70 procent af verdens fattige bor i landdistrikter, og specielt i Afrika udgør landbrugssektoren et enormt, men stadigt uudnyttet potentiale for at kombinere vækst, forbedret fødevareforsyningssikkerhed og fattigdomsbekæmpelse.

Klimaændringer, fødevarekriser og en voksende global befolkning gør det helt nødvendigt, at dette potentiale realiseres. Jeg er derfor meget enig med udviklingsministeren i, at Danmarks bidrag til udvikling af landbrugssektoren i udviklingslandene skal prioriteres.

LÆS OGSÅ»Jeg er åbenhedsfanatiker«

For mig drejer udviklingsbistand sig om at skabe holdbare resultater ved at lægge et solidt fundament, den enkelte selv kan bygge videre på.

Vores overordnede pejlemærke skal være at bidrage til holdbar vækst og beskæftigelse med ejerskab og forankring i de enkelte lande og lokalområder. Jeg mener ikke, vi har været gode nok til at trække på de danske ressourcer og kompetencer på dette område.

fakta

Susie Stærk Ekstrand er direktør i Landbrug og Fødevarer.

Hun er uddannet jurist og har beskæftiget sig med fødevareerhvervet de sidste 15 år.

Hun har siddet i bestyrelsen i European Food Law Association og har været fast skribent på tidsskriftet European Food and Feed Law Review.

Jeg beskæftiger mig til dagligt med landbrugs- og fødevaresektoren i Danmark, og vores arbejde bygger på en to hundrede år lang landbrugstradition – fra stavnsbånd til andelsbevægelse, til udvikling af Lurpak, efterkrigstidens baconeventyr i Storbritannien og dagens moderne og højteknologiske fødevareerhverv, der eksporterer mere end 80 procent af sine varer.

LÆS OGSÅ Landbrug kan redde verdens fattige

Nogle vil hævde, at der er (for) langt fra smålandbrug i Afrika til store intensive landbrug i Danmark, til at der kan tales om meningsfuld erfaringsudveksling. Det er jeg ikke enig i.

Når det kommer til udvikling af en bæredygtig og effektiv landbrugs- og fødevaresektor i udviklingslande, kan vi trække på danske erfaringer. Lad mig komme med et par eksempler, der er grundlæggende forudsætninger for vækst og beskæftigelse.

Udviklingsbistanden skal styrke landbrugets organisering.

Mange af de lande, vi taler om, gennemgår store forandringer i lyset af globaliseringen. Som oftest er de afrikanske landmænd ikke organiserede, og de har ingen mærkbar indflydelse på, hvilken retning samfundet udvikler sig i.

Det er helt afgørende, fordi de afrikanske lande besidder værdifulde naturressourcer og store landbrugsarealer, der kan være med til at skabe øget produktion og velfærd, hvis ressourcerne forvaltes på den rigtige måde.

Det kræver, at dem, der bor og arbejder på landet, bliver hørt og får indflydelse på udviklingen.

I Danmark har vi en historisk stærk organisering af hele fødevarekæden fra »jord til bord«, hvor den enkelte landmand er medlem af sin lokale landboforening, der igen er medlem af Landbrug & Fødevarer, som er politisk ledet af valgte landmandsrepræsentanter. Det er også tilfældet for nogle af de største fødevarevirksomheder.

Det giver en stærk forståelse mellem virksomheder og landmænd, ligesom den politiske stemme er mere kraftfuld. Kun få, som for eksempel Swedish Cooperative Centre, der har baggrund i de svenske landboorganisationer, arbejder seriøst med at styrke organisering af landbrugere i udviklingslandene.

Fra dansk side kan vi også løfte vores del af ansvaret. Jeg tror, vi kan gøre det endnu bedre i fremtiden, hvis regeringen, NGO’er og landbrugs- og fødevareerhvervet bliver bedre til at samarbejde og trække på den samlede danske ressource- og erfaringsbase på området.

I en årrække er de statslige landbrugsrådgivningssystemer i Afrika gradvist blevet afløst af rådgivning fra kommercielle virksomheder. Erfaringerne fra Europa (eks. Holland) med en sådan udvikling er ikke gode.

Landmænd har brug for en uafhængig rådgivningstjeneste, som er sat i verden for at tjene deres faglige interesser. I nogle få afrikanske lande er der en begyndende udvikling af uafhængig rådgivning. Et eksempel er Senegal, hvor der efterhånden med fransk støtte er opbygget en uafhængig rådgivningstjeneste med afsæt i de lokale landboforeninger.

LÆS OGSÅ Naturrigdomme svækker Afrika

Den type udvikling skal vi støtte op om, og Danmark har værdifulde erfaringer at dele ud af igennem mange års udvikling af et uafhængigt rådgivningssystem, der bl.a. har en stærk tradition for at samarbejde med forskningsverdenen for hele tiden at udvikle nye systemer og metoder.

Ved siden af produktionsrådgivning (dyrkningsmetoder, sygdomsforebyggelse i besætningen, foderanvendelse osv.), så har landmændene et kæmpe behov for rådgivning, der kan hjælpe dem med at blive mere kommercielle, så de ikke bare er selvforsynende, men også kan afsætte deres varer, få en mere stabil indtjening og en større produktion.

Med andre ord: Vi skal ikke bare hjælpe med at producere varerne, men også med at give landbrugerne adgang til markederne. Der skal fokus på økonomi, finansiering, tilpasning og afsætningen af varerne.

I Zambia havde et svensk finansieret rådgivningsprogram fokus på kommercialisering af smålandbrug, og det gav de deltagende landbrug 35 procent højere indkomster end dem, der ikke deltog.

Fokus på kommercialisering betyder også øget fokus på kvalitet, forædling og omsætning af fødevarer.

I Danmark er vi kendt for meget høj fødevaresikkerhed, og det er en af grundene til, at danske fødevarer eksporteres til mere end 150 forskellige lande.

Den høje fødevaresikkerhed er primært et resultat af et meget tæt offentligt-privat samarbejde og en meget proaktiv landbrugs- og fødevarebranche. Vi skal ud og rådgive om 'den danske model' inden for fødevaresikkerhed.

Det vil give udviklingslandene mulighed for at sælge deres varer og blive mere integreret i det internationale handelssystem - og det kan sætte skub i den lokale vækst og beskæftigelse.