Det er snart slut med at bryde den sociale arv i Danmark, hvis regeringen fortsat underprioriterer de studerende og de socialt udsatte.

Kristelig Dagblad prydede sin forside for nylig med overskriften ’Flere og flere danskere fastholdes i fattigdom’. Det er måske ikke så underligt i en tid, hvor finanskrisen kradser, og vi alle må spare.

Men må vi alle spare, eller kan vi fastholde velfærdsstaten, hvor de, som har lidt mere, kan hjælpe de ressourcesvage og måske få dem ud af en negativ spiral?

Det mener jeg som mønsterbryder fra det tidligere ’Velfærdsdanmark’. I disse krisetider må vi holde endnu mere fast i velfærden, hvis ikke vi skal miste den potentielle arbejdskraft, som findes blandt Danmarks fattige.

LÆS DEBATINDLÆGFlere fattige giver flere Brønderslevsager

For ikke at tale om de økonomiske og humanistiske gevinster, der er i at hjælpe de fattige, så de senere hen kan hjælpe sig selv og derigennem hjælpe Danmark.

Jeg er en af de fattige, som er blevet hjulpet ud af den negative sociale arv. Danmark har jo ikke en officiel fattigdomsgrænse, så jeg kan ikke bevise, at vi var fattige – og vi levede dog heller ikke på gaden.

Men når der ikke er penge til fritidsaktiviteter, varieret mad, skoleudflugter, egen seng, nyt tøj og skoleredskaber, påvirker det børns sociale liv, som er en vigtig faktor i skabelsen af identiteten. Det kan betyde ekskludering og fordømmelse, som besværliggør et evt. brud med den negative sociale arv.

Det indebar også, at jeg led af koncentrationsbesvær og manglede basal viden. Jeg blev derfor opfattet som uboglig af mine lærere. I dag er jeg i gang med en kandidatuddannelse med primært tocifrede karakterer.

I min familie er over halvdelen på overførselsindkomst pga. af psykiske og fysiske sygdomme. Derudover har alle en kort uddannelse, som betyder større risiko for arbejdsløshed, der da også har ramt flere.

De har næsten alle kostet samfundet penge og har samtidig ikke haft en høj levestandard. Flere er rygere og lever generelt mest af den øverste del af madpyramiden. Det skyldes ikke dovenskab eller ’laden stå til’, men derimod de psykiske og fysiske sygdomme, som de lider af pga. traumatiserende opvækst.

Regeringen mener åbenbart ikke, at disse mennesker har brug for hjælp, men derimod et ’skub’ ud i arbejde.

Det gør de bl.a. ved at gøre det svært at få førtidspension og kontanthjælp. Dette ’skub’ hjælper ikke, og min erfaring siger endda tværtimod.

Der er en grund til, de ikke bare tager et arbejde – som jo heller ikke hænger på træerne i dag – og det handler om psykiske og fysiske problemer. Hvis de i stedet hjalp disse mennesker med at løse dem, ville flere af dem komme i arbejde.

LÆS OGSÅVar Orwell bare 100 år forkert på den?

Det er interessant at se på, hvorfor det var muligt for mig at bryde denne negative arv.

Det er der flere årsager til: Da en psykisk lidelse kostede min far livet, stod min mor som alenemor og måtte derfor tage flere job for at forsørge min bror og mig. Da jeg nåede en alder, hvor der skulle vælges mellem de forskellige ungdomsuddannelser, ønskede jeg pludselig at komme på hf. Det frarådede både lærere og min mor.

Cafépengene gav uddannelsen
Pga. af stædighed formåede jeg at starte på uddannelsen og fik derfor SU som hjemmeboende. Her gik alle pengene til husholdningen, så min mor kunne nøjes med at arbejde ét sted, og et fritidsarbejde kunne dække udgifter til transport og skoleredskaber.

Disse ’cafépenge’, som Lars Løkke Rasmussen har døbt disse ydelser, gjorde det altså muligt for mig at tage en ungdomsuddannelse.

Denne mulighed vil Venstre fjerne og kun give til særligt nødstedte. Men hvor går grænsen for at være nødstedt eller ej?

Da vi ingen officiel fattigdomsgrænse har i Danmark – og heller ikke får med den siddende regering – så bliver det svært at argumentere for, hvornår der er behov for denne ydelse.

Jeg færdiggjorde ungdomsuddannelsen med udmærkede karakterer – takket være gode og engagerede lærere og moralsk støtte fra min mor.

Herefter fik jeg arbejde hos en akademisk familie, som gav mig almen dannelse og fik mig overbevist om, at mine evner rakte til en universitetsuddannelse.

Det var altså held, som var skyld i denne udvikling, men min baggrund gjorde det meget vanskeligt at gennemføre uddannelsen. Det skyldtes manglende ordforråd og manglende viden om studievaner.

LÆS ARTIKELVil vi huskes som Generation Stupid?

Men endnu vigtigere påvirkede min mors død og psykisk sygdom i den nærmeste familie min studietid.

Det betød, at jeg måtte forsinke mit studie med et år og brugte derfor ’fjumreåret’, som regeringen ynder at kalde dette år. Men det var altså ikke bare et ’fjumreår’ for mig; det var et år, der gjorde det muligt for mig at gennemføre min uddannelse.

Igen benytter regeringen en retorik, hvor de får disse ydelser til at lyde som ’gratis glæder’ for ungdommen, hvor det rent faktisk for nogle af os har betydet forskellen på en uddannelse eller ej.

Jeg kender altså til velfærdssamfundets glæder. Men det er glæder, som ikke kun har påvirket mig – det har også påvirket hele Danmark, fordi jeg fremover kan bidrage til samfundet i stedet for at indkassere en månedlig overførselsindkomst.

Jeg håber og ønsker, at fremtidens unge vil have de samme muligheder som mig, men det vil ikke være tilfældet, hvis de ressourcesvage fortsat nedprioriteres i samfundet.

Vi burde have råd til at hjælpe dem, som har behov. Ellers er vi alle fattige.