»Danskerne har aldrig haft stil, men med 68-generationen blev skinnerne lagt frem mod det bøvede og ubehøvlede, og siden er det kun blevet værre«.

Ordene kommer fra den 52-årige journalist og forfatter Torben Steno, som er aktuel med bogen ’Længsel efter faste former’, hvor han gennem samtaler med en lang række danskere argumenterer for en ’høflighedsrevolution’.

For uhøfligheden dominerer i Danmark. Overalt.

»Forleden skulle jeg med bussen til Østerbro, men da der er cykel-VM begynder bussen at køre ad omveje. Så er der to 60-årige kvinder, klassiske grå hjelme, der går op og skælder ud på chaufføren, hvorefter han vender sig om og siger: »Jeg ved det godt, men det er min første dag på den her rute, og der er cykelløb«. De brokker sig, og de brokker sig. Lige indtil en mand, som ligner en gammel tillidsmand på B&W, råber: »Nu holder I kraftedeme kæft, kællinger, og lader manden passe sit arbejde«. Han var den sidste rest af høflighed. Men der er ikke meget tilbage af den. Desværre«.

LÆS OGSÅMobiltelefonen irriterer de fleste danskere

Så 68’erne er hovedskurkene – igen?

»Ja, i årtier har de gentaget mantraet om, at det er fedt at være grænseoverskridende. Det er det dummeste udtryk, jeg har hørt. Der er ikke mere at overskride. Resultatet er, at en sosu-assistent anno 2011 taler i mobiltelefon, mens hun tørrer røv på en gammel dame«.

Derfor skal vi nu til at stramme slipset og være høflige?

»Vi har brug for omgangsformer; det gør det nemmere at være menneske i et stort samfund. Vi bruger jo enorm meget energi på at opfinde formen, hver gang vi møder et nyt menneske, fordi omgangsformerne er væk. Dem skal vi genfinde. For vores egen skyld«.

Er din bog ikke bare endnu en bog i rækken om sædernes forfald, Torben Steno?

»Nej, for jeg er kun kritisk over for 68’erne og min egen generation, som har skabt form- og normløse tilstande. Omvendt sætter jeg jo min lid til kræfter blandt de unge, hvor jeg fornemmer, at man har lyst at bygge noget nyt op. Måske fordi de unge har prøvet at være i udlandet og her har oplevet en helt anden form for høflig måde at omgås på«.

I udlandet er det bedre
En gennemgående pointe i Torben Stenos bog er, at den uhøflige omgangsform er noget særlig dansk.

»Altså, en hjemløs i England siger ’please’ og ’sir’. Det ligger dybt i hans kultur. Hvorfor har vi ikke et ord, der kan det samme som ’please’, ’bitte’ eller ’s’il vous plait’?«.

LÆS ARTIKELFlyselskab sender 11.000 ansatte på charmekursus

»Hvis man i Berlin møder en stor punkertype med kæmpehund på gaden, så giver han plads og trækker til siden. Engang stod jeg med en kop kaffe i USA, og så kommer der en politibetjent hen til mig. Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg skal arresteres, men så vil hun bare gøre opmærksom på, at låget var gået op, så kaffen blev kold. Det vidner jo om, at de grundlæggende spilleregler er i orden. Det er de bare ikke i Danmark«.

Er du ikke ude i en omgang nationalt selvhad? Danmark er det land i verden, hvor tilliden er størst mellem mennesker, og hvor ligheden er større end i andre lande?

»Det kan da godt være, at vi er mere lige. Men det betyder også, at vi ikke gider vise respekt i den daglige omgang med hinanden. Vi regner simpelthen med – som Søren Ulrik Thomsen siger i min bog – at fordi alt i den hellige, almindelige velfærdsstat én gang for alle er aftalt og klappet af ved et forhandlingsbord, så kan vi tillade os at være ligeglade med hinanden og omgangsformerne. Eksempelvis hilser vi ikke på kassedamen i supermarkedet, fordi hun jo sikkert får sin overenskomstmæssige løn og ikke mangler noget«.

Hilser man på kassedamen i andre lande?

»Ja. I Tyskland starter indkøbsbåndet først, når man har hilst. Som Søren Ulrik Thomsen formulerer det, så er høfligheden det kit, der får et samfund med meget forskellige grupper til at hænge sammen. Når der stiger en milliardær ud af en bygning på Manhattan og ned i en taxa til en mand, der ingen penge har, så er der tale om en gensidig anerkendelse af hinandens position. Det har vi ikke haft brug for i Danmark. Indtil nu. Men det ændrer sig«.

LÆS OGSÅDanskerne tør ikke prutte om prisen

Udlændinge
Ifølge Torben Steno ville det også gøre kulturmødet meget nemmere, hvis danskerne kunne trække på nogle høflighedsformer.

»Høflighed er det instrument, du bruger, når du møder de mennesker, du ikke kender. Og den manglende høflighed har skabt mange problemer mellem danskere og etniske minoriteter. F.eks. kunne en dansker sjældent finde på at introducere en tredje mand, der kommer hen til et bord – det er helt igennem uhøfligt og holder fremmede ude«.

Men overser du ikke, at danskerne bare er mere uhøjtidelige, mindre formelle og ser andre mennesker som ligemænd?

»Nej, danskerne er tvangsjovialiserede. Vi taler indforstået, som om vi er venner hele tiden, og krammer hinanden i ét væk, og derfor hører vi ikke så meget efter, hvad hinanden siger. Ærgerligt! For det er meget nemmere at løse et problem ved at have en større afstand og så nærme sig hinanden i stedet for at have en misforstået tro på, at nu snakker vi helt på lige fod. For det gør vi ikke. Det er også det, udlændinge ikke kan finde ud af«.

Så du vil tilbage til stiv flip og krave og være Des?

»Jeg ved jo godt, at vi ikke kan genindføre De-formen, selv om jeg er enig med forskeren Niels Egelund, der i min bog siger, at hvis man i skolen insisterede på, at alle, der starter i 0. klasse skulle bruge ’De’, så ville der gå 15 år, inden alle sagde ’De’ igen. Jeg tror, det ville være sundt«.

Vil du også have hierarkierne mellem mennesker tilbage?

»Hierarkierne er der jo alligevel. Det er også det, udlændinge ikke kan finde ud af. Mødekulturen i Danmark er jo helt syg. Her lader man folk snakke løs, men efter mødet gør ledelsen præcis, som den vil. Falskhed, falskhed. Sådan er det overalt. Danskerne ved det. Men udlændinge oplever det som dybt besynderligt«.

LÆS DENNESig nej til ubekvemme Facebookvenner

De unge
Torben Steno sætter i sin bog sin lid til, at de unge insisterer på en ’høflighedsrevolution’.

Er din tro på de unge ikke bare en måde at slippe for at være 100 pct. Jeronimus på?

»Nej, jeg har virkelig ondt af de unge, som er den første generation, der ikke har noget at gøre op med. Og hvis den unge alligevel insisterer på at forme noget nyt, så står han i fare for at lyde som en eller anden sekterisk småfascist. Heldigvis holder det ikke alle unge tilbage. Jeg fornemmer længslen efter faste former og en mere værdig omgang med hinanden«.

Hvad med dig selv, skal du også ændre dig, Torben Steno?

»Jo, jo, jeg går rundt og leger med, at jeg må træde i karakter som en høflig gentleman. Jeg bestræber mig på at gøre det bedre. For det, jeg og min generation har præsteret indtil nu, er bare ikke godt nok«.