Blå bog Søren Mørch

• Er historiker (født 1933). Har været lektor i historie på Syddansk Universitet.
• Blandt hans mange bøger er 24 statsministre, der senere blev opdateret og omdøbt til ’25 statsministre – 25 fortællinger om magten i Danmark i det tyvende århundrede’, og bogen Den sidste Danmarkshistorie, hvor han argumenterer for, at det Danmark, vi kender, ikke længere er det samme.
• Søren Mørch modtog i 2003 Danmarks Radios Rosenkjærpris.
• Han er derudover fast skribent på debatsiderne i Politiken.

Man skulle tro, det var løgn, men det er det ikke! Nu er danske politikere endda for fjerde gang og nu i samlet flok gået ind i en angrebskrig i Mellemøsten. Hvad pokker er det, der foregår? Hvordan kan det være, at Danmark er havnet i en så hovedløs militarisme?

Ved militarisme forstår man den misforståelse, at det er muligt at løse problemer – politiske, økonomiske, sociale, kulturelle – ved hjælp af militær voldsanvendelse. Det kan ikke lade sig gøre, så derfor udvikler militarismen sig på den måde, at den første uoverlagte militære aktion nødvendigvis må bliver efterfulgt af den næste med det formål at aflede opmærksomheden fra den forriges fiasko.

Når det er så vanskeligt for militarismen at holde op, er det ikke mindst, fordi militaristerne ikke kan forklare invaliderne og de efterladte, hvad det, der er sket, skulle gøre godt for – hvorfor deres mænd, børn, kærester, venner er slået ihjel eller lemlæstet. Det er ikke til at sige til en ung mand, der kommer hjem fra Afghanistan i en rullestol, at det var en smutter, så det må han da meget undskylde.

En hæderlig aftale er umulig
Når krigen ikke har noget mål eller har en hel håndfuld af løse anbringender som angivne mål, er det ikke til at afgøre, hvornår man har vundet, og heller ikke til at forhandle sig frem til en så hæderlig aftale, at man kan slippe ud med æren i behold.

Så er der ikke andet at gøre end at fastsætte en eller anden exitdato og håbe på, at der ikke er for mange, der hænger sig i resultatet. En ny aktion kan måske bortlede opmærksomheden fra den forrige fiasko?

Gaddafi og Libyen kommer ind som sendt fra ... derfra, hvorfra sådan noget bliver sendt.

Krigen i Libyen er karakteristisk og typisk for den fremskredne militarisme derved, at de besluttende politikere kun kender til forholdene der, hvor den kommende krig skal udkæmpes, fra hvad de har set på tv eller læst i populære aviser.

Derfor har det ikke været muligt for dem at fastsatte noget mål for indsatsen, og derfor kan det heller ikke angives, hvor stor den skal være, eller hvor længe den skal vare.

Den er til at begynde med anlagt som en luftkrig, for det har hidtil ikke været muligt at finde tilstrækkelig anvendelse for flyvevåbnet, og nu skal man snart til at bestemme sig for, hvilken slags nye krigsfly man skal til at anskaffe – en situation, som danske militaristiske politikere deler med kolleger i andre NATO-lande, f.eks. Tyskland.

TEMALæs politiken.dk's seneste artikler om Det Arabiske Oprør

Hvordan kan det dog gå til, at skikkelige danske politikere er havnet på militarismens galej?

Der er ingen grund til at tro, at de er dummere end almindelige mennesker eller mere korrupte end os andre, så det er ikke godt at vide. Hvis man skal give et bud, som ikke kan blive andet end et gæt, så må man støtte sig til, hvordan det er gået galt andre gange i historien eller i andre stater, der er havnet i lignende uheldige situationer.

Et vigtigt fællestræk er, at det i reglen er uoverskuelige indrepolitiske problemer, der udløser flugten ud i militarismen, og som sætter den selvforstærkende svikmølle i gang, som er antydet ovenfor.

