Ditte Giese

Ditte Giese er journalist på Politiken.

Lørdag kunne Politikens læsere over morgenkaffen endnu engang nyde en af Henrik Lists mange lovsange for prostitutionens fortræffeligheder.

Denne gang med det twist, at sexturisme faktisk bare er en form for wellness-turisme for liderlige voksne. Eller en slags swingerparty i de varme lande.

LISTS INDLÆGBehøver sexturisme at være kynisk udnyttelse?

Jeg kom til at tænke over, om hvem som helst må postulere hvad som helst i Politikens debatsektion? For at provokere, for at skabe debat?

For nogle måneder siden var det Uffe Buchard, der kæftede op om sit forstokkede syn på maskulinitet, og nu får Henrik List så lov at fortælle sin egen selvbedrageriske version af ’Pretty Woman’ om de piger og kvinder, der sælger sig selv i Thailand.

BUCHARDDen unge far er et kastreret handyr

Det er faktisk en frisindet seksualkultur, pointerer han. Måske en form for fræk ulandshjælp? Mange af dem har jo også kun 2-3 kunder om ugen, forklarer han.

Han køber dem en ny kjole i shoppingcentret og tager dem med på dyrt badehotel.

Problemet er bare, at de her piger jo ikke vågner op med Richard Gere næste dag. De vågner op ved siden af Henrik List og de mange andre tusinde vestlige mænd, der luller sig selv ind i en løgn om lykkelige ludere og et hengemt mandeparadis af villige, smukke kvinder.

Og det kan jeg sådan set godt forstå. Man er nødt til at retfærdiggøre det over for sig selv, når man står der med en stiv pik og en stak baht i hånden og betaler for, at nogen gider røre ved en. Eller sidder på barerne i Pattaya med sine ligesindede og føler sig eftertragtet, når de eksotiske thaipiger leder efter kunder.

I Henrik Lists selvbedrag er det noget med, at det er unge studerende, der er ude på nattesjov og måske endda gerne vil finde en kæreste/ægtemand. Og de er jo »freelance«, og alt er helt frivilligt og fint, fint.

Men hvilken historie tror List selv sælger mest?

»Hej, jeg hedder Go-Go, jeg har et sted mellem 10 og 20 kunder om dagen. Nogle gange er jeg følelsesløs i skeden, men det er min eneste mulighed for at forsørge min familie«. Eller: »Det er bare noget, jeg gør for sjov, jeg studerer på universitetet til daglig, men elsker sex og frække mænd med topmave og viagrapiller i bæltetasken, me love you long time«?

Hele dette forsvar for sexturisme hænger Henrik List så op på sin sædvanlige sang om nypuritarisme og onde feminister (nu kaldet ’kønsfeminister’, hvad det så end betyder).

Dermed postulerer List, at alle andre mennesker i verden end de onde, sexforskrækkede feminister synes, det er totalt i orden at tage til Thailand og betale sig for sex.

Men i den virkelige verden synes både mænd og kvinder, virksomhedsledere og kontantmodtagere, lesbiske og bøsser, charterferieturister og backpackere, børnefamilier og studerende, at det er pisseulækkert, når de på deres ferier hele tiden bliver konfronteret med de der mænd, der kommer trækkende med en lille Barbiedukke, de har betalt for og kalder deres ’feriekæreste’.

Alle kan jo se, at pigen ikke gør det for sjov!

Feminister, hvad enten List kalder dem Big Mother-feminister, forbudsfeminister, kønsfeminister eller kristen-feministiske seksualmoralister, er hverken nypuritanske eller sexforskrækkede.

Tværtimod handlede en stor del af kvindekampen om kampen for kvinders egne kroppe og seksualitet, at finde den berømte knap, stille krav til vores sexpartnere og i øvrigt kæmpe for lesbiskes vilkår.

For sex og intimitet handler om to voksne mennesker, der frivilligt deler hinandens kroppe. Fordi de ikke kan lade være, fordi de har lyst. Og det er ikke det, der foregår i Pattaya og Bangkok og så videre. Det er et ulige forhold, hvor den ene køber den anden.

Sexturisme er sexturisme, og det er etisk forkasteligt, når vestlige mænd rejser til Asien for at købe sig til den sex, de ikke kan få derhjemme. For det er sgu aldrig Richard Gere, de piger får med hjem på briksen.