»LO står på en brændende platform, en mega brændende platform. Medlemmerne forsvinder i hundredtusindvis, og evnen og viljen til at træffe beslutninger, der ændrer på det, er øjensynligt ikke til stede. Og mens man nøler, er hele den danske aftalemodel ved at smuldre«.

Så kontant lyder vurderingen af LO’s medlemskrise fra Tine Aurvig-Huggenberger, der i dag er chef for public affairs i Prime Time Kommunikation. Hun er tidligere næstformand i LO, og på LO-kongressen for fire år siden blev hun slået på stregen ved formandsvalget af Harald Børsting.

LÆS OGSÅLO-formand har seks ønsker klar til Thorning

Hvordan vurderer du som kommunikationsrådgiver fagbevægelsens kommunikationsstrategi, Tine Aurvig?

»Har LO en kommunikationsstrategi? LO er da helt og aldeles fraværende i den offentlige debat. Forunderligt! Men sådan har det desværre været rigtig længe. LO har en misforstået forestilling om, at den, der lever stille, lever godt. Men en forudsætning for, at nogen melder sig ind i en fagforening, er nu engang, at man ved, den er der«.

Hvorfor er man ikke mere offensiv?

»Det skyldes, at fagbevægelsen har et absurd forhold til kommunikation. Man ser det som et nulsumspil. Hvis LO-formanden får opmærksomhed, er der en række forbundsformænd, der er fuldstændig sikre på, at så går der noget fra dem. Samtidig er det nærmest en dødssynd at ’gøre sig til’ i fagbevægelsen«.

Hvad mener du?

»Fagbevægelsen er gennemsyret af en arbejderklassekultur, hvor opfattelsen er, at enkeltindividet helst ikke skal træde frem. Heller ikke i medierne. Det er at ’gøre sig til’. Og når nogen alligevel ’gør sig til’, er det upopulært. Tag Dennis Kristensen fra FOA, som har formået at tage kommunikationsscenen, alene fordi han stiller sig til rådighed for medierne. Banalt. Det er der en betydelig irritation over blandt en lang række af de øvrige forbundsformænd. Men de skal jo selv stille sig til rådighed og mene noget«.

LÆS ARTIKELThorning ignorerer LO-formandens ønskeliste

Bevæger sig væk fra medlemmer
Ifølge Tine Aurvig-Huggenberger er LO-fagbevægelsens krise ikke bare et kommunikationsproblem. Det handler først og fremmest om, at fagbevægelsen har flyttet sig væk fra medlemmerne, som får stadig sværere ved at identificere sig med LO-fagbevægelsen.

»Jeg mener, at LO-fagbevægelsen har truffet en række forkerte strategisk-taktiske strukturbeslutninger, som har gjort medlemsflugten langt værre, end den behøvede at værre. Først og fremmest har der bredt sig et dogme i fagbevægelsen om, at fusioner af forbund er vejen frem. Men fusionsbølgen har gjort det svært for medlemmet at identificere sig med en fagforening«.

Hvorfor?

»Der er sket en ændring i lønmodtageres vilje til at organisere sig. I dag kommer nytteværdien først og solidariteten længere nede. Derfor er den faglige identifikation afgørende. Her kniber det.

Før kunne specialarbejderen identificere sig med Specialarbejderforbundet, den kvindelige arbejder med Kvindeligt Arbejderforbund, tømreren med Snedker- og Tømrerforbundet osv. Men hvem identificerer sig med 3F? Det er jo en abstraktion. Og man er jo ikke FOA’er – men pedel, portør eller pædagogmedhjælper, ikke? Fraværet af faglig identifikation er et kolossalt problem. Fusionsbølgen i LO har været et selvmål, der har skabt afstand til medlemmerne«.

ANALYSELO er svækket, men ikke slået

Men stort er vel godt?

