Mette Mølbak

Den 32-årige journalist og forfatter Mette Mølbak skrev for to år siden bogen ’Mor på høje hæle’ (Politikens Forlag), hvor hun blandt andet gjorde op med dyrkelsen af ’den perfekte mor’.

»Dyrkelsen af den perfekte mor gennemsyrer min generation af kvinder, som kan være forfærdelige til at holde hinanden nede,« sagde hun dengang i et interview til Politiken.

Mette Mølbak er mor til to små børn.

Er du nok sammen med dit barn?«, spurgte den mandlige interviewer, Jes Stein Pedersen, mens jeg sad i en tv-debat på DR 2 og diskuterede moderskab, ligestilling og kvinderoller.

Han smilede venligt, da han stillede spørgsmålet, men under den pæne facade mærkede jeg anklagen lure.

Med 70’ernes feminister som forbillede har jeg nemlig insisteret på at træde ind i moderskabet iført høje hæle og en tro på, at jeg godt kan forene et arbejdsliv på fuldtid med, at jeg er en god mor.

Det mente han så ikke, viste det sig.

Kort tid efter skrev han nemlig en kommentar i denne avis med overskriften ’Deltidsforældre’:

»I Danmark er det nu en integreret del af recepten på det gode liv, at langt de fleste babyer og småbørn bliver spist af med deltidsforældre. En times samvær om morgenen, to-tre timers aftenshow inden sengetid. Tak for kaffe«.

Av. Det er noget, der giver akut dårlig samvittighed. At realisering af min egen ligestilling, hvor jeg både kan være mor og have et spændende job, betyder, at jeg ofrer det mest dyrebare i mit liv: nemlig mine børn.

Og anklagen står ikke alene.

Før jul var Politikens debatspalter fulde af bekymrede udtalelser fra en lang række eksperter, der advarede mod det såkaldte eksperiment, vi satte i søen for knap 40 år siden.

Nemlig da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og børnepasningen blev udliciteret til vuggestuer og børnehaver.

LÆS MEREVi ved ikke, hvad vi gør ved børnene

Konsekvensen er adfærdsvanskelige børn, forsømte babyer og dysfunktionelle familier, lyder dommen i dag.

Løsningen er ifølge eksperter og debattører, at kvinder må hellige sig moderskabet, hvis der skal komme velfungerende børn og sunde familier ud af det.

Også i mange andre medier er der kritiske røster mod det moderne familieliv, så der overordnet set tegner sig et billede, hvor ligestillingsdebatten er skiftet fra en diskussion af, hvordan vi skaber nogle rammer, så både karriere og familieliv kan kombineres, til at trække et åg af skyld og dårlig samvittighed ned over de kvinder, der gerne vil have et udfordrende arbejdsliv.

I det lys er det interessant at kigge bag om det stressede børnefamilieliv, som et liv med to voksne med fuldtidsjob og et eller flere børn i institution pr. definition bliver kaldt.

Ifølge flere undersøgelser er vores børn nemlig ikke så forsømte, som debatten giver indtryk af.

F.eks. viser undersøgelsen ’Tiden – det vi tror og det vi gør’ lavet af fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, hvor mere end 6.000 personer har deltaget, at fuldtidsarbejdende forældre har lige så meget direkte omsorg for deres børn som familier, hvor den ene eller begge arbejder deltid.

Kvinder bruger i gennemsnit 9 timer om dagen på direkte og indirekte omsorg, når de har små børn (1-6 år) – mænd tilsvarende 6 timer.

Konklusionen i undersøgelsen er derfor, at stort set samtlige forældregrupper bruger betydelig mere tid sammen med deres børn, end de f.eks. tilbringer på arbejde.

Det betyder også, at danske børn er betydelig mere sammen med deres forældre, end de er i daginstitution og skole, står der i undersøgelsen.

Samme konklusion findes i undersøgelsen ’Forældres brug af tid og penge på deres børn’, som Rockwool Fondens Forskningsenhed står bag.

RAPPORTLæs mere om undersøgelsen (eksternt link)

Her viser det sig, at vi i dag bruger mere tid sammen med vores børn end for tyve år siden. For mødrenes vedkommende er den primære omsorg steget med en halv time siden 1987.

Det er dog et noget andet billede, der bliver tegnet af de såkaldte karrierekvinder i den offentlige debat, hvor de ofte bliver beskrevet som kolde, egoistiske og uden moderlig omsorg, og hvor der igen og igen bliver spillet på den dårlige samvittighed.

Ofte lyder de skarpe indlæg: Hvorfor få børn, når de bare skal sendes i institution?

Her er det igen interessant at kigge på Jesper Bo Jensens tidsundersøgelse. Den viser nemlig, at akademikerkvinder, som er den gruppe i samfundet, hvor karrierekvinderne primært findes, bruger mere tid sammen med deres børn end faglærte kvinder.

Samme konklusion viser sig i Rockwool Fondens undersøgelse: Mængden af omsorg afhænger af uddannelsesniveau – jo højere uddannelse, jo mere omsorg til børnene.

Derfor ofrer vi ikke vores børn, når vi insisterer på, at vi vil have udfordringer på jobbet, men anført af de hellige øko-mødre, der ikke holder sig tilbage for at fortælle, hvor rigtigt det er at have valgt et liv, hvor børnene er omdrejningspunktet, prikker den dårlige samvittighed konstant.

I dag er den gode mor nemlig en meget snæver, defineret rolle. Det er en mor, der drosler ned for arbejdslivet, køber økologisk og altid sætter barnets behov over sine egne.

Jobbet, den intellektuelle del af livet, bliver næsten kriminaliseret i forhold til tiden med børnene, den følelsesmæssige side af livet.

Derfor kunne det være rart, hvis vi turde gøre op med det perfekte mor-ideal og accepterede, at for nogle er det lykken er være hjemmegående. For andre ville det resultere i indebrændthed og frustration.

Faktisk viser det sig, at det ikke er afgørende for børns trivsel, om de er seks eller otte timer i institution om dagen. Det er langt mere afgørende for børns trivsel, om moderen er tilfreds med sit liv.

Men for at vende tilbage til spørgsmålet: Føler du, at du har tid nok sammen med dit barn?

Så er der dage, hvor jeg må svare nej til det spørgsmål. Nogle gange er hverdagen presset. Nogle dage går det for hurtigt. Men grundlæggende føler jeg mig privilegeret ved at leve i et samfund, hvor der både er plads til arbejde og familieliv.

De to ting behøver ikke at stå i konflikt med hinanden. Så længe vi altså ikke kortslutter ligestillingsdebatten ved at gøre den hjemmegående mor til en forudsætning for et godt børneliv.