Det lidt pudsige er, at forfatterne stort set er vrede over det samme som alle andre, nemlig at de får for få penge. Forfatterne udgør kort sagt en interessegruppe.

Så nu har Politiken sat sig for at undersøge deres forhold: Det er de meget vrede over. Som medlem af fagforeningen har jeg ligeledes modtaget spørgeskemaet og samvittighedsfuldt besvaret spørgsmålene om, hvorvidt jeg er på kontanthjælp, deprimeret, alkoholiker og overvejer selvmord.

LÆS OGSÅ Vrede forfattere raser mod Politiken-undersøgelse

Jeg er også gentagne gange blevet spurgt, om jeg synes, jeg skal have flere penge. Det synes jeg ikke.

Jeg har i den seneste tid modtaget en lille million i arbejdslegater. For 10 år siden fik jeg ikke en krone, og da jeg ikke er i stand til at se den store forskel i kvaliteten af mine produkter, må jeg konkludere, at mit navn er blevet trukket op af en hat, hvilket beroliger mig meget – at jeg nogensinde skulle blive senil nok til, at dansklærerne kan læse mig, har altid været mit mareridt.

Det er ikke desto mindre ikke et synspunkt, jeg finder den store forståelse for i min profession.

Derimod er mine kolleger tilsyneladende meget optaget af at brande sig selv, så de kan udkomme i større oplag. Måske burde de være blevet manufakturhandlere. Som det er nu, er de vrede. De er vrede på anmelderne, der ikke hjælper dem med at sælge deres bøger – selv har jeg altid haft svært ved at blive vred på børn.

Om et af mine seneste værker skrev Politiken, at det var et hovedværk i dansk litteratur, mens Ekstra Bladet kaldte det et makværk.

Dette udløste en diskussion i pressen om, hvorvidt det var den ene eller den anden anmelder, der skulle tages alvorligt. Som om nogen forfatter nogen sinde har taget en anmelder alvorligt – bortset fra, at en positiv anmeldelse altid er et dårligt tegn, eftersom den signalerer anmelderens lettelse over at have forstået værket (og så kan det jo ikke være meget bevendt).

Det var lidt sjovere i gamle dage. Der kunne en anmelder finde på at drille de store forlag med at udnævne et maskinskrevet hæfte af undertegnede til ’årets bog’.

Nu om stunder skriver man naturligvis blot pressemeddelelsen af på de bøger, der forventes at sælge.

Ingen kulturkløft der! Så hvad er det nu, de er vrede over?

DEBATINDLÆGPolitiken er en avis på glatis

Jo, det er den skjulte dagsorden bag skemaet, der skulle være at fremstille danske forfattere som »evigt utilfredse og alkoholiserede egoister«, med andre ord subjekter og sociale bedragere med snabelen i statskassen.

Selv ville jeg kalde dem flæb. De gider ikke være martyrer længere, ligesom teologerne vil de have kald og præstegård.

Og hvorfor ikke? Den tid er trods alt forbi, hvor forfatterne var genier, nedsteget fra parnasset for at rase mod og lide for menneskene.

De er gymnasieelever, der skriver digte uden rim og metrik, husmødre, der udleverer deres samlevere, og journalister, der udgiver leksikonstile.

I gamle dage havde bogladerne en afdeling for skønlitteratur og en for faglitteratur. Så fik de en for litteratur og en for kogebøger. Nu har man en for mad, en for vin, og en for desserter.

LÆS ARTIKELPolitikens vendetta mod forfatterne?

Politiken vil også gerne vide, om man skal støtte litteraturen.

Man kunne lige så godt spørge, om det vil tjene noget formål at give beboerne på Vestre Kirkegård kunstigt åndedræt.

Når litteraturen engang vender tilbage, vil den være et tordenvejr.

Og den slags meteorologiske fænomener kan man kun konstatere, ikke subsidiere.

FACEBOOKBliv ven med Politiken