Marc-Christoph Wagner

Marc-Christoph Wagner er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og Humboldt- Universität zu Berlin.

Har siden 2003 boet i København, hvor han arbejder som Nordeuropa-korrespondent for tysk radio og tv, ARD.

Jeg er født i 1970 i det tidligere Vestberlin. Muren var noget, der i min barndom blot var der, som det mest naturlige i verden.

Med kridt tegnede vi mål på den og brugte den som afgrænsning af vores foldboldbane. Senere holdt vi øje med de østtyske grænsevogtere på den anden side, som vi kastede sten efter, når de kontrollerede på den såkaldte dødsstribe. Drengestreger – i den kolde krigs epicenter.

Som årene gik, forstod vi, at grænsen ikke var det mest naturlige i verden. Mine bedsteforældre, som jeg tilbragte mange eftermiddage hos, var vokset op i det, der nu var Østberlin.

Vi havde familie på den anden side – ligesom stort set alle skolekammerater. Omkring jul sendte vi pakker med kaffe og chokolade over grænsen, vel vidende at de ville blive åbnet og kontrolleret.

I det hele taget var det nemt at blive sur på regimet på den anden side. Når jeg lukker øjnene i dag, kan jeg stadig huske lugten og mindes atmosfæren, når vi med skolen krydsede grænsen ved Bahnhof Friedrichstraße for at besøge Østberlin eller koncentrationslejren i Sachsenhausen. Der stod grænsefolkene i deres grå uniformer – mistroiske, udtryksløse i ansigterne, med en skarpladt maskinpistol over skuldrene.

Men verden var ikke så sort og hvid, som man umiddelbart havde indtryk af. Som årene skred frem og historieundervisningen i skolen efterlod sig flere og flere nedslag i bevidstheden, så forstod vi, at delingen – Tysklands og Europas – var et resultat af vores egen historie.

Forsøget på at indlemme hele kontinentet under tysk herredømme i 1930’erne og 1940’erne havde ført til dets opdeling i Øst og Vest, og faktisk var det dem på den anden side af Jerntæppet – borgerne, ikke regimet – som betalte den højeste pris. For vi på den vestlige side levede i frihed og velstand og kunne gøre, som vi lystede.

Hvad har alt dette med Danmark og grænsekontrollen at gøre? I første omgang intet. Når jeg nævner min opvækst, så er det for at beskrive min generations forhold til Europa.

For EU er – på trods af dets fejl og utilstrækkeligheder – først og fremmest et symbol: et symbol på overvindelse af en mørk og krigerisk fortid, hvor nationerne søgte deres egen lykke på bekostning af andres.

I den forstand er den europæiske integration naturligvis et politisk projekt og har altid været det. Og netop derfor plejede den tyske kansler Helmut Kohl at sige, at Europa for tyskerne ganske enkelt handler om krig og fred. Det er fredens triumf over krigen.

Indtil 1989 var det kun os tyskere og europæere på den vestlige side af Muren, som kunne nyde dette privilegium. Jeg har personligt aldrig skullet bøde for mine bedsteforældres generations gerninger. Jeg er vokset op i trygge økonomiske rammer og har kunnet rejse, hvorhen jeg ville.

Imens var der nogle politikere i forskellige europæiske lande, der tog arven fra fortiden alvorligt og forcerede den europæiske integration. En europæisk integration, hvis største succes og allerstærkeste symbol er den frie bevægelighed og fælles valuta.

I dag er det heldigvis ikke kun det gamle Vesteuropa, som nyder frugterne af denne udvikling. Siden Murens fald i 1989 har demokrati, velstand og frem for alt den personlige frihed bredt sig til kontinentets østligste egne.

Når jeg går igennem min fødeby i dag, må jeg knibe mig i armen for at forstå, at dette virkelig er sket: ingen mur, ingen grænse med pigtråd eller bevæbnede vogtere, jeg kan rejse fra det nordlige Finland og ned til Malaga uden at skulle vise pas. Freden har sejret over krigen – siden 1989 heldigvis i stort set hele Europa.

Jeg vil på ingen måde virke hellig, men jeg vil dog påstå, at vi tyskere også har spillet en rolle i denne lykkelige udvikling. Jeg tror næppe, at der findes mange lande, som i den grad har taget deres historie til efterretning og ja, lært af fortiden.

Selv da vi som nation blev genforenet i 1990, var der hos vores naboer kun få, der betvivlede, at Tyskland ville fortsætte sit europæiske engagement. Ja, vi ofrede endda det vigtigste symbol på efterkrigstidens stabilitet for en fælles europæisk valuta, nemlig D-marken.

I dette lys bliver jeg som herboende tysker nærmest harm, når Pia Kjærsgaard på den aktuelle tyske kritik af den udvidede grænsekontrol svarer ved at gribe i meget gamle skuffer. Jovist, mit land har budt på følelsesladet nationalisme med mange triste konsekvenser, som hun skriver. Men undskyld, hører det ikke en anden epoke til?

KJÆRSGAARDBland dig udenom, ambassadør

Og er den tyske historie i de seneste årtier ikke netop et opgør med tidligere tiders nationalisme?

Det er skræmmende, for ikke at sige beskæmmende, at vi er kommet hertil. Naturligvis er det Danmarks sag, hvordan man vælger at beskytte sin grænse. Men der kan ikke herske tvivl om, at for os, der har oplevet Europas deling på tæt hold, så er det et skridt i den forkerte retning – og et helt afgørende symbol på efterkrigstidens epoke, som der nu bliver pillet ved.

For hvad bliver det næste? DF har jo allerede annonceret, at man helst vil træde ud af Schengensamarbejdet. Bliver det så den pris, regeringen må betale, når finanslovsforhandlingerne indledes i efteråret?

Lige nu er der mange politikere i blå blok, som prøver at bilde resten af Europa ind, at det er forkert på den. At grænsekontrollen jo kun handler om nogle få toldere, der skal stoppe våbensmugling og narko og østeuropæisk kriminalitet. Sikke noget sniksnak.

Hvis dette virkelig var tilfældet, hvorfor så ikke starte med at bruge de 98 betjente nogle få hundrede meter fra Folketinget og Skatteministeriet, hvor Christianias Pusher Street flyder over med hash og andre ulovlige varer?

Og hvis man virkelig var interesseret i en sikker grænse, hvorfor så ikke tage direkte kontakt til f.eks. den tyske regering for at drøfte, om samarbejdet kunne intensiveres?

Nej, i virkeligheden handler det om symbolpolitik. Fra Dansk Folkepartis side. Men også fra den tyske regerings side, som har kritiseret planerne i skarpe vendinger. For skal historiens hjul virkelig drejes tilbage pga. nogle billige indenrigspolitiske point?

Nej, er vi heldigvis mange, som stadig mener. Det er det, som vi europæere i fællesskab har opnået efter 1945, ganske enkelt for kostbart til.