Annonce
Debat 10. sep. 2011 KL. 09.10

Sørine Gotfredsen: Danskerne mangler ånd

Landet domineres af overfladiske tv-værter og nedgørende satire, siger Gotfredsen.

fakta

44-årige Sørine Gotfredsen er uddannet journalist og teolog og er aktuel med bogen ’Den åndløse dansker’, der udkommer 8. september.

Siden februar 2009 har hun været sognepræst ved Jesuskirken i Valby.

Forfatter til flere bøger. Bor i lejlighed på Frederiksberg. Ugift. Ingen børn.

Sørine Gotfredsen, hvad mener du med, at danskeren er åndløs?

»Jeg savner ånd hos de mennesker, der sætter den offentlige dagsorden i Danmark. Det er alt fra medierne og journalisterne, politikerne, tv-programmerne, de egoistiske børnefamilier og til den overfladiske tilgang til livet som helhed, som jeg kritiserer. I vores samfund lever vi i en evig fare for at blive ringere mennesker, og jeg minder i min bog om alt det, som jeg mener, vi skal tage os i agt for. Ellers risikerer vi at stagnere som mennesker«.

Medierne bidrager til det åndløse. Ulla Terkelsen er 90 procent indhold og 10 procent form, skriver du i din bog, og Jes Dorph-Petersen er forfængelig og utroværdig. Det er hårde ord om journaliststanden?

REPLIK TIL GOTFREDSEN 'Åndløse' kendisser ryster på hovedet af Gotfredsen

»Medierne er et stort dyr, der lever et hektisk liv, hvor alt går i ring om den selvforstærkende kraft. Mange journalister er næsten billedet på den åndløse dansker, da de ikke er særligt uddannede. På den ene side har journalister lavt selvværd, fordi de vidensmæssigt er dårligt uddannede, men alligevel føler de sig magtfulde og i centrum grundet deres mange kendisbekendtskaber, som forøger selvtilliden. Det handler ikke kun om tidspres og en kommercialisering af medierne. Det handler om en manglende refleksion og viden blandt de enkelte journalister, der bare følger med uden at stille spørgsmålstegn ved udviklingen. Journalisten har altid været et flygtigt væsen«.

Men noget, der har ændret sig, er satiren, som er amoralsk og lavkomisk, mener du. Du foretrækker Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard. Var alt bare sjovere i gamle dage?

»Man skal ikke romantisere perioden med Claus Ryskjær og Pilgaard. Jeg kritiserer, at satiren i dag sparker nedad på samfundets tabere. Satiren har ændret sig meget«.

Hvordan?

»Tidligere gik komikerne efter magthaverne med den politiske satire, som var mere intelligent og skarp. Det var ikke nødvendigt at udstille de svageste i samfundet for et billigt grin. Det mener jeg, satiren i høj grad gør i dag. Vi burde beskytte de svageste. Vi skal ikke glemme, at komikere har meget magt, da man underlægger sig den sjove. I det sjove øjeblik er man meget modtagelig over for budskaber«.

Børnefamilierne er et eksempel på det åndløse i din bog. De er blevet for egocentrerede og uden ansvarsfølelse for det kollektive samfundsprojekt. Hvad er der gået galt?

»Vores dyrkelse af familien – især relationen mellem forældre og børn – helliggøres og ophøjes over alle andre relationer, hvilket kan være med til at devaluere, hvad kærlighed i virkeligheden er, og det afskærer os fra omsorgspligten for andre end os selv. Hvis kærlighed grunder i tilbøjelighed og lyst, så har vi skåret pligt-elementet væk. Elsker vi kun vores egen familie, kan vi blive egoistiske. Familiens kærlighedsbegreb er forbundet med, at vi elsker hinanden af den grund, at vi hører sammen. Den boble skal man være varsom med at gro fast i. Det er manglen på pligtfølelse over for andre end os selv, jeg opponerer imod«.

Hænger din kritik af de egoistiske børnefamilier ikke sammen med, at du ikke selv er gift og har børn?

»Det kan godt være, men jeg kender flere mødre, der kan genkende kritikken af den danske børnefamilie. Forældres overvældende kærlighed til børn er smuk, men den kan også være selvopfyldende og bunde i egeninteresse, da forældrene selv bliver bekræftet af at elske deres børn«.

En af de selvopfyldende mødre, som du kritiserer i din bog, er Renée Toft Simonsen, som har fundet meningen med sit liv gennem sine børn. Hvorfor er det problem?

Som udgangspunkt har det religiøse menneske større chancer for at opnå åndelighed

Sørine Gotfredsen

»Det er et problem, når Renée Toft Simonsen siger, at hun har udrettet nok i livet alene ved at få børn og legitimere sin ret til at leve på grund af børnene. Man risikerer at blive for snæversynet med sådan en holdning, da man glemmer sine pligter i andre retninger. Renée Toft Simonsen må ikke isolere sin opgave i verden til sine egne børn. Pligten underprioriteres, når dyrkelsen af familien bliver den ultimative selvrealisering. Man glemmer simpelthen sin pligt over for medborgerne og samfundet«.

Er det ikke snarere et spørgsmål om en øget individualisering end et spørgsmål om mangel på ånd?

»Det hænger sammen. Når man i for høj grad søger meningen med livet gennem en selvrealisering omkring familien, så bliver det alt for småt, da man kan få svært ved at forholde sig til andre mennesker end sin egen lille familie«.

Du bruger eksemplet med digteren Henrik Nordbrandt, som bidrog mere til samfundet gennem sin litteratur som ulykkelig, alene og vred, end da han blev far og lykkelig. Er det ikke et kynisk standpunkt?

»Det er det ikke, men der er en mulighed for, at han ikke udnytter sit talent, fordi han nu foretrækker at være far, da han finder det selvopfyldende, givende og har lyst til det. Skal man virkelig have lov til det? Har man lov til at vælge sin egen lyst frem for at udføre den gave, man kan give til en masse mennesker, fordi man har et stort talent?«.

Er det ikke et individuelt valg? Skal samfundet tvinge Nordbrandt til at skrive sure, vrede digte igen?

»Nej, selvfølgelig ikke, men er det okay at vælge noget fra af selvopfyldende årsager og selvbehag, eller har man pligt til at bidrage til en større helhed? Vi må altid spørge os selv, om vi må kaste vores mission væk, bare fordi vi får børn«.

Også på Christiansborg ser du et åndløst cirkus. Politikerne i dag er for simple og ureflekterede. De mangler grundlæggende historisk, filosofisk og religiøs viden. Er det ikke en meget elitær holdning?

»Der burde være mere ærefrygt i synet på politikerne. Du kan kalde det elitært, men hvis vi ikke har en følelse af, at politikerne generelt har en meget stor viden om tilværelsen og samfundet, hvordan kan de så legitimere, at de overhovedet er valgt ind i Folketinget? Politikerne bør være personer, vi kan lære noget af«.

Du beskylder det halve af Danmark for manglende ånd, men hvor åndfuld er du egentlig selv?

»Jeg tvivler på, at ret mange mennesker kan erklære sig selv åndfulde. Det er ikke hensigten med bogen at opdele folk mellem åndløse og åndfulde. Om jeg er et åndfuldt menneske, kan jeg ikke svare på, men jeg stræber efter være at det«.

Hvordan opnår man ånd?

Forældres overvældende kærlighed til børn er smuk, men den kan også være selvopfyldende og bunde i egeninteresse, da forældrene selv bliver bekræftet af at elske deres børn

Sørine Gotfredsen

»Det åndfulde menneske er bevidst om, at det skal se sig selv i lyset af noget, der er større end det selv. Mennesket skal forsøge at forholde sig til tanken om, at vi er sat på jorden af en magt, der har en intention med os«.

Forsøger du at snige kristendom ind ad bagdøren ved at kalde det ånd?

»På en måde ja. På den anden side havde ingen lyttet til mig, hvis jeg skrev en bog udelukkende om kristendom. Jeg lægger ikke skjul på, at den øverste instans for mig er Gud. Det er dog ikke en bog, der kun forkynder kristendom, derfor har jeg også andre tilgange med for, hvordan man bør stræbe efter ånd«.

Så ingen Gud – ingen åndelighed?

»Hvis jeg blev presset op i en krog, vil jeg personligt sige, at det er svært opnå ånd uden Gud. Men for andre mennesker kan der godt være en anden opfattelse af åndelighed end den religiøse«.

Kan man som ateist være åndelig og som troende være åndløs?

»Er man hardcore ateist og afskærer tanken om Gud, så mangler man en væsentlig dimension i sit liv. Som udgangspunkt har det religiøse menneske større chancer for at opnå åndelighed«.

Den her lange liste over åndløse – ikke-kristne – er det en forbrugerservice til ligesindede, kulturkonservative, så de kan slukke fjernsynet, når de åndløse tørner frem?

»Forbrugerservice er nok et stort ord. Hensigten med bogen er, at den skal skabe debat. Måske inspirere nogen til at reflektere yderligere over tilværelsen, herunder medierne, familien, sportsfolkene, troen. Grunden til, at jeg nævner navne, er for at tiltale danskere direkte, så de har noget konkret at forholde sig til. Måske forholde sig til noget større i tilværelsen«.

Hvis vi alle i Danmark blev døbt og konfirmeret i morgen, ville samfundsproblemerne så forsvinde, inden det hellige vand havde nået at tørre fra vores hår?

»Hvis vi var mere kristne, ville vi i hvert fald have færre problemer. Pligtbegrebet over for andre og fællesskabet er dybt integreret i den kristne tænkning«.

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
22. maj. KL. 08.45
Anklage. Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen er blevet angrebet for at blande sine personlige interesser ind i sit arbejde, da hun medvirkede i en tv-dokumentar om sin egen ulykkelige barndom. - Foto: EHRBAHN JACOB

Pinligt angreb mod Zornig

Overgreb mod børn bør ikke anskues som 'en meget privat sag', men som et højaktuelt samfundsproblem.

21. maj. KL. 10.34
Togtiggeri. På en almindelig dag er det nu mere reglen end undtagelsen, at folk på S-togene mellem Nørreport og Sydhavnen bliver afbrudt af tiggere, skriver debattør. - Foto: Jens Dresling (arkiv)

Tiggerne i S-togene provokerer mig

Tiggeriet er forulempende og provokerende for de rejsende.

19. maj. KL. 18.55
Ignorance. Kollektivet har svært ved at gennemskue markedsmekanismerne, og derfor handler vi på baggrund af dårlige eller forkerte informationer, forklarer Vincent Hendricks. - Foto: ADRIAN JOACHIM

Kollektivt fjolleri hjalp finanskrisen på vej

Krisen er vores fælles ansvar, ikke bare grådige finansfolks og uansvarlige bankers.

19. maj. KL. 20.37
Distance. Det er altafgørende at opretholde en professionel distance til det område og de mennesker, man ønsker at hjælpe. Ellers kan det forhindre, at man hjælper optimalt. Tegning: Per Marquard Otzen.

Taler Børnerådets formand sin egen eller børnenes sag?

»Lisbeth Zornig Andersen bruger sit formandskab som løftestang for sin egen sag«.

18. maj. KL. 15.04
Tegning: Roald Als

Venstrefløjen har overladt debatten til højrefløjens intellektuelle

Nævn tre centrum-venstre-intellektuelle, der præger den politiske debat i dag.

18. maj. KL. 13.12
Ammedebat. »Her tre år efter fødslen er mine bryster udlånt til en velartikuleret ung dame, der er helt bevidst om, hvad hun vil, og hvornår hun vil det«, skriver jordemoderstuderende. - Foto: Thomas Borberg (modelfoto)

Amning er da ikke perverst

Tre år efter fødslen er mine bryster udlånt til en velartikuleret ung dame.

18. maj. KL. 09.27
Valg? Regeringens finanslov for 2013 kan godt stemmes hjem med Enhedslisten, men at regere landet efter sit grundlag, kan regeringen ikke. - Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Ender Thornings reformplan i valg?

Uden Løkke vil regeringens finanslov for 2013 være uden reformer.

17. maj. KL. 23.50
Foto: MYDSKE PETER

Hvornår skal de rigeste til lommerne?

Hvis alle skal bidrage, mangler der noget i regeringens 2020-plan.

17. maj. KL. 00.01
fejlet. Helle Thorning-Schimdt har forspildt muligheden for at være brobygger i EU. - Foto: THIERRY CHARLIER/AP

Thornings EU-formandskab er slået fejl

Statsministeren har hverken ideologisk eller politisk formået at slå igennem på europæisk...

Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

22. maj. KL. 00.01 Tolle lege

Det sker
Havnespot. Nogle af de bedste solsteder i København findes langs havnen. Her er det Toldbodens Grillbar. - Foto: Mathias Christensen
22. maj. KL. 12.02

Guide: Københavns bedste havnespots

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning