Min kones klaverelever kan ikke pudse næse.

Ingen kærlig far eller mor har undervist dem i at lukke først for det ene og så for det andet næsebor.

Så de sidder på klaverbænken og snøfter og tørrer næsedryppet af med fingrene – og når hun beder dem vaske hænder, før de igen rører ved tangenterne, så kan de heller ikke det, uanset om de er otte, ti eller tolv år gamle – de tror, det er nok at gøre fingrene våde og tørre bakterierne af i håndklædet.

Men de kan så meget andet – de er jo kreative, innovative, omstillingsparate, de er Verdens Bedste Børn i Verdens Bedste Samfund, for de har gået i Verdens Bedste Folkeskole. Gud Fader bevare os.

En af dem vil gerne have flyttet sin tid, så det passer bedre med bybussen. Hendes forældre er akademikere, hun er velbegavet, har gode hænder, ser godt ud og går i 2. g – men har »store transportproblemer«, fordi der fra gymnasiet til musikskolen er knap 2 km = 20 minutters gang hver vej (hun har ingen cykel).

Og det er alt for langt – »Jeg gider altså ikke gå!« – så den 17-årige klaverelev, der har haft alle forudsætninger for at udvikle en ordentlig fysik, tager en bybus, en stor omvej, to enkeltbilletter!

Men hendes alternativ er også skræmmende: 20 minutter på en grussti i en fredelig provinsby, langs en å kranset med piletræer og siv og nu i foråret fyldt med lappedykkere og ænder og snart ivrige ællinger i mødrenes kølvand.

De fleste af klavereleverne er fra ’gode hjem’ med – ja, klaver, solid middelklasse, forældre med uddannelse og interessant arbejde, men en stor del af dem vil kun spille præcis den musik, de i forvejen kender – og helst uden at øve sig fra uge til uge, for det er der jo ikke tid til, når man skal ’være på’ i sit sociale netværk og – for de lidt ældre – passe fritidsjobbet og de mange fester.

For nylig skrev Politiken om de mange urolige børn i skolen, de frække drenge, ADHD-børnene, alle dem, der snakker og sms’er og fiser omkring og er optaget af alt andet end undervisningen. Lærerne bruger en stor del af timen på at skaffe ro, de andre børn bliver sure og lærer for lidt.

ARTIKELUro i undervisningen plager elever i folkeskolen

Ole Juhl på Dansk Center for Undervisningsmiljø udtalte naivt, at en mere fantasifuld undervisning kunne få de uopmærksomme, urolige og støjende børn til at følge med og holde op med at forstyrre.

Altså mere underholdning, mere af det, fritiden er overfyldt med, flere spændingskurver som i ’Call of Duty’ og de andre krigsspil.

Men de fleste færdigheder kræver træning – ligesom klaverteknik kræver fingerøvelser – og det kan ikke på nogen måde blive spændende. Det er ofte kedeligt, og det er nødvendigt med sej vedholdenhed, stædighed – og mange, mange timer.

Lektor på CBS Søren Schultz Hansen hævder i sin bog ’Årgang 2012’, at forældre ikke må kræve børnenes smartphones slukket ved aftensbordet – det er et overgreb mod børnenes ’sociale netværk’, mod deres ’samvær’ med vennerne.

Hvad med samværet med de mennesker, man er i stue med, i familie med? Hvad med lidt unplugged samtale? Hvad med dagens begivenheder og aftalerne om i morgen og overmorgen?

Véd lektoren ikke, at multitasking betyder, at det hele bliver gjort halvt? Og at koncentration er ved at blive en mangelvare, i skolen, i hjemmet, på arbejdspladsen, i fritiden.

Sådan er det, og det er så sørgeligt, at det gør ondt. Den sociale mobilitet er stort set gået i stå, og der er tegn i sol og måne på, at det endda går ’den modsatte vej’ for mange, der får en dårligere uddannelse end deres forældre.

Vi har kunnet se det længe i USA, hvor den indkomst- og uddannelsesmæssige ulighed er vokset markant de sidste 40 år (husk, hvor Anders Samuelsen, David Gress og Cepos henter deres visioner!). Nu kan elendigheden heller ikke overses i Danmark.

En stor del af børnene fra de ’lavere’ socialgrupper er stået af, og for drengenes vedkommende ser vi tendensen langt op i de velbjærgede og veluddannede mellemlag.

Der må ikke stilles krav. Alt skal være morsomt og let. Undervisningens indhold skal tilpasses elevernes forudsætninger og forventninger. De vil spejle sig i verden i stedet for at lade verden afsætte spor i dem selv.

Alt, hvad eleven ikke umiddelbart kan se nytten af, er følgelig unyttigt. Læreren skal som en ekstra curlingmor gøre isen glat foran barnet.

Og det har været sådan længe – de forskere, der påstår, at de undersøger virkningerne af tv- og smartphones-kulturen er selv ramt af den overfladiskhed, som de skulle undersøge.

De lærere, der skal undervise i dansk, kan ofte ikke selv skrive bare nogenlunde korrekt. Vi bliver alle overfyldt med ligegyldig information som erstatning for refleksion, fordybelse og indsigt.

Hvordan kan det være, at de mange unge fra bog- og studiefremmede miljøer for 40-50 år siden på gymnasium og studenterkursus kastede sig over historie, tre fremmedsprog, oldtidskundskab og latin?

Undervisningen blev ikke underordnet deres forudsætninger – men de kæmpede med kravene med krum hals og løftet hale ligesom de unge i Kina og Indien i dag.

Rektor Dorthe Enger på Niels Steensens Gymnasium er en af de alt for få, der tør stille krav og kassere den dårlige del af reformpædagogikken.

Men det er nok tvivlsomt, om det bliver til andet end pletrensning i mylderet af nye gadgets og apps og realityshow.