Her til lands er det formentlig den pludselige afslutning af den kolde krig, der var en af de udløsende faktorer. Sovjetunionens opløsning fjernede for første gang i Danmarks tusindårige historie enhver militær trussel mod rigets sikkerhed og fred.

Man skulle måske tro, at det ville være en glædelig begivenhed, men det førte til, at politikerne stod med et stort problem: Hvorfor skulle man så opretholde et militærvæsen med hjemmeværn, flyvevåben, ubåde og krigsskibe + alt det andet, der hvert år kostede mange milliarder kroner?

Det var man nødt til, fordi militærvæsnet beskæftigede mange tusind ansatte, der efter omhyggelige forhandlinger var fordelt rundt omkring i hele landet. Hvad skulle de lokalt valgte fortælle hjemme, hvis hele det tilskud til lokalsamfundenes økonomi og hele liv forsvandt, bare fordi der ikke længere var brug for militæret?

Hvad skulle man sige til officererne og alle de tjenestemænd i pensionsgivende stillinger, der havde tilrettelagt deres tilværelse og familieliv i tillid til, at der altid ville være brug for et forsvar?

Når der ikke var brug for et militærvæsen, måtte man skabe et behov. Det gjorde politikerne med den aktivistiske udenrigspolitik.

Uanede muligheder for konflikter i Mellemøsten
Selv om den kolde krig var evaporeret, var der jo mange problemer rundt omkring. Balkan var og er til hver en tid leveringsdygtig. Kunne nogle overflødige ældre krigstanks mon ikke siges at kunne gøre en eller anden nytte til et eller andet der? Hvad med flåden? Var der mon dog ikke noget, nogen af dens enheder kunne gøre?

Med mobiliseringen af islamofobien og fremmedfjendskheden åbnede de varme lande og især Mellemøsten uanede muligheder for konflikter, man kunne tage del i.

Den folkelige misforståelse, at enhver soldat i enhver krig vel ikke kan siges at være helt og aldeles overflødig, er til hver en tid en sutteklud som det danske mini-mini-militær har kunnet trøste sig med.

Der går en noget slynget sti fra den indsats 'vore' frihedskæmpere med kong Christian 10. og Vilhelm Buhl i spidsen ydede ved besejringen af den tyske nazisme over Balkan og videre til den første og anden Irakkrig, eventyret i Afghanistan og indsatsen i Libyen.

Når angrebet på Libyen har udartet sig til den rene parodi, er det nærliggende at lægge mærke til, i hvor høj grad de problemer, som danske politikere uomtvisteligt har, og som de er i stand til at gøre noget ved, er vokset dem over hovedet.

Alle kan se, at den nuværende udformning af beskatningen er uholdbar og uhensigtsmæssig. Alle politikere ved godt, at problemet er beskatningen af jord og fast ejendom, men ingen kan tage sig sammen til at gøre det nødvendige.

En hel lang række lignende situationer har udviklet sig i forholdet til mennesker på overførselsindkomst, til at forene islamofobien med integrationen/assimileringen af et par hundrede tusinde indvandrere og flygtninge, til private og offentlige skoler og hospitaler, til universiteterne og forskningen, til folkeskolen, til det gældsatte industrialiserede landbrug og dets forurening, til udkantsområderne, til erhvervsstøtten.

Oven i alt dette kommer også de problemer, der udvikler sig i børnefamilier med skilsmisser, karriereønsker og overforbrug, med gamle menneskers anbringelse, pasning og ensomhed, med statskirken i forhold til sekulariseringen og og og ... bliv selv ved!

Det er en truende fristelse, som det nuværende hold af politikere ikke har kunnet modstå: At lade alt det trivielle og nødvendige blive liggende og i stedet for svinge med dannebrog og løfte fanen så høj og så flot, at man, gennemsnitligheden, de selv, du og jeg og helst alle og enhver bare et stykke tid, et øjeblik, kan tænke på noget andet, på det usandsynlige, f.eks. på demokratiet i Libyen ...