»Özlem? Det er da hende indvandreren, der går op i tørklæder og moskeer, ikke? Sådan har mange opfattet mig, fordi jeg er politiker med brun hud. Men i bund og grund synes jeg, at integrationsområdet er ret kedeligt. Det er slet ikke dét, der tænder mig. Jeg tror på klassekampen. Jeg er socialist, før jeg er muslim. Når jeg er blevet tændt politisk, skyldes det ikke, at jeg er fra Tyrkiet, men at jeg kommer fra et arbejderhjem i Enghave på Vesterbro i København, pigen fra bunden af samfundet. Når man kommer fra underklassen, er det, der optager én, ikke, hvorvidt man skal gå med tørklæde eller ej, så er det, hvem der skal hjælpe én med lektierne, og om ens far er arbejdsløs. Min arbejderbaggrund har tændt mig politisk, ikke min etniske baggrund – sådan er det«.

Ordene kommer fra sygeplejersken og SF-politikeren Özlem Cekic, der er født i Tyrkiet i 1976 og kom til Danmark med en far, der var fårehyrde, og en mor, der sluttede skolen efter 3. klasse.

Familien flyttede til Nørrebro og senere Vesterbro i København, hvor Özlem også har gået i skole.

»Vi var taberbørnene fra Enghave: Mange af vores forældre ventede på førtidspension, var arbejdsløse, og der var sindslidelse og misbrug. Jeg har som sygeplejerske passet nogle af mine tidligere klassekammerater, der er blevet seksuelt misbrugt i al den tid, jeg gik i klasse med dem. I mange hjem var der vold og fattigdom«.

Hvad betød den opvækst for dig?

»Når man kommer fra bunden, er den største modstand, at man ikke har viden med sig. Jeg har altid i mit liv følt, at jeg var bagud. Når folk har siddet og talt om for eksempel noget i tv, så kan jeg jo se, at jeg altid har set de forkerte film og programmer, fordi dem med uddannede forældre ser nogle andre ting. Min far lærte at læse og skrive i militæret. Han er hyrdedreng, har drevet får, siden han var 5 år. Jeg har ikke siddet med mine forældre én eneste aften og haft en kulturel samtale. Det har forfulgt mig hele vejen«.

Også da du kom i gymnasiet og skulle tage en uddannelse?

»Ja, jeg har altid været bagud på grund af min underklassebaggrund. Altid! Selv i dag er jeg helt vildt sårbar, når der er nogen, der i et større forum retter mig. Det største kulturchok mødte jeg i gymnasiet, fordi alles forældre havde en uddannelse, mens mine var ufaglærte. Når de sad og talte om teaterstykker og skuespillernavne, var jeg helt blank. Engang sad jeg som voksen ved siden af sangerinden Caroline Henderson uden at ane, hvem hun var. Jeg har været kulturelt set bagud hele tiden, fordi jeg er vokset op i underklassen, hvor man ikke sidder og diskuterer de store romaner og historiske begivenheder med sine forældre hen over aftensmaden«.

Hvad gør man så?

»Når man kommer fra et arbejderhjem, handler det om at få hverdagen til at hænge sammen, fordi der er regninger, der skal betales. Derfor er det også en sport at følge med i tilbudsaviserne for at finde ud af, hvor man kan købe det billigste smør. Det er der mange i den akademiske klasse på Christiansborg, som ikke kan forestille sig«.

Tegning:  Philip Ytournel.

Ahaoplevelse i fagbevægelsen
Selv om Özlem meget tidligt i sit liv er bevidst om, at hun tilhører en anden samfundsklasse end sine jævnaldrende både i gymnasiet og på Sygeplejeskolen, går der lang tid, før den erkendelse slår over i politisk bevidsthed.

»Jeg får mine forældres liv, da jeg bliver gift ind i et arrangeret ægteskab. Sådan er mit liv i de år: Jeg står op klokken halv fem og tager ud på Halmtorvet og gør rent i SuperBrugsen. Derfra til Sygeplejeskolen og senere på eftermiddagen og aftenen videre på rengøringsarbejde. Jeg er i det ægteskab og det liv i syv år. Arrangerede ægteskaber er ligesom lotto: Man enten vinder eller taber – og jeg tabte. Men jeg fik et barn ud af det, og det er jeg fantastisk glad for«.

Tænker du slet ikke i politiske baner i den periode?

»Overhovedet ikke. Jeg aner ikke en dyt om politik, før jeg stiller op som tillidsmand i Dansk Sygeplejeråd, fordi jeg gerne vil gøre en forskel for børn i psykiatrien. Hvis man dengang spurgte mig, hvor mange partier der var i Danmark, ville jeg måske være kommet op på fire. Jeg er på det tidspunkt politisk analfabet«.

