle bekymringer, som jeg i min opvækst har oplevet, at mange almindelige mennesker har. Emner, hvor venstrefløjen ikke kom med klare nok svar. Det går ikke at sige, at DF er et landsbytosseparti, som går i sig selv igen, og at man er racist, hvis man også synes, der er udfordringer forbundet med indvandringen«.

Når du tager udgangspunkt i ’mange almindelige menneskers’ hverdag, så handler det blandt andet om, at du havde en anden opvækst end mange andre SF’ere?

»Ja, altså ikke fordi min opvækst er specielt unik i forhold til SF’ere generelt, men det giver et andet perspektiv i udgangspunktet at vokse op i et lille samfund. Jeg mener, at min opvækst og mine erfaringer har stor betydning for, hvordan jeg tænker, og hvordan jeg har dannet mig mine meninger. Hvis jeg var født og opvokset i et privilegeret område med masser af akademikerbørn, så havde jeg formentlig udviklet en mere abstrakt holdning til mange ting. Jeg tror, at faren ved at vokse op blandt meget ressourcestærke mennesker i et meget homogent samfund er, at man hurtigt kommer til at bekræfte hinanden i, at man har de rigtige svar og den rigtige virkelighedsopfattelse«.

Forældrene er akademikere
Selv er Astrid Krag vokset op i en familie, hvor begge forældre er universitetsuddannede, socialt indignerede og den ene ansat som gymnasielærer på det lokale gymnasium.

Du er vokset op med diskussionslystne akademikerforældre. Det står da i modsætning til din selvforståelse som ’pigen af folket’, der har forståelse for, hvad der rører sig blandt almindelige mennesker, ikke?

»Det synes jeg ikke. På min årgang i kommuneskolen var der ét akademiker-barn, og det var mig. Men jeg var jo netop omgivet af børn fra ikke-akademikerhjem. Det betød, at jeg tog afsæt i mine kammeraters virkelighed – som f.eks. min veninde, hvis mor var langtidsledig, og hvis far gik til traktortræk. Det giver et andet verdensbillede, end hvis man er vokset op i Kartoffelrækkerne på Østerbro«.

Men ligefrem ’folkets stemme’?

»Det er vist også jeres ord. Jeg prøver ikke at fremstille det sådan, at jeg voksede op ude i en lade eller kommer fra et fattigt hjem. Slet ikke. Vi var en af akademikerfamilierne i Tørring, med fyldte bogreoler og masser af snak ved middagsbordet. Sådan var det. Og hvis jeg ikke havde haft den opvækst i en diskussionslysten og socialt indigneret familie, så var jeg sikkert ikke havnet i SFU«.

Det kan da ikke have været massive integrationsproblemer, der tårnede sig op i Tørring?

»Nej, slet ikke. I Tørring havde vi på det lokale Røde Kors-center nogle bosniske flygtninge, som vi tog godt imod som lokalsamfund, og når de holdt kulturdag, var det altid et stort tilløbsstykke. Det var ikke kilde til konflikt. Men det var selve temaet ’indvandring’ til gengæld, og det så vi med de store vælgervandringer væk fra Socialdemokraterne til DF ved 2001-valget, der blandt andet fandt sted i jyske flækker, som den jeg voksede op i«.

Du mener også, at mødet med din mand, rapperen AndyOp – Andreas Seebach – har haft betydning for dit syn på integrationen?

»Ja, han voksede op i et socialt belastet boligområde i Århus Vest, hvor afrikanerne blev kaldt for ’aber’ af nogen af de danskere, der boede der, mens nogle af de nytilkomne smed affald ud over altanen i stedet for i affaldsskakten. Det, han oplevede der, var, hvad der sker, når man lader de svageste danskere på overførselsindkomster have hovedansvaret for integrationen. Det har bekræftet mig i, at vi også på venstrefløjen må tale om de problemer og udfordringer, der er en del af integrationen «.

Ahaoplevelse på partimøde
Astrid Krag var 19 år og sad som SFU’er til SF’s landsmøde, da hun første gang fandt ud af, at hun var uenig med mange partifæller om integrationen.

»Jeg husker det tydeligt. Emnet var ghetto-dannelse, og her hørte jeg mange af mine partifæller sige, at det da var naturligt, at indvandrere søgte sammen med ligestillede i ghettoerne, fordi »sådan er det også med danskerghettoerne på Costa del Sol«. Da argumentet blev gentaget kunne jeg bare mærke med både hjernen og maven, at jeg var instinktivt uenig, og at det stred mod min egne oplevelser. Den holdning, som flere forfægtede på landsmødet, var jo en virkelighedsfjern holdning, tænkte jeg«.

Hvorfor virkelighedsfjern?

»Costa del Sol og Vollsmose er jo to helt forskellige diskussioner, og det tror jeg godt, folk kan se. Altså: det har nogle helt andre konsekvenser at være tvunget til at bo i et belastet boligområder, fordi du ikke har råd til at flytte end at vælge at flytte til solkysten og nyde dit otium, fordi du har råd til det«.

Du bliver af mange betragtet som en hardliner i udlændingedebatten. Er der ikke et pudsigt sammenfald mellem dine holdninger og meningsmålingerne?

»Jamen, jeg mener jo fuldstændig, hvad jeg siger, jeg rykker ikke mine holdninger af taktiske årsager. Men politikerne har da et ansvar for at være opmærksomme på de dagsordener, der optager folk flest, og være klar til at komme med løsninger, når folk oplever problemer. Derfor fik vi systemskiftet i 2001: folk ikke oplevede, at deres politikere talte om, hvad der var væsentligt i deres hverdag«.

Det gjaldt også dit eget parti?
»Ja, dæmoniseringen af personer, der mener, at indvandringen også har bagsider, var for år tilbage omfattende på venstrefløjen. Jeg kan huske, at jeg som ung SFU’er på kursus hørte oplæg om det multikulturelle samfund, hvor man primært snakkede om de ’fremmedfjendske’ og ’racistiske’ danskere, der stemmer DF. Jeg kunne jo ikke gå tilbage til min skoleklasse i Tørring og sige, at hvis man ikke synes, at det multikulturelle samfund lyder spændende, så er man fremmedfjendsk, vel? Jeg havde det på den måde, at hvis SFU-argumenterne i mødelokalet ikke holdt vand, når jeg kom tilbage til baglandet, så var de ikke gode nok. Og i Tørring var det ikke til at se, hvad det her abstrakte begreb om det multikulturelle samfund var for noget. Skulle jeg argumentere for det, skulle det gøres klart og konkret«.

Er der andre eksempler end indvandringen?

»Der er masser. F.eks. bor de fleste politikere i ejerbolig, og i de seneste mange år har spørgsmålet om lejernes vilkår stort set ikke fyldt noget i debatten. Kunne der være en sammenhæng? Selvfølgelig. Det er vigtigt, at politikere er meget opmærksomme på, hvordan deres liv og miljø adskiller sig fra almindelige danskeres hverdag, og at man konstant husker på, hvem man repræsenterer og kæmper for. Det har jeg lært af min opvækst«.

-----------

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel var Astrid Krag fejlagtigt omtalt som SF-næstformand. Hun er næstformand for folketingsgruppen, men Thor Möger Pedersen er næstformand for partiet.