Som så mange andre forældre ramte de første historier om familien fra Brønderslev som en mavepuster.

Historier om børn, der blev seksuelt misbrugt på det groveste og misrøgtet, fik kvalme og vreden til at svulme. Hvordan kan sådan noget ske i velfærdssamfundet Danmark?

Det spekulerer alle over, og nyhedsmedierne er gået forrest i kampen på en forklaring. Men faktum er, at det blot var et spørgsmål om tid, før en Brønderslevsag ville komme.

Og det er også et faktum, at disse sager med usvigelig sikkerhed vil blive hyppigt gentaget i de næste mange år.

Måske er det gået nogle mennesker over hovedet, men de skiftende regeringer i Danmark har de sidste 15 år gjort deres for at afskaffe det sociale sikkerhedsnet i Danmark, og det er resultaterne af denne demontering, vi ser nu.

En voksende social underklasse er vokset frem, og med en sådan underklasse kommer en øget kriminalitet, misrøgt af børn, social armod og – ja, hvem kan tro det – sultende børn i gaderne.

Men er det så forældrene, der har svigtet? Ja, naturligvis. Men også samfundet.

LÆS ARTIKELLøkke: Vi har lært af Vestjylland

Familien var blevet ramt hårdt af de stramninger, der er blevet lavet de sidste 15 år. Moderen var på kontanthjælp – en ydelse, der er steget mindre end leveomkostningerne og derfor reelt er faldet.

Nedskæringerne i børneydelserne har ganske givet ramt særdeles hårdt. Og kontanthjælpsloftet har været en direkte hån mod den udsatte familie. Dertil kommer den finansielle krise.

Når mennesker lider nød eller sulter, kommer de dyriske instinkter til at dominere. Forældrenes handlinger skal ikke undskyldes, men fattigdommen har dannet grobund for deres makabre handlinger, og herfra skal lyde et opråb til den danske befolkning, der stadig går rundt og tror, at ingen lider og sulter i Danmark.

Ude i provinsen i de små byer er fattigdommen langsomt groet frem som konsekvens af, at hullerne i det sociale net er vokset.

Her kan man finde hele byer hovedsageligt befolket af alkoholikere, fattige førtidspensionister og kontanthjælpsklunsere. Husene er faldefærdige, børnene er klædt i slidt aflagt tøj, og sult er ikke et ukendt begreb fra fjerne afrikanske lande.

Når mor og far har brugt de få penge, der kommer ind fra det offentlige på cigaretter og alkohol, må børnene gå sultne i seng.

LÆS OGSÅUdkantsdanskere er lykkelige

Lyder dette som en overdrivelse, så se blot på tallene. Antallet af personer, der lever under fattigdomsgrænsen i Danmark mindst tre år i træk, er nu 80.000 voksne personer – en årlig stigning på 5 procent – et tal, der har været konstant stigende siden 2001(AE 2010).

Det er altså kronisk fattige, der lever af ca. 5.000 kr. om måneden – alt inklusive. I et land, hvor et par solide børnesko let koster flere hundrede kroner.

75.000 børn levede i 2004 under fattigdomsgrænsen, det vil sige, at de i det daglige ikke kunne få rent og relativt uskadt tøj på i skole, må leve af sparsom og usund mad samt bliver socialt udstødte.

Økonomiske eksperter, sociale rådgivere og godgørende organisationer har i årtier forsøgt at råbe befolkningen og politikerne op.

De lave sociale ydelser skaber fattigdom og social armod. Og fattigdom skaber grobund for kriminalitet.

POLITISKE LØFTERLøkke vil give udkantskommuner mere frie tøjler

Sagen i Brønderslev og de sociale sager, der med større hyppighed vil dukke op, er en direkte konsekvens af de sociale nedskæringer, Nyrup og Fogh-regeringerne har lavet.

Beskæringerne af dagpengene, udhulingerne af bistandshjælpen, børnecheckmassakren og starthjælpen. Listen er lang og ofrene mange.

Jeg voksede selv op i fattige kår i det vestligste Jylland. Der var mange børn i familien, der var arbejdsløshed, men alligevel formåede jeg at bryde den sociale arv og rykke opad i samfundet.

Når jeg ser tilbage, var det en tid, hvor familien konstant var i fare for at gå i opløsning, men aldrig gjorde det. Og det skyldes, at den danske stat konstant formåede at holde os over fattigdomsgrænsen.

Dengang var der en syv års dagpengeperiode og ingen øvre grænse for børnepengene. Sociale ydelser, som jeg takke for, at ingen i min familie forfaldt til kriminalitet, og at jeg trods alt kunne gå i rent tøj i skole hver dag.

Som barn brokkede jeg mig naturligvis konstant over, at vi aldrig havde penge til alt det sjove – alle andre virkede rige i forhold til vores familie. Men i dag indser jeg, at jeg i modsætning til nutidens børn levede i et reelt velfærdssamfund.

Når man læser rapporter om fattigdom, er der én sætning, der går igen. Den lyder noget i den her stil: ’Fattigdommen i Danmark er lav sammenlignet med de fleste andre lande’.

Det er et figenblad, de danske politikere har skjult sig bag i de sidste 15 år, mens de har fjernet det sociale sikkerhedsnet med hård hånd.

Nu kommer så regningen for den nyliberale vision. Og det bliver Brønderslevfamiliens børn, der kommer til at undgælde.