Hvad gør så forskellen?

»Det gør mit møde med fagbevægelsen. Det er den store ahaoplevelse for mig. Her går det op for mig, at jeg er rød, at jeg er socialist. Fagbevægelsen er ret fantastisk; man lærer at læse hurtigt, tænke alliancer og bygge sager op. Men det vigtigste, jeg lærer i fagbevægelsen, er at tale om den helt almindelige underklasse – Karina. Det kan godt være, at mange har det godt, men andre har det altså skidt, og vi skal prøve at gøre noget godt for Karina. Det har været min ledetråd som politiker«.

SF’eren Cekic
Da først Özlem Cekic er tændt, tager hun skridtet videre og går ind i et parti. Det bliver den lokale SF-partiafdeling i Albertslund.

»Jeg kan jo godt se, at det ikke i længden er i Dansk Sygeplejeråd, jeg løfter den sociale sag. Jeg må ind i et parti. Og her ser jeg, at Villy Søvndal laver rigtig meget for de hjemløse på det tidspunkt, så jeg melder mig ind i SF. Jeg stiller op til hovedbestyrelsen og er kun to stemmer fra at slå Villy. Men så går det op for mig, at hvis man skal gøre en forskel, skal man være i Folketinget, så jeg stiller op i 2005 og kommer ikke ind. Men det gør jeg i 2007. Pludselig er arbejderpigen fra Enghave folketingsmedlem. Vildt sejt«.

Her er du jo en minoritet på alle punkter: kvinde, muslim og arbejderpige?

»Ja, især er der på Christiansborg en generelt nedladende tone, når man kommer fra et arbejderhjem. For eksempel siger man: »I denne rapport er der en statistik, kan ordføreren fortælle, om 20 procent svarer til det eller det?«. Det falder mig ikke naturligt at argumentere på den måde, da jeg ikke har gået på universitetet. Men jeg kender en Karina på kontanthjælp, og jeg kan love dig for, at hun har det hårdt! Og det hader de, at jeg siger. De hader, når jeg tager konkrete eksempler med op på talerstolen«.

Hvordan kan du vide det?

»De vender for eksempel øjne, når man kommer med konkrete eksempler. Og de griner. Forleden genså jeg en debat, som jeg deltog i, om selvmordstruede. Jeg argumenterer ud fra hverdagen, og hold kæft, hvor jeg bare falder igennem, fordi de taler akademisk, og jeg er helt konkret med eksempler fra virkeligheden. Og siger: »Det kan ikke være rigtigt«, »det er fuldstændig langt ude det der« og »kan ministeren ikke mærke, at ...«. Dér kan jeg godt mærke, at jeg kommer fra et arbejderhjem«.

Underdanmarks stemme
Sådanne oplevelser har på ingen måde fået Özlem Cekic til at neddrosle det med at tale konkret og bruge eksempler og trække virkeligheden helt ind på Christiansborg. Tværtimod.

»Jeg besluttede med mig selv, da jeg gik ind i politik, at jeg ikke gjorde det, fordi jeg ville have noget ud af det personligt. Jeg gjorde det, fordi det er vigtigt at kæmpe Karinas sag«.

Hvad betyder det?

»Det betyder, at jeg ikke har et behov for at lægge bånd på mig selv, fordi jeg skal være minister eller have en politisk karriere. Dem, jeg får allermest energi fra, er dem uden for Christiansborg. Jeg har ikke behov for at være venner med dem på Christiansborg, det er ikke derfor, jeg er her. Hvis tingene bliver lidt sorte, ved jeg godt, at jeg lige skal besøge Sand: mine hjemløse drenge ude i Nordvest. Så bliver jeg mindet om, at der er mange, der har tillid til, at jeg skal løfte det her store ansvar, selv om det er benhårdt, for det er også lidt ensomt. Det er også derfor, jeg fast en gang om ugen taler i telefon med nogen eller besøger nogen, for at huske, hvorfor jeg er derinde. Jeg er her for Underdanmarks skyld. Jeg er arbejderpigen, der taler Karinas sag«.

Men store dele af Underdanmark er indvandrerskeptisk?

»Ja, når man ligger nederst, er det naturligt, at man tramper på dem, der også er der. Derfor er det vigtigt for mig at holde fokus på at løse Underdanmarks problemer frem for at snakke dem efter munden og puste til deres frygt. Løsningen på deres problemer er at tilbyde dem uddannelse, job og en løsning på deres konkrete hverdagsproblemer. Venstrefløjen glemmer efter min mening tit klassekampen, når den altid taler ned til Underdanmark og er med til at puste til frygten«.