Nu står de der så. De mange hundredtusinder postkasser langs vore fortove og ejendomsskel.

Symbolerne på en hensynsløs standardisering og et effektiviseringsivrigt postvæsen, der stadig opfører sig som en gammeldags monopolbevarende etat, og som stadig mener, at det blot kan handle hen over hovedet på borgerne.

Skamstøtterne over et ignorant Folketing og nogle empatiforladte ministre, der nægtede at lytte til indvendinger og anmodninger fra fagkyndige foreninger og borgere i boligbebyggelser landet over.

DEBATINDLÆG Brænd mine breve behørigt, hr. minister

Landsforeningen for Bygnings og Landskabskultur, og andre med interesse og veneration for vort byggede miljø, søgte tidligt at forklare daværende transportminister Hans Chr. Schmidt (V) og den tidligere kulturminister Per Stig Møller (K), at den nye postlov fra 2010 ville få alvorlig negativ og ødelæggende effekt for den enkelte bygning såvel som for bybilledet generelt, og at der var særlige hensyn at tage til bevaringsværdige bebyggelser.

Argumenterne gik blandt andet på, at i de fleste ældre bydele og købstæder forstyrres bybilledet ikke af postkasser, men beriges tværtimod af mange smukke døre og brevsprækker.

Det samme gælder for byggeforeningshuse og mange af vore smukke haveby-bebyggelser, hvor netop det ensartede udtryk og gentagelsen er karakteristisk.

Dér er nu opsat postkasser i alle mulige former og farver ved skel eller på facaden. Det ødelægger helt det smukke, ensartede udtryk ved overgangen til det offentlige rum.

Ikke mindst i områder reguleret af lokalplaner med bevarende sigte er udtrykket mod gade og vej ofte sårbart og skrøbeligt, og opstilling af fritstående postkasser i vejkanten vil med stor sandsynlighed nedbryde helhedskarakteren.

Men også i andre bebyggelser er der æstetiske og visuelle hensyn at værne om. Nu forsvinder det smukke ensartede udtryk, som er så karakteristisk for husene og gadebilledet mange steder.

LÆS ARTIKELPostkasselov koster 300 postbude jobbet

Transportministeren svarede, at loven ikke gav hjemmel til at fravige kravet ud fra æstetiske hensyn, og han så ikke noget behov for at holde et møde med bevaringsfolk om sagen.

Kulturministerens medarbejder svarede blot, at ansvaret for bevaringsværdige bygninger lå ved kommunerne, og med henvisning til det lokale selvstyre var det derfor op til dem at give dispensation.

I sensommeren lagde Post Danmark endelig et link for bevaringsværdige ejendomme ind på sin hjemmeside, som angav en ret kompliceret og tidskrævende dispensationsprocedure mellem postvæsen og kommune.

Efterfølgende forsøg fra grundejere og ejerlavsforeninger på at opnå dispensation strandede i mange tilfælde her, idet kompetenceforholdet mellem kommunen som planmyndighed og Trafikstyrelsen som sektormyndighed slet ikke var entydigt afklaret mellem parterne og derfor søgtes løst efter meget uens regler landet over.

Da tidsfristen var ved at rinde ud, og den ny regering var på plads, blev der rettet henvendelse til transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

LÆS OGSÅPosten kommer frem, selvom du ikke flytter postkassen

Han prioriterede heller ikke sagen særlig højt, da meddelelse af for mange dispensationer jo kunne gå ud over den påståede effektiviseringsgevinst, som opstillingen af de mere end 700.000 nye postkasser kunne give.

Og den nye minister fandt det åbenbart ikke nødvendigt at forlænge tidsfristen med tre eller seks måneder, så lokale ejerlav og borgere i samarbejde med kommuner og Post Danmark kunne nå at gennemføre det vigtige arbejde med at behandle dispensationsansøgningerne.

Resultatet er tydeligt for os alle. Langs vore gader veje står der nu postkasser af forskellig farve og udseende. Nogle steder har man heldigvis kunnet blive enige om en vis orden, men langt de fleste afspejler folks individuelle smag, og måske også deres manglende forståelse for og hensyntagen til det visuelle miljø og værdien af et visuelt roligt bymiljø.

Denne sag er et trist udslag af, at mange medlemmer af Folketinget ikke formår – eller ønsker – at varetage hensyn til kulturmiljøet, som bl.a. vore bevaringsværdige bebyggelser udgør en vigtig del af.

Og den er udtryk for, at de ansvarlige ministre ikke evner at sætte en stopper for sektorielle og egennyttige optimeringsønsker inden for det område, som de midlertidigt er blevet sat til at forvalte.

Det er urimeligt, at borgerne har måttet påtage sig en samlet investering, der formentlig ligger i omegnen af mindst en milliard kroner, og det er skændigt, at regering og Folketing ikke har udvist vilje til at respektere de lokale miljø- og bygningskulturelle kvaliteter, der findes spredt ud over hele landet.