Regeringen har netop fremlagt en plan for, hvordan Udkantsdanmark kommer ud af krisen, og statsminister Lars Løkke Rasmussen har i denne uge været i Vestjylland for at hente de tabte venstrevælgere fra baglandet hjem i folden igen.

LÆSLøkke: Vi har lært af Vestjylland

Men efter forårets og sommerens månedlange debat kommer Jørgen Møller, lektor på Aalborg Universitet og forsker i by- og landsbyplanlægning, med helt andre radikale løsningsforslag.

Jørgen Møller, du mener, at vi skal rive hele landsbyer ned som løsningen på de problemer, vi ser i Udkantsdanmark?

»Ja, mine kollegaer og jeg har målt, at der findes godt 3.000 små landsbyer med mellem 25 og 199 indbyggere. En del af dem er tilovers. Det er dem, hvor der er tomme boliger, nedlagte landbrug og decideret fysisk forfald. Mit forslag er simpelthen at få ryddet op og fjernet en lang række af de ikke levedygtige landsbyer på landet. Ikke i blinde, men efter en god, seriøs og strategisk planlægning«.

Det lyder radikalt?

»Det er det også«.

Men virkelig, rive hele landsbyer ned? Det lyder også svært?

»De er ikke særlig store, og derfor er det ikke særlig svært. Slet ikke i sammenligning med, da man rev anden, tredje og fjerde baggård ned på Vesterbro i København. Det var der ikke noget problem i, og der var midler nok. Men folk kan ikke se for sig, at man kan fjerne landsbyer. Selvfølgelig kan man det. Ved landboreformerne for 200 år siden ryddede man også radikalt op, og i mange landsbyer fjernede man halvdelen og flyttede ud på åben mark, og bønderne var, eller blev, vilde med det«.

Så du mener, at de simpelthen skal fjernes helt af landkortet?

»Ja, simpelthen. Man kan lade hæren øve sig først. Og så få brandvæsenet og civilforsvaret til at brænde det af. Regeringen har sat millioner af til nedrivningspuljer, men i stedet for hele landsbyer er det snarere lidt hist og pist. Gør man det helhjertet og langsigtet, vil resultatet alt i alt blive smukkere, mere velplanlagte landsbyer, som også har en levedygtig fremtid«.

Men hvorfor er det nødvendigt med så drastiske tiltag?

»Pointen er at tage en fast og kærlig hånd om udfordringerne i stedet for, at udviklingen bare sker. Fremtiden kommer af sig selv, men udvikling skal skabes. Der vil være flere og flere landsbyer, hvor huse ikke kan sælges, huse står tomme, købmanden er lukket, skolen er lukket, og den kollektive trafik er væk. De landsbyer, der står og synker i grus, skal vi have væk, og så skal vi satse helhjertet på andre landsbyer, så folk ved, den også er attraktiv at bo i om både 10 og 15 år, og kan planlægge deres liv efter det«.

Så en aktiv indsats i stedet for en passiv laden stå til?

»Ja, nogle kalder det aktiv dødshjælp, og det kan jo også være meget smukt«.

Hvad med de mennesker, som bor der? Har de ikke en demokratisk ret til at blive på det sted, de har en mangeårig tilknytning til?

»Det er rigtig nok, at der er mange, der er forbundet med det sted, man bor. Men der er også mange, der gerne vil finde en vej væk fra den sump, de er endt i. Og vi har jo ekspropriation, og det er fuldstændig udramatisk for mig. Det er et redskab, vi bruger, når vi laver byplanlægning og skal lave nye veje. Kan vi fjerne en helt landsby? Det kan vi da, hvis vi vil«.

Kritikerne vil sige, at det lyder af Kina og planøkonomi?

»Ja, og hvad så? Vi planlægger. Vi påtager os et ansvar, hvor vi siger, at hvis vi gør sådan og sådan, så får vi et bedre samfund. Hvis man ikke tør gøre det, så skal man ikke være politiker eller byplanlægger«.

Så du ser ikke noget problem med at tvinge folk væk fra deres hjem?

»Man skal så vidt muligt ikke tvinge folk, men man kan måske lokke dem. Der er mange, der sidder i huse, de ikke kan sælge, og så hjælper man dem væk. Bygger nye attraktive boliger i de landsbyer, man vælger at satse på. Laver en kombineret fraflytnings- og nedrivningspulje, hvor man kan få penge til at rive sit hus ned, hvis man samtidig lover, at man flytter væk. Det har man i nogen grad brugt i Østtyskland, Sverige og Finland med succes, men dialogen er naturligvis vigtig«.

Og hvad med dem, der partout ikke vil?

»Slutresultatet bliver et smukkere, mere levedygtigt Udkantsdanmark end det, vi har nu, hvor det signalerer armod og tilbagegang. Det ville blive nogle helt andre signaler, det sender ud om dynamik og fremtid. Kan man så tage hensyn til de sidste 500, der absolut ikke vil? Det er en svær diskussion. Men jeg tror, at langt størstedelen kan se det positive i at flytte væk, hvis det bliver fulgt op af gode, økonomiske incitamenter«.

Hvem skal føre det her ud i livet?

»Staten stiller økonomi til rådighed, og kommunerne planlægger gennem kommuneplanerne. Men p.t. har kommunerne ikke de nødvendige rammevilkår. Jeg savner en stor, flot vision fra staten, hvor man melder ud, hvad man vil med landdistrikterne. Sidder vi med hænderne i skødet, så kører udviklingen af sted, uden at vi er med til at præge den«.