Jacob Rosenkrands har ramt plet. Hans program sidder lige i øjet.

Ikke fordi det har fået de gamle marxister og diverse medløbere til at vride sig og true med bål og brand.

Men fordi det har startet en nødvendig diskussion om en tid, som Jacobs egen generation ikke har skyggen af en chance for at forstå eller forholde sig til, hvis ikke nogen griber fat i kattens hale og giver den en tur.

Alene af den grund fortjener DR 2’s serie anerkendelse. Bravo, Rosenkrands! Hold fast og bliv ved, så du og dine jævnaldrende ikke kan blive forført af dem, der forførte tidligere generationer og nu klager over, at de selv er blevet forført og hængt ud som ofre i en heksejagt.

Stakkels, uskyldige piger og drenge, der hyldede alt fra DDR og Moskva, FNL og Mao til PFLP og Enver Hoxhas albanske paradis. Men stop nu det klynkeri, se jer selv i øjnene og lad os i stedet for tale om, hvad der skete dengang uden omsvøb, forstillelse eller simuleret amnesi.

LÆS OGSÅ'Jagten på de røde lejesvende' fortæller mere om nutiden end om fortiden

Det drejer sig ikke om de røde lejesvende, der blot er en fortærsket og misvisende kliché. Det drejer sig heller ikke kun om DR. Det er meget mere end DR.

Det handler om den venstredrejning af institutioner og åndsliv i flere årtier, da grupper, der kaldte sig for marxister, socialister eller bare progressive, satte sig på samfundsdebatten.

De overtog og definerede en stor del af den offentlige scene med deres frelsermentalitet og en ideologi, der gennemsyrede politik, medier, forlag, kunst, skoler og universiteter.

DR var kun et af leddene i det spil, en af øerne i et øhav, hvor man enten var marxist eller fascist, progressiv eller imperialist. Kun i bedste fald var man reaktionær og koldkriger.

Det var en reel og kompromisløs værdikamp, der foregik både i fuld åbenhed fra bastioner som Politisk Revy og mere skjult i form af diskret intolerance over for dem, der ikke besteg de marxistiske barrikader.

I spionverdenen taler man om indflydelsesagenter, folk, der befinder sig i en gråzone, hvor de ikke er reelle spioner eller forrædere, men i det skjulte er med til at påvirke opinionen og holdningerne i en bestemt retning.

LÆS OGSÅDR: Nauntofte arbejdede hos os som lejesvend

Den gruppe, Jacob Rosenkrands har fokuseret på i sit program, vil jeg kalde for en slags ideologiske indflydelsesagenter.

De, der i dag står ved deres holdninger fra dengang med nedslåede øjne eller et fast og frejdigt blik, fortjener langt større respekt end opportunisterne og vendekåberne.

De behøvede slet ikke at være kommunister eller stemme på DKP eller VS. De tilhørte bare det progressive broderskab, der delte en indsigt, som de fortabte borgerlige sjæle ikke havde.

Derfor var det legitimt og nødvendigt at bruge alle forhåndenværende midler til at arbejde for de rette progressive tanker og holdninger. De ville frelse Danmark fra kapitalismens åg og den amerikanske imperialisme med marxismen som deres adelsmærke.

Det er, hvad den tids kulturkamp gik ud på, og det var ikke sjovt at være udsat for, når man som jeg oplevede det både på Københavns universitet fra slutningen af 60’erne og som ansat i DR fra 1974.

Det drejer sig ikke om venstrefløjens landsforræderi. Det drejer sig om tyveri, det tyveri, som venstrefløjen begik, da den stjal flere årtier af dansk åndsliv og forpestede samfundet med fordummelse og intolerance maskeret bag marxistiske gevandter, der gjorde det ud for den tids burkaer.

I det lys er det patetisk, når folk som Christian Nissen og Klaus Rifbjerg smider burkaen og kommer deres åndsfæller til undsætning.

LÆS OGSÅTidligere DR-chefer kritiserer jagt på lejesvende

Nissen vælger sarkasmen, mens Rifbjerg gør det med et desperat raseri og dirrende ordskvadder, som han spreder ud over alle: politikerne, politiet og militæret, sorte lejesvende, båtnakker og fordrukne gymnasiaster.

Trods forskelle i tone og stil er de to progressive eminencer enige om, at Rosenkrands og hans jævnaldrende ikke forstår den tid, da værdikampen rasede.

Nissen mener ikke, man kan vurdere folk og deres gerninger fra dengang med nutidens briller.

Med den visdom, der kommer med alderen, konstaterer han, at »det var en anden tid dengang«. Det må nærmest betyde, at det nu er slut med historien og historieskrivningen.

Med lidt større armbevægelser konstaterer Rifbjerg det samme og siger, at Rosenkrands og Co. ikke har empati eller forståelse for den historiske sammenhæng. Det gør ondt på dinosaurerne, at nutidens unge er uden for deres rækkevidde.

Og så åbner Rifbjerg for de sluser, der i årtier har overrislet hans eget martyrium – de pinsler han og hele den progressive del af befolkningen i Danmark er blevet udsat for af et undertrykkende politisk system.

I den livsakse, Rifbjerg i de år havde opbygget fra Kong Hans til Franco, kunne han ikke få øje på de totalitære regimer i øst eller i Spanien, hvor han år efter år baskede i solen. Men han kan den dag i dag tordne mod det totalitære styre i Danmark.

KLAUS RIFBJERG»Så er DR's heksejagt på de røde lejesvende skudt i gang«

Hvad enten Rifbjerg selv lider af den åndelige forhudsforsnævring, som han tilskriver andre, eller politisk dværgvækst, som Jørgen Schleimann i sin tid mente var den korrekte diagnose for Rifbjergs lidelse, er hans seneste forsvar for venstrefløjens idioti et eksempel på det hykleri og den forstillelse, der var den selv samme venstrefløjs kroniske tilstand.

Den går hånd i hånd med løgnen.

Man må prise sig lykkelig over, at vi nu lever i en tid, hvor DR kan udstille løgnen og de mænd og kvinder, der længes efter en svunden tid og ønsker at trække glemslens slør over deres fejltagelser og vildfarelser.