Ifølge oplægget til Danmarks nye udviklingspolitik skal der være særligt fokus på en rettighedsbaseret tilgang til udvikling.

Der er intet nyt eller revolutionerende i mantraet om rettigheder i udviklingspolitikken. Det er en hel gængs tankegang i FN blandt ledende udviklings- og menneskerettigheds-NGO'er og er i stigende grad blevet en del af mange landes udviklingspolitikker.

Men spørgsmålet er blot, om det virker og giver mening?

At lægge vægt på basale frihedsrettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, retten til at blive stillet for en dommer og forbuddet mod tortur bør altid være en uomgængelig del af dansk udenrigspolitik.

Det arabiske forårs overvintring viser, hvor sårbare demokratibevægelser er, når revolutioner spirer, hvor frihedens frø ikke er blevet sået.

Vestens alt for ukritiske forhold til mellemøstlige diktatorer og manglende interesse for at skabe grobund for et levende civilsamfund, der kunne tage over efter regimerne, har derfor været medvirkende til, at drømmen om et frit og demokratisk Mellemøsten ser ud til at være sparket til hjørne.

LÆS OGSÅVær med til at lave Danmarks nye udviklingspolitik

I forhold til udvikling er det også afgørende at lægge vægt på økonomiske frihedsrettigheder som den private ejendomsret samt aftale- og næringsfrihed. Det var netop på grund af manglen af disse rettigheder, at tuneseren Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv og dermed startede de arabiske oprør.

Bouazizi var fattig og krævede ikke retten til offentlig forsørgelse, men derimod retten til at forsørge sig selv ved at sælge de varer, han selv ejede og havde købt. Der er en snæver sammenhæng mellem sådanne økonomiske frihedsrettigheder og velstand, uddannelsesniveau og kvinders ligestilling.

Men rettighedstilgangen til udvikling lægger ikke kun vægt på de førnævnte kategorier af rettigheder.

Rettighedstilgangen indebærer som præmis også, at hvert enkelt menneske har en menneskeret til goder som en bolig, social sikkerhed, arbejde, sundhed med videre via økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Det kan virke som en sympatisk og tillokkende strategi - for så bliver emner som fattigdom og sult gjort til et spørgsmål om retfærdighed og moral snarere end gold økonomi. Og hvis hvert menneske har en menneskerettighed til en rimelig levefod med alt, hvad dertil hører, har staten jo samtidig en pligt til at realisere denne rettighed og dermed med juridiske argumenter holde staterne fast på den forpligtelse.

Grundlæggende fejl
Et klassisk argument for de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er, at det ikke giver mening at have frihed uden basale fornødenheder. Hvad nytter det at have retten til at ytre sig, hvis man ikke kan læse eller skrive? Og hvad godt gør forbuddet mod tortur for den, der sulter ihjel?

Men disse argumenter er både nedværdigende og forfejlede.

Ytringsfriheden har ikke kun værdi for den veluddannede, men også for den sultende analfabet i Darfur eller Zimbabwe, der ved at protestere og demonstrere kan gøre opmærksom på sin situation.

Og blot fordi man er fattig og hjemløs, har man ikke mindre brug for beskyttelse mod vilkårlige fængslinger og tortur, end hvis man tilhører middelklassen. Måske snarere tværtimod.

Mere grundlæggende er det dybt forfejlet at tro, at man kan udrydde fattigdom og sygdom, skaffe alle hjemløse tag over hovedet og mætte de sultende ved at ophøje goder som en bolig, mad, sundhed og en rimelig levefod til rettigheder.

Der er ingen sammenhæng mellem udvikling og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Intet land i verdenshistorien er blevet velstående ved at skrive retten til mad, sundhed og social sikkerhed ind i sin forfatning.

I 2009 offentliggjorde medicinaltidsskriftet The Lancet en undersøgelse, der viste, at der ingen positiv effekt var af at gøre sundhed til en rettighed. Derimod viste lande med markedsøkonomi markant bedre sundhedsindikatorer end lande med begrænset eller ingen markedsøkonomi.

Når Danmarks udviklingspolitik vil sikre, at fattige kan "kræve" deres økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, stikker man derfor verdens fattige blår i øjnene og afsporer indsatsen for at få skabt den vækst og velstand, der er den eneste måde at udrydde fattigdom på.

Gave til diktaturer
At gøre udvikling til et spørgsmål om menneskerettigheder er også med til at styrke lande, der ingen interesse har i værdier som frihed og demokrati.

Udvidelsen af menneskerettighedsbegrebet til at omfatte alverdens ønskværdige goder er nemlig en gave til diktaturstater, der ved at fremhæve »sociale fremskridt« og andre "progressive” tiltag kan fremstå i et positivt menneskeretligt lys uanset, at de samtidig undertrykker deres egne befolkninger.

FN's generalforsamling vedtog således i 1986 en erklæring, der ophøjede retten til udvikling til en menneskerettighed.

Selvom denne rettighed ikke er juridisk bindende, anerkendes den som en rettighed af mange lande. Men i realiteten er der tale om, at en række fattige lande dermed søger at gøre krav på vestlig udviklingshjælp som en menneskerettighed.

Udover at lette adgangen til bistandsmidler har retten til udvikling også den bekvemme effekt, at den primært tilfalder hele befolkninger og ikke individer. Når vestlige lande gør opmærksom på, at Zimbabwe systematisk krænker sine borgeres ytrings- og forsamlingsfrihed, kan Zimbabwe sige, at Vesten krænker retten til udvikling ved at skære ned på bistandshjælp.

Rettighedstilgangen til udvikling er udtryk for menneskerettighedsbevægelsens hybris. Fordi menneskerettigheder fylder så meget, har man overbevist sig selv og andre centrale aktører om, at rettigheder er altings løsen.

Men verden er mere kompliceret end som så, og derfor bør Danmark kun fokusere på de rettigheder, vi ved sikrer frihed og velstand. Ikke dem, der sikrer god samvittighed i Vesten, men som samtidig fastholder verdens fattige i ufrihed og afhængighed.