»Nej. Fagbevægelsen har fejlet ved at centralisere. Man må bare konstatere, at nærhed betyder rigtig meget for LO-medlemmer – dét, at du kan genkende din faglige organisation i dit nærmiljø. Jeg kan ikke fortænke LO-lønmodtageren, der får nedlagt sin lokale fagforening i at ræsonnere: Nå, vi var åbenbart ikke vigtige nok. Hvis man øger den fysiske afstand, samtidig med at man gør det sværere at genkende sit eget fag i fagforeningen, reduceres det hele til et spørgsmål om forsikring. Og så er det jo ligegyldigt, hvor man forsikrer sig. Dét er katastrofalt for fagbevægelsen. Det tyder også på, at fraværet af nærhed gør det sværere at få valgt tillidsrepræsentanter«.

For dyrt
Når organisationer fusionerer, har argumentet været effektiviseringer og stordriftsfordele. Men det er ikke sket i LO, mener Tine Aurvig:

»Min påstand er, at man slet, slet ikke har udnyttet effektivitetsgevinsterne. Når man fusionerer, må det vel også udmønte sig i mere effektivitet, bedre service og dermed flere medlemmer. Men der er jo kommet færre medlemmer. Omvendt er der jo ikke kommet færre ansatte, så resultatet er mærkbart flere ansatte per medlem«.

Så man skal effektivisere?

»Ja. De rigtige steder. Hvorfor skal alle 18 LO-forbund have deres egen a-kasse? Og it-system? Hvis man skulle bygge LO-fagbevægelsen op fra bunden i dag, ville man lave da indføre fælles drift på papir- og it-møllerne«.

Hvor meget ville man kunne spare?

»Mit skøn vil være 25-30 procent af udgifterne i LO-fagbevægelsen. De besparelser kunne man bruge på at konkurrere bedre på pris, for selvfølgelig betyder prisen på kontingentet noget. Men først og fremmest skulle man bruge ressourcerne på at komme helt ud i de yderste led, dér, hvor medlemmerne er. Det er ikke interessant, om LO-formanden rejser ud til 170 virksomheder på et år. Det ændrer intet. Medlemmerne skal opleve, at fagbevægelsen er til stede i hverdagen. Lokalt. Der burde da være et fælles LO-fagforeningshus i hver eneste kommune«.

Ingen problemerkendelse
Medlemskrisen var også en realitet, da Tine Aurvig selv sad i ledelsen af LO.

Har du ikke et medansvar for fagbevægelsens aktuelle tilstand?

»Uanset hvilken LO-formand der havde siddet lige nu, ville vedkommende være blevet mødt af de samme udfordringer med medlemsflugt, et svækket solidaritetsbegreb mv. Men jeg mener, at der over årene er truffet en række forkerte strategiske beslutninger, som har gjort problemet langt værre end nødvendigt. Der har været fundamental mangel på solidaritet mellem LO-forbundene«.

KRITIKFOA-formand til LO's Børsting: Du repræsenterer ikke LO

Er det et problem, at LO ledes af mænd, hvor de fleste er over 50 år?

»Der er ingen kvinder og ingen unge, der kan identificere sig med LO-fagbevægelsen. Og funktionærgruppen, der er den lønmodtagergruppe, der vokser mest, kan slet ikke identificere sig. Som aldersgennemsnittet er for fagbevægelsens topledere nu, holder det nok deres tid ud. Men det er jo ikke særlig ansvarligt i forhold til den arv, de bærer på deres skuldre«.

Men finder der ikke et bevidsthedsskred sted i fagbevægelsen?

»Jeg er ikke vanvittig optimistisk. Den tidligere LO-formand Hans Jensen sagde engang, at LO-fagbevægelsens problem er, at de har for mange penge.

Her var den underforståede pointe, at fagbevægelsen ikke mærker smerten hårdt nok og derfor ikke træffer de nødvendige beslutninger. Det er lidt ligesom klimadagsordenen. Polerne smelter. Afrika tørrer ud. Alligevel taler man stadig om, der er et problem. Jeg mener: Når så store medlemstab, som vi ser i LO, ikke er nok til at presse en gennemgribende omstilling igennem, hvad skal der så til? Der kræves både analyse- og beslutningskraft i LO. Og for nuværende ser det ikke ud til, at den er til stede«.