Nickelodeon, Disney Channel, Cartoon Network.

Fordummende larm, der på ingen måde fordrer børns fantasi, men en larm, som udelukkende kan ses som ADHD-skabende ligegyldighed. Hvad blev der af Pluto, Fedtmule og Joakim von And?

Det skabte glæde og opsigt over hele verden, da Walt Disney i 1928 udgav ’Steamboat Willie’. Ikke nok med at det var en af de første tegnefilm; den skabte også fundamentet for de tegnefilm, vi ser i dag.

Med ’Steamboat Willie’ viste Disney de mange muligheder, som tegnefilmsmediet indeholder, og med det også den fantasiverden, der kan udfolde sig, når det fiktive råderum bliver uden begrænsninger.

Det blev karakteristisk for 1900-tallets tegnefilm, at det var fantasien, der satte grænser. Tegnefilmenes visuelle æstetik blev hurtigt en form for surrealistisk kunst, der, meget lig Dalís malerier, kunne gøre eksempelvis et køleskab bøjeligt.

Denne fantasiverden har mange børn verden over været opslugt af, og det har for mange mennesker været en integreret del af deres barndom, at disse tegnefilm kunne udfordre realismens begrænsninger: Hvor mange tæsk har katten Tom fra ’Tom og Jerry’ efterhånden ikke overlevet?

Tegning:  Philip Ytournel.

Tegnefilmene var dog ikke bare ren gak og løjer. I dem alle eksisterer der et moralsk budskab og en narrativ struktur, der implicit fortæller børn, at man f.eks. ikke må mobbe, eller at den grimme ælling hurtigt kan blive en svane.

Med de senere lidt længere tegnefilm begyndte rollemodeller at fylde mere og mere, og specielt 90’ernes Disneyproduktioner som ’Løvernes konge’ (1994), ’Herkules’ (1997) og ’Mulan’ (1998) har alle en helt, der via en relativt lang dannelsesrejse går fra barn til voksen.

Men det er også tegnefilm, der på en gang forener fantasi og fabler med historie, læring og dannelse. Det er alle film, der på deres egen måde portrætterer en figur, der til en begyndelse virker lille og til tider svag, men som senere viser sig at være sympatisk, magtfuld, barmhjertig og gavmild.

Efter årtusindeskiftet er der imidlertid sket et skift i de portrætterede rollemodeller. Et af de første eksempler ses i den oscarnominerede ’Kejserens nye flip’ (2000), men også i de senere ’Grusomme mig’ (Universal Pictures, 2010) og ’Megamind’ (Dreamworks, 2010).

Her er det ikke længere helten, der starter som ydmyg slapsvans, men derimod antihelte, skurke, der enten er utrolig usympatiske eller simpelthen forsøger at være onde, på trods af at de er superdårlige til det.

Disse rollemodeller kan ses som implicit indikator for, at børn skal forstå at acceptere de på overfladen dystre eller skæve mennesker, der nu engang er omkring os, da der i os alle, også i skurkene, findes noget godt. En naiv, men meget kærlig tanke.

Problemet findes imidlertid ikke i de store tegnefilmsproduktioner, da de stadig til en vis grad indeholder en dybde, der kan fodre børns fantasiverden. Kritikken skal derimod rettes mod de tomme, billige produktioner på de såkaldte børnekanaler: Nickelodeon, Disney Channel, Cartoon Network og Jetix.

Ideen om kanaler til børn er rigtig god. DR Ramasjang repræsenterer eksempelvis en kæmpe inklusion og alsidighed. Men det er derimod larmende, dårligt producerede tegnefilm, der på ingen måde giver børnene noget at tænke over, men derimod tvinger fingrene over på volumeknappen på fjernbetjeningen for at skrue ned.

Disse tegnefilm indeholder ingen dybde, intet moralsk kodeks, men er udelukkende baseret på troen på, at jo mere larm og jo flere latterlige dialoger, jo mere opmærksomhed tillægger børnene programmerne.

At disse kanaler samtidig er fulde af propagandistiske reklamer for alle former for legetøj samt forfærdelige dansksynkroniserede udgaver af dåselattersitcoms som ’Hannah Montana’ og ’ICarly’ er en helt anden diskussion.

Hvor er fantasien? Hvor er glæden ved, at Anders And kan trykke på sin kuffert og den derefter folder sig ud som en campingvogn?

Børn har brug for denne illusion, for det er den, der forstærker deres evne til at tænke kreativt, ikke den ADHD-forstærkende larm fra de kommercielle ’børnekanaler’.

Vi vil have fantasien tilbage! For børnenes skyld!