Blå bog

Muhammad Ahmad Hussein har været stormufti i Jerusalem siden juli 2006 og er den syvende stormufti i Jerusalem.

Stormuftien af Jerusalem er det sunnimuslimske religiøse overhoved, der har ansvaret for de afgørende hellige islamiske institutioner i Jerusalem, herunder Al-Aqsa-moskeen, som er det tredjehelligste sted for muslimer.

Over de seneste år er stormuftiens magt i det palæstinensiske selvstyre blevet indskrænket så drastisk, at han i dag reelt set ikke har samme afgørende politiske indflydelse i systemet, som man så det med tidligere stormuftier – dog er stormufti-’titlen’ stadig øverst i hierarkiet i forhold til religiøse spørgsmål.

Han er ikke demokratisk valgt, men derimod håndplukket af den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas.

Muhammed Ahmad Hussein er kendt for at være mere moderat end den tidligere stormufti Ekrima Sa’id Sabri.

Muhammad Ahmad Hussein - hvordan vurderer du som repræsentant for et af de højeste islamiske embeder de mellemøstlige muslimers forhold til Danmark?

»I Gud, den nådige og barmhjertiges navn. Jeg har generelt et positivt syn på Danmark og de skandinaviske lande. Danmark har bidraget til at styrke en fredsplan i regionen. Danmark er også med helt fremme, når det handler om at bevare palæstinensiske borgeres rettigheder i humanitære sager. Helt overordnet kan man sige, at palæstinenserne og muslimerne har et positivt syn på Danmark – som har stået som en af frontkæmperne i den palæstinensiske sag«.

Men hvad med manden på gaden?

»Tegningerne er ikke længere et samtaleemne blandt muslimer, og tegningesagen har slet ikke samme gennemslagskraft i Mellemøsten, som den havde tidligere, ikke alene blandt muslimer, men også jøder og kristne, hvor mange tog stærkt afstand fra tegningerne«.

Har man bare smidt karikaturen af profeten Muhammed i skuffen og glemt den?

»Nej. Det er ikke det, jeg siger. De fleste muslimer vil huske sagen, da den sårede mange. Men i dag kan vi også godt lave distancen mellem stat og medier, som sagen netop handler om i Danmark. Det er ikke regeringen, der dikterer eller bestemmer, hvad der står i danske aviser«.

Når du siger ’vi’, mener du så politikerne eller den jævne palæstinenser på Vestbredden eller i Gaza?

»Jeg mener, at de fleste palæstinensere i dag kan se forskel på stat og medier«.

Også i forhold til Danmark og Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed?

»Ja, det vil jeg mene. Der var flere officielle statsbesøg af delegerede, der gav udtryk for sympati, da vores elskede profet blev tegnet. Der var en udbredt følelse af forsoning, og som muslimer skal vi acceptere en udstrakt hånd«.

Mener du virkelig, at den jævne muslim både har tilgivet, accepteret og forstået, hvordan nyhedsmaskinen fungerer i Danmark?

»Ja, det gør jeg. Vi accepterer den danske erkendelse af, at mange følte sig stødt af tegningerne. Det er også vigtigt for mig at sige, at vi ikke dømmer hele den danske befolkning for det, som en enkelt tegner har valgt at publicere. Vi kan godt se det store billede og holde perspektivet. Danskere kommer stadig til Jerusalem som gæster – og vi tager imod dem med åbne arme. Men der er stadig ting, som ikke blev gjort, som vi havde håbet på ville blive gjort«.

Hvad for eksempel?

»Man skulle have taget mere afstand fra tegningerne for at beskytte religiøse mindretal på længere sigt. Man kan sagtens være kritisk uden at være nedladende. Vi muslimer reagerede lige så kraftigt, da filmen ’Passion of the Christ’ udkom, der portrætterede profeten Jesus på en nedladende måde. Vi vil ikke finde os i, at muslimer, kristne eller jøder bliver nedgjort. Religion er hellig – og det må ’ikketroende’ respektere, ligesom vi respekterer deres fravalg af religion«.

Så du siger, at ytringsfriheden har grænser?

»Ja, det er netop det, jeg siger. Hvorfor gå rundt og såre folk bevidst, uden at det har en større mening? Så kommer vi ingen steder som mennesker«.

Hvordan mener du, at den enkelte danske muslim skal interagere med sine omgivelser?

»En muslim kan være muslim overalt. Det er vigtigt at sige, at religion er en privatsag. Den skal ikke tvinges ned over omgivelserne. Der er ikke tvang i islam, og man skal selv vælge religionen til, før man kan kalde sig selv muslim. I arbejdslivet og under uddannelse skal ens religiøse praksis være til mindst mulig forstyrrelse for de regler og normer, der allerede er sat. Muslimer skal respektere den lovgivning, som de lever under«.

Siger du, at muslimer skal gå på kompromis med deres religion for at imødekomme deres arbejdsgiver?

»Nej. Men jeg siger, at man skal forsøge at mødes på midten, uden at der er nogen, der bliver sure eller kede af det. Muslimer skal heller ikke være flove over deres tro – det er noget, som de skal være stolte af, ligesom jøderne og de kristne er«.

Hvad er en muslims rolle i det danske samfund så?

»De skal være forbilleder for kommende generationer. De skal tale fornuftigt, være fredelige og leve et intelligent liv, hvor de konstant er en fordel for samfundet i stedet for en byrde eller ulempe. Efter min overbevisning skal en muslim altid kæmpe mod uretfærdighed og være den første, der råber højt, når uretfærdigheden sejrer. Og som muslimer skal vi altid lære at indgå i dialog med omgivelserne, som vi er en del af«.

Alligevel er der et højreorienteret segment i Danmark, der oprigtigt frygter, at muslimerne i Europa en dag vil erstatte demokratiet med et kalifat. Stræber muslimer efter det?

»Den bekymring er på ingen måde berettiget. Muslimerne ønsker ikke at overtage Europa, og det er fornærmende mod mange, at du overhovedet spørger. Muslimer i Europa ønsker, som alle andre, at have et normalt, fredeligt liv, hvor de kan arbejde og dyrke deres interesser i sameksistens med deres samfund. Demokratiet har givet dem mere, end diktaturstaterne i Mellemøsten nogensinde har formået. Hvorfor dog ødelægge dette?«.

Så du mener ikke, at hr. og fru Jensen har noget at bekymre sig over?

»Overhovedet ikke. Muslimer skal indordne sig under den lov, der beskytter dem. Det er helt irrationelt at tro, at muslimer vil vælte det styre, der har givet dem fred og tryghed«.

Hvorfor tror du så, at der er politikere, der oprigtigt tror, at det er det, som muslimerne ønsker?

»Jeg tror, at det bygger på frygt, og det er ikke rationelt. Det kan være, at der er nogle yderliggående grupper, der er med til at fremme denne forståelse. Det gælder for begge sider. Radikale muslimer, der siger, at de ønsker et kalifat, og yderliggående politikere, der siger, at muslimerne ønsker et kalifat. Det er en ond cirkel«.

De nydanske piger klarer sig godt på uddannelsesområdet – drengene derimod klarer sig ikke særlig godt. Hvad skal Danmark gøre for at opmuntre den sidste del?

»Danmark skal ikke gøre noget som helst. Det er forældrenes ansvar at opdrage deres børn ordentligt. Forældrene skal bruge langt mere tid på deres børn. Børnene skal stimuleres og udfordres, og det er forældrenes ansvar. Jeg besøgte Danmark for et stykke tid siden og så, hvor godt pigerne klarede det. Jeg blev meget stolt, men blev også meget ked af det, da jeg så, hvordan drengene klarede det i København. Jeg forstår slet ikke, hvordan der kan være indvandrerbander, der begår kriminalitet i et land, der har sikret dem så mange basale rettigheder og goder. Muslimer, der går ind i bander, burde skamme sig og revidere deres liv. At sælge stoffer, begå kriminalitet eller på nogen måde være en byrde for det samfund, der har sikret dig fred og tag over hovedet – det er en skændsel og på ingen måder foreneligt med islam og religionens grundlæggende budskab«.

Interviewet blev lavet, før det kom frem, at Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, igen vil offentliggøre tegningerne i en ny